Biskoppen taler til tre fangne forbrydere. Den gode bisp er Skotlands apostel, Sankt Ninianus, og maleriet er en del af en sidealtertavle fra Sankt Olai Kirke i Helsingør med begivenheder fra legenden om hans liv. Der var en del skotter i Helsingør, som har kunnet føle sig trygge ved at have deres helgen i byen. Billedet er udført i et tysk værksted i første fjerdedel af 1500-tallet. Efter 1536, da sidealtre blev fjernet, flyttedes også tavlen til et diskret sted. Den er nu i Nationalmuseet.

.

Jens Andersen Beldenak på en altertavle, som han omkring 1500 gav sortebrødrenes kirke i Odense. Tavlen kom senere til Norholm Kirke ved Ålborg.

.

Både i kong Hans' og Christian 2.s håndfæstninger havde bisperne fået fastslået, at kongen skulle respektere kapitlers og klostres valg af biskopper og klosterledere. Det var et udtryk for den gamle tanke om kirkens frihed som en stat i staten, men det svarede ikke til realiteterne, og ingen af kongerne holdt løftet. F.eks. udnævnte Christian 2. tre biskopper. Hans kansler, Ove Bille, blev biskop i Århus og hans kancellisekretærer Stygge Krumpen og Jørgen Friis i henholdsvis Børglum og Viborg.

Det behøvede ikke nødvendigvis at resultere i et dårligt kirkestyre. På tidens præmisser var Ove Bille en samvittighedsfuld biskop, der næppe har set nogen konflikt mellem sin virksomhed som kirkeleder og sin tilknytning til kongen. Til gengæld er Stygge Krumpen og Jørgen Friis eksempler på, at den kongelige indblanding kunne placere lidet egnede personer på bispestolene. De regerede begge deres stifter på måder, der nøje svarer til de mest magt- og pengebegærlige storgodsejeres.

Endnu én af kongernes biskoppelige kreationer skal omtales, eftersom hans liv og skæbne demonstrerer nogle væsentlige træk ved disse års problemer og brydninger, herunder dem, der stod i forbindelse med samarbejdet mellem kongemagten og borgerligt fødte i tiden før 1529. Efter dette år sad adelen inde med samtlige bispeembeder. Det drejer sig om en af tidens mest farverige skikkelser, Odense-bispen, politikeren, diplomaten og studehandleren Jens Andersen Beldenak.

Han var søn af en landsbyskomager, men kom i skole og skaffede sig bl.a. ved studier i Köln og Rom en solid uddannelse i jura, dvs. romersk og kanonisk ret, som var vejen til ansættelse i administration og kirke. Han fik gode kirkelige embeder, især efter at han var kommet ind i kong Hans' kancelli. Det var høje stillinger – eller rettere indtægten af dem – både i Lund, Viborg og Børglum stifter. Han sad også inde med et sognekald, for selv disse var ofre for embedsjagten og passedes så af slet lønnede vikarer, der ofte havde flere kirker at se til og kun kunne overkomme en meget nødtørftig kirketjeneste. Han var ude for et velkendt nummer i kampen om embeder: en konkurrent meldte ham død i Rom, men Jens Andersen havde selv forbindelser dér og fik i tide markeret sig som levende. I 1502 fik han så efter kongens ønske pavelig udnævnelse som biskop over Fyns Stift, hvortil dengang hørte Lolland og Falster. De fleste måtte købe den pavelige godkendelse på afbetaling, men hr. Jens var mand for at betale kontant. Det var en stil, paven yndede. I 1505 gav han odensebispen et sjældent privilegium: han fik lov til at vælge en skriftefader, der én gang om året samt i dødsstunden kunne give ham fuld absolution også for synder, som det ellers var paven forbeholdt at løse fra. Han måtte ombytte „fromme løfter” – dog ikke cølibatsløftet – med andre, der passede ham bedre, spise æg og mælkeretter i fasten og nyde samme aflad, som man ellers kunne få ved at besøge Roms helligsteder.

I 1502 var Jens Andersen medvirkende ved den retssag, der fastslog kongens ret til den myrdede rigshofmester Poul Laxmands godser. Som diplomat fungerede han både i Norge, Rusland og Lübeck, og i Christian 2.s svenske politik var han et dygtigt og villigt redskab.

I sit stift kom han snart i konflikt med de adelige godsejere. Hans folk dræbte en lensmand, og en rigsrådskollega, der skyldte ham penge, lyste han i band, et inkassomiddel der hørte til kirkeledernes særlige muligheder, og som paven selv brugte. Til gengæld belejrede rigsråden ham på hans borg Ørkel ved Svendborg. Også lensmanden på Falster kom han i strid med om gods, bandlyste ham for drab og tiltalte ham „på kirkens vegne” for konge og råd. Det kan på denne baggrund ikke undre, at Jens Andersen også var ekspert i at afpresse bønderne afgifter, ligesom han beskattede sognekirker og præster langt ud over, hvad de før havde kendt. Han drev desuden en blomstrende eksportforretning med stude. I 1504 måtte kongen lægge en dæmper på ham, da han i gæsteri, betalingen for at slippe for at huse godsejeren og hans folk og heste, forlangte både korn og en stud af hver sognepræst i stiftet.

Drabet på lensmanden, opførelsen af en ny, befæstet bispegård i selve Odense og andre af hans hæmningsløse udfoldelser bragte ham ikke blot på kant med adelen, men også med kongen. Paven blev inddraget, og kongen fik ham bandlyst, men Jens Andersens forbindelser i Rom udvirkede, at sagen skulle for nye dommere. Kongen satte ham i fængsel i to år. I 1520 afsagde biskoppelige voldgiftsmænd en dom, der pålagde Jens Andersen at gøre kongen afbigt og yde ham erstatning, og som fritog kongen og hans hjælpere for alle kirkelige straffe for fængslingen af en biskop. Kongen kunne nøjes med at tage Jens Andersen til nåde igen.

Det gjorde han gerne, for manden var stadig anvendelig. Han kom med på Sveriges-togtet, hvor det bl.a. faldt i hans lod at „bevise” kongens arveret til den svenske trone og at udnytte sine store gaver som folketaler til den vanskelige opgave at forklare sagen for det svenske folk. Han var det eneste ikke-svenske medlem af den gruppe på 14 gejstlige, der ved blodbadet i Stockholm erklærede de anklagede for åbenbare kættere. Bagefter var han med til at styre landet i kongens fravær.

Men der var nye trængsler i vente for Jens Andersen. Han kom igen i fængsel. Kongen ville have, at han skulle afstå Tåsinge, som faktisk var gammelt krongods, hvortil Jens Andersen erklærede, at kongen lige så godt kunne forsøge at generobre England. I 1522 beslaglagde kongen hans bispegård i Odense, men under Frederik 1. blev han genindsat som biskop.

En karriere som denne måtte selvsagt vække modstand og vrede hos adelen, mere fordi han var borgerlig, end fordi hans fremfærd i princippet, men måske nok i format og stil, adskilte sig fra mange andres. Jens Andersens meritter viser, at kirkens situation var sådan, at bispeembedets politiske og økonomiske muligheder kunne stille sin indehaver lige med eller over landets højeste adel. Jens Andersen havde en skrap kæft, og der er bevaret flere eksempler på, at han kunne svare for sig, når han blev set ned på for sin ringe byrd – som når han spurgte, om Bibelen lærer, at Adam fik adelige sønner, eller om det gik anderledes til, når en adelig avlede børn, end når en skomager gjorde det. Da han ved herredagen i 1525 blev udsat for pres, for at han skulle trække sig tilbage, svor han „ved den hellige ble” – Jesu ligklæde – „at han ville dø som en vældig biskop i Fandens navn”.

Det kom han nu ikke til, og han blev den sidste vanbyrdige biskop i Danmark før reformationen. Efter at han i 1529 havde trukket sig tilbage som pensionist på Tåsinge, oplevede han endnu at blive bortført til Holsten af en adelsmand og mishandlet på det groveste, indtil en lübeckborger, der var gift med hans søsterdatter, løskøbte ham. Han tilbragte sine sidste år i Lübeck.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Konger og bisper.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig