Der var uro i Danmark i sommeren 1522. I Ålborg blev kongens lensmand, Hans Tolder, dræbt af borgerne. Denne lensmand i landets største len var selv borgerlig, og han var et foretagsomt redskab for kongen i krigsfinansieringen. Episoden er sikkert betegnende for stemningen imod regeringen og især dens krigspolitik. En anden af Christian 2.s håndgangne mænd i Jylland, Rasmus Clementsen, beretter, at „rådet her i landet [dvs. Jylland] og ridderskabet, bønder og købstadsmænd har svoret sig ind til hverandre, så at de vil leve og dø med hverandre. Og vil de ikke længere være min herres nåde hørige og lydige, de vil holde fejde med hans nåde”. Det, Rasmus Clementsen her omtaler, er en opsigelse af troskabsforholdet til kongen, således at de sammensvorne løste sig fra enhver forpligtelse over for ham og gjorde sig frie til med væbnet magt at kæmpe for deres rettigheder. Som sagen så ud for de implicerede, var det en fejde, de indledte, en lovlig kamp imod en tyran, en hersker der havde krænket det kristne fællesskabs gudgivne normer. Det var i hvert fald sådan, de fremstillede sagen.
Forud var gået en sammensværgelse i Viborg mellem nogle af de jyske rigsråder med bisperne af Ribe, Viborg og Børglum i spidsen. Det sammensværgelsesbrev af 21. december 1522, der kom ud af det, indeholder en lang liste over overgreb. „Tyranner, skalke, troldkvinder og andre udenlandske folk indsættes og tilskikkes over alle, åndelige og verdslige, som os alle fordærve skulle. Den frihed, vore forfædre og os svoret og beseglet er, tages os voldeligen fra. Ridderskabet imod deres evige frihed beskattes som andre bønder. Uredelig told, sise og andre unyttige, nye sædvaner pålægges imod al Danmarks riges råd og samtykke” osv. Alt dette kan ikke længere tåles, de er forpligtede „som vor reces indeholder, med liv, hals og gods at afværge sådan skade og evigt fordærv”. Med det sidste hentydes der til „oprørsparagraffen” i Christian 2.s håndfæstning, der siger, at dersom kongen handler imod sin håndfæstning, og ikke vil lade sig „undervise” af rigsrådet, skulle alle rigets indbyggere hjælpe til med at „afværge” det uden dermed at have krænket deres troskabsed til kongen. Brevet munder ud i et program for oprøret: man vil „bruge” hertug Frederik, der har skikket sig som en kristen fyrste til denne dag, og landsdommer Mogens Munk skal forhandle med ham om sagen på udstedernes vegne.
Sammensværgelsesbrevet er ifølge sin indledning udstedt af 18 jyske rigsråder og herremænd, og deriblandt så prominente folk som Mogens Gøye og Ove Bille. Men kun ni har underskrevet og beseglet brevet og endnu én kun beseglet. De to nævnte er ikke iblandt dem, der således har bevidnet deres støtte til foretagendet, og heller ikke lensmændene på de to grænsefæstninger Tørning og Koldinghus. Dette såvel som karakteren af den propaganda brevet indeholder kunne tyde på, at der er tale om et politisk udspil i den hensigt at få alle de nævnte med, en underskriftindsamling, der altså ikke lykkedes særlig godt. Mogens Munk måtte henvende sig til hertug Frederik med et kreditiv, der demonstrerede, at der stadig var fremtrædende folk, som ikke var rede til at gå så vidt. Det var både et spørgsmål om politisk vurdering og om personlig holdning til gamle ridderidealer, der satte æren og troskaben højt.
Hertug Frederik har ikke ønsket at tage afgørende beslutninger eller binde sig i sine forhandlinger med Lübeck på dette grundlag. Men sagen hastede, for krigen kunne kun finansieres ved optagelse af store lån på det Kieler Omslag, der holdtes i januar. Der skulle desuden hverves lejetropper og træffes aftale med Lübeck om betalingen af dem.
Hertugen, Lübeck og de jyske oprørere arbejdede sig nu ud fra deres sammenfaldende interesser frem mod en afklaring, og den 20. januar 1523 kunne oprøret proklameres på Viborg Landsting. Vistnok samme dag udfærdigedes et opsigelses-brev til Christian 2., hvori de jyske råder erklærer ikke at ville komme til en indkaldt herredag og opsiger kongen huldskab og troskab. Det er usikkert, om kongen modtog opsigelsen. En senere beretning vil vide, at landsdommer Mogens Munk, der mødte kongen i Vejle, gav ham brevet ved at efterlade det i en vante, hvor det blev fundet næste morgen. Samtidig proklameredes oprøret ved oplæsning i nogle af de jyske stifter, og agitationen er her nøje afpasset efter modtagerne. Nu drejer det sig ikke om, at adelen beskattes „som andre bønder”, men om at rigsrådet havde valgt Christian 2. under den forudsætning, at alle landets indbyggere fortsat skulle „beholde deres privilegier, friheder, gamle lov og gode, gamle sædvaner” og ikke besværes med nye skatter eller ny lov. Oprørsparagraffen strammes op til, at kongens krænkelse af håndfæstningen ophæver troskabseden. Kongen har krænket sine forpligtelser, dynget „skat over skat”, forarmet befolkningen med indkvartering af tropper og udkastet bonden på Sjælland fra hus og jord til fordel for hollændere og andre udlændinge, „hvilket vel er at frygte, ligeså her udi landet [Jylland] skulle ske”, hvis det ikke afværges hurtigt. Det er disse og endnu flere ulykker, rigsrådet vil beskytte befolkningen imod, og til alles bedste har de derfor opsagt kongen huldskab og mandskab. Alle over 18 år skal straks stille med våben og støtte dem i kampen, til de får en konge, som vil holde dem med lov og ret.
I hvert fald en del af rigsrådet havde godkendt Christian 2.s love. Det var simpelthen en forudsætning for, at de overhovedet kunne blive lov. I Jylland havde Mogens Gøye som rigsråd dømt efter dem, når han fungerede i rettertinget. Enhver tænksom sjæl, der nu hørte denne proklamation oplæst, har vidst, at kongen ikke har kunnet være ene om at vedtage det, der her fremhæves som en krænkelse af befolkningens privilegier og gammel ret og sædvane. Der var brug for en håndgribelig demonstration af rigsrådets påståede ansvarsfrihed, en opvisning der kunne give de tilstedeværende et stærkt indtryk af de oprørske råder som forsvarere af samfundets rette, gamle orden. Det må være baggrunden for det, der nu skete: en symbolsk destruktion af Christian 2. s love ved at et eksemplar af dem – eller noget der blev udgivet for det – blev brændt offentligt på landstinget i Viborg. Råderne demonstrerede herved samtidigt, at det var dem, der rådede for riget, til den nye konge var valgt af dem og hyldet af befolkningen.
Imens traf hertug Frederik de nødvendige aftaler med Lübeck om landsknægte og ryttere, og i begyndelsen af marts var hæren klar til afmarch. Uden for Kolding mødtes han med de oprørske råder og modtog en foreløbig hyldning. Også de jyske rigsråder, der endnu ikke havde opsagt Christian 2. troskaben, heriblandt Mogens Gøye og bispen fra Århus, Ove Bille, mødte i Kolding og traf under trusler aftale med hertug Frederik om deres lens og slottes overgivelse. Hertugen drog derefter videre til Viborg, hvor den jyske adel, repræsentanter for købstæderne og to bønder fra hvert herred havde fået besked på at møde. Frederik blev hyldet som konge og udstedte en foreløbig håndfæstning. Mogens Gøye, der nu også havde opsagt Christian 2. troskaben, udnævntes til rigets fornemste embede, rigshofmester. Også Fyn blev derefter indtaget uden vanskelighed, og i slutningen af maj blev hæren på lybske skibe sat over til Sjælland. Operationerne lededes af den holstenske storgodsejer Johan Rantzau.
På det tidspunkt havde Christian 2. forladt landet. Da det stod klart for ham, hvor omfattende en alliance han stod overfor, opgav han de forhandlinger med oprørerne, som havde været forsøgt, og tog til København. Han modtog opsigelsesbreve fra rigsråder og lensmænd, der hidtil havde været ham tro. Selv om Norge og det østlige Danmark stadig var hans, mente han ikke at kunne holde stillingen. Hans plan var at forlade Danmark og skaffe en hær til veje i udlandet. Han lovede København undsætning i løbet af få måneder. Malmø fik lov til selv at vælge sin borgmester, og valget faldt på kongens møntmester, storkøbmanden Jørgen Kock. Kongen samlede, hvad der var af penge, og den 13. april 1523 forlod han København om bord på flådens største skib med kurs mod Nederlandene ledsaget af dronningen, børnene, Sigbrit, Hans Mikkelsen og andre, der var nært knyttet til ham og hans politik.
Christian kom først tilbage ni år senere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.