Disse tanker og tendenser var i høj grad fremme i Danmark, og den danske kirke var delt på samme måde som den internationale. Den skarpeste samfundskritik, vi har bevaret fra tiden, stammer fra en af kirkens egne folk. Det var karmeliter-munken og teologen Poul Helgesen fra ordenens kloster i Helsingør. Da Christian 2. gav karmeliterne Sankt Jørgensgård uden for København, for at indtægterne herfra skulle finansiere et nyt kollegium, et studiehus, i København, blev Poul Helgesen i 1519 udnævnt til dets leder, der også skulle varetage den teologiske undervisning ved universitetet; dette var kongens betingelse for gaven. Med sit dybe personlige engagement blev Poul Helgesen en højt værdsat lærer for munke og studenter, der ligesom han selv klart så kirkens mangler, og som var optaget af reformkatolske og humanistiske tanker, især således som de blev formuleret af tidens største humanistiske lærde, Erasmus af Rotterdam.

Ligesom for alle andre dengang var teologien også for Poul Helgesen en samfundsvidenskab. Det åndelige og det verdslige var sider af samme sag. Hans krav om en kristen fornyelse måtte bringe ham ind på kritik af mange sider af kirkens funktioner. Han skrev imod handel med embeder, imod bispernes forsømmelser og magt- og pengebegær, men han fastholdt, at kirkelæren ikke kunne stride imod Bibelen på grund af Helligåndens stadige virke i kirken. Hans trykte bøger udkom mellem 1526 og 1534 på dansk og fik stor udbredelse. Han har efterladt sig et utrykt latinsk manuskript, som i 1650 fandtes indemuret i Skibby Kirke på Sjælland, uden at vi ved, hvordan det er havnet dér. Skibbykrøniken er en fremstilling af disse års historie frem til 1534 med hvasse kommentarer til personer og begivenheder, formet i tidens kraftige retoriske stil. Hor f.eks. beskrivelsen af den pavelige legat og afladshandler Arcimboldus' besøg i Danmark i 1517:

"Det gik med denne sendelse, som det under tidernes bagvendte gang var gået med flere af de tidligere: den var så forargelig, at den ved sin tøjlesløse frækhed udslukkede al fromhed og gudsfrygt, fordi den var faldet i hænderne på kommissærer, der havde styrtet sig selv i fordærvelsens dyb ved deres overdådighed, pragtlyst, ærgerrighed, vellyst, vellevned og utallige andre laster. Deres brøde er skyld i, at den hellige romerske kirke, der er hele verdens mesterinde og tidligere udmærkede sig ved sine mænds hellighed, nu må høre ilde blandt verdens folkeslag og kaldes det skamløse Babylon, mens den tidligere blev anset for den kristne religions fornemste moder, ordner og styrer."

Christian 2. havde vist reformkatolske sympatier ved sin lovgivning om kirkens og de gejstliges forhold og ved at fremme humanistisk undervisning ved latinskoler og universitetet, men hans fremfærd over for kirkens folk og hans øvrige meritter gjorde Poul Helgesen kritisk over for ham. Da kongen havde givet ham et politisk skrift til oversættelse – måske Machiavellis „Fyrsten” – tillod Poul Helgesen sig i stedet at oversætte Erasmus' bog om „en kristen fyrstes undervisning”. Fremstillingen heri af tyrannen – kongen der ikke opfylder kravene til en kristen regent og dermed bliver Djævelens redskab – passede meget godt på Christian 2. Da Helgesen oven i købet i en prædiken på slottet på Johannes Døberens dødsdag 1522 brugte teksten om Johannes Døberen, Herodes, Herodias og Salome på en måde, der kun kunne opfattes som en kritik af kongens levned med Dyveke og hendes mor, blev kongen så rasende, at Poul Helgesen fandt det rådeligst at flygte til Jylland. Her sluttede han sig til oprøret imod kongen og skrev en række indlæg til forsvar for fejden imod tyrannen.

Poul Helgesens politiske tankegang bevægede sig ganske naturligt inden for stændersamfundets og kongedømmets begrebs- og forklaringsrammer. Kritikken af tidens misforhold tog form af påvisning af, at ikke blot var kongen blevet tyran, men stænderne fungerede heller ikke efter deres bestemmelse. Adelen var i splid med sig selv, „de nærede ingen gensidig tillid til hverandre, og den lavere adel, der levede under ringere kår, var lige så fjendtligsindet mod de rigere og mægtigere, som den uadelige hob selv”. Samfundsopløsningen skyldtes også, at adelen ikke holdt sig til sin stands opgaver. Borgerne nærede „had til adelen for de handelsforetagenders skyld, som de rigeste blandt adelen drev til den største skade for alle købstæderne”. „Adelens handel med øksne var nemlig til stor skade for købstæderne, men sammes fodring var en lige så ny som utålelig byrde for bønderne. Følgen blev så, at de af gerrighed og vindesyge gensidigt søgte at styrte hinanden i fordærv.” Almuen holdt sig heller ikke til sin stands bestemmelse, men gjorde oprør og trængte dermed ind på områder, hvor den ingen ret havde.

I slutningen af 1523 skrev han til en ven, at det, han og andre havde håbet skulle komme ud af tyrannens fordrivelse, var udeblevet. „Af den havde mange ventet sig en hel genoprejsning af alt det, som hidtil var kommet i forfald.” I stedet for en sådan reformation af hele samfundet var der tværtimod kommet flere uroligheder, større forvirring og flere „offentlige ulykker” end før. „Og gid dog hele stormandssværmen i det mindste så længe havde tiet stille med deres ret over de dem underlagte bønder, om de ellers har nogen, indtil de nu udbrudte oprør var blevet helt dæmpede. Men mens alle hårdnakket har gennemdrevet den ret, som de enten selv har opdigtet eller fået, Gud må vide med hvad hjemmel, har de i den grad lagt fængstof til ilden, at der er fare for, at den snart vil afstedkomme en stor brand.” Rigets øvrighed og rigsråder fortjente efterhånden enhver anden benævnelse end den, de gjorde fordring på efter deres høje, adelige byrd, „for deres handelsfuldmægtige har således besat enhver krog af riget, at de endogså med lethed kunne indsamle alle fluerne, om de ellers kunne være dem til nytte og fordel”. Og han tilføjer en uheldsvanger spådom: „Det ved jeg, at dersom de ikke holder op med at søge deres private fordele og i stedet giver sig til at tænke på det almene bedste, så vil følgen blive, at den retfærdige Gud, alles uvildige dommer, føjer endnu hårdere plager til dem, vi allerede har prøvet.”

Rigets magthavere stod ikke sammen om en genoprejsning af alt det, der var kommet i forfald. Vi vil i det følgende indimellem lade Poul Helgesen kommentere de voldsomme begivenheder, som han uden tvivl selv har opfattet som en nøjagtig opfyldelse af spådommen om den retfærdige Guds nye plager.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Poul Helgesen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig