Reformkatolicisme og folkelig opposition

Der var naturligvis mange af den internationale kirkes egne folk ud over Europa, der med dyb foruroligelse så på udviklingen i kirken. Ganske vist skulle den jordiske kirke opretholdes, og paven skulle varetage dens sag over for kejser og fyrster, men mange, også bisper og klosterledere og teologer, følte stærkt, at kirkens åndelige autoritet var i dyb krise. Foruroligeisen over kirkens situation og den almindelige usikkerhed blev bestyrket af flere rystende begivenheder. De hedenske tyrkere havde erobret den græsk-katolske kristenheds områder og dens hovedby, Konstantinopel, i løbet af 1400-tallet. I 1529 belejrede tyrkerne den tysk-romerske kejsers hovedstad, Wien, der kun blev reddet af pest i den tyrkiske hær, og tyrkerne stod fortsat ved Europas bagdør i det nordlige Ungarn som en konstant trussel. Under krige i Italien mellem kejseren og Frankrig skete det i 1527, at en lejetrophær, som ikke havde fået sin sold, gik løs på selve Rom og plyndrede og hærgede byen og dens kirker, mens paven måtte sidde som fange i sin egen borg. Disse begivenheder kunne kun opfattes som Guds straffedomme over den samlede kristenhed og dens øverste ledere.

Efter de kritiske gejstliges tankegang var et af de centrale problemer, hvordan kirkens højeste myndighed, bispemagten, formidledes fra Gud. Skete det direkte til den enkelte biskop ved hans indvielse, eller kunne det kun ske gennem Sankt Peders efterfølger som biskop i Rom, paven? Paverne mente naturligvis det sidste, og det var deres begrundelse for at forbeholde sig retten til – og pengene fra – bispeudnævnelser i hele kirken. Men de kritiske bisper mente det første, og derfor var det efter deres mening konciliet, kirkemødet af bisper og klosterledere, der udgjorde kirkens højeste autoritet.

I 1400-tallet havde denne konciliebevægelse holdt tre reformkoncilier, der klart havde sat sig ud over pavens myndighed, men nogen reform af den samlede kirke var det ikke kommet til. Paverne modvirkede selvsagt koncilietanken. Kirken var fortsat dybt splittet, og også dens lære var på mange måder uafklaret. Forskellige teologiske skoler stod over for hinanden, og der var til stadighed diskussioner om trosspørgsmål. Dette var ikke noget nyt, og det er næppe i tiden blevet følt som andet end den kæmpende kirkes vilkår i den syndige, djævlebefængte verden.

Kritikken gik ikke alene på kirkens vældige rigdomme eller dens involvering i magtpolitik og kostbare krige, men nok så meget på, at alt dette gik hårdt ud over dens åndelige opgaver. Handelen med embeder, dispensationer og aflad skabte billedet af en begærlig og magtfuld institution, der bortset fra varesortiment og større politisk indflydelse ikke adskilte sig meget fra de store internationale handelshuse. Det var en kritik, som havde været fremme flere gange tidligere, bl.a. fremført af franciskanerordenen, men med udviklingen i kirkens ledelse var den mere aktuel end nogensinde før.

Kritikken stod i forbindelse med en gammel modsætning i kirkens lære. Kirkefaderen Augustin (omkring 400) havde betonet menneskets dybe afmagt efter syndefaldet i alt, hvad der angik frelsen, og lagt tilsvarende vægt på Guds nådes almagt. Menneskeheden var en „fordærvelsens masse”, og alt godt, selv viljen til tro, udvirkedes alene af Guds nåde. Men de fleste teologer havde hældet til en anden opfattelse, bl.a. udtrykt af Thomas Aquinas (omkring 1260). Den gik ud på, at mennesket ved hjælp af den gudgivne fornuft og vejledt af de åbenbarede sandheder selv var i stand til at gå et stykke af vejen mod frelsen. Denne tillid til menneskets muligheder indeholdt kimen til det brud med middelalderens livssyn, som blev omtalt i indledningen. Humanismen med dens opfattelse af mennesket som et individ, der i hvert fald delvis kunne og skulle forstås ud fra sine egne egenskaber, fik forskellig udformning rundt om i Europa og også hos de enkelte lærde i de samme lande. I Sydeuropa var humanismen præget af renæssancens interesse for oldtidens tænkning, sådan som man nu opfattede den. Humanisterne her fjernede sig langt fra middelalderens livsopfattelse og menneskesyn. Det kom ikke mindst til udtryk i renæssancens kunst, der svælgede i nøgenhed, også i fremstillingen af religiøse emner. Det nøgne menneske blev udtryk for menneskets værdighed og ret til fri udfoldelse på egne betingelser.

I Nordeuropa blev humanismen ikke slet så himmelstormende og bruddet med middelalderens livssyn foreløbig ikke så iøjnefaldende. Men inspirationen fra Italien var stærk, og også nord for Alperne blev oldtidens værker udbredt ved bogtrykkerkunstens hjælp. Oldtidsforfatternes omtale af folk og fjerne egne stimulerede den historiske interesse for folkenes vandringer og rigernes oprindelse. Man ville gerne skildre sit eget lands storslåede fortid. Men i første omgang var kirkens problemer og kritikken af dens ledelse i centrum, og humanismen i Nordeuropa var først og fremmest bibelhumanisme. For humanistiske teologer og de mange, der lyttede til dem, fik Bibelen en stærk plads i bevidstheden som sandhedens kilde over for kirkens tradition og pavens autoritet. Reformkatolikker og humanistiske lærde delte med store grupper i befolkningerne følelsen af, at det eksisterende var ude af harmoni med den guddommelige orden og dermed med al rimelighed og fornuft. Det var en religiøs-etisk vækkelse, yderst kritisk over for kirkelige autoriteter og kirkens funktion i samfundet. Mens humanister og kirkefolk selvsagt var mest optaget af det, der direkte var kirkens anliggender, og ønskede reformer gennem et nyt koncilium for hele kirken, måtte krænkelser af gamle sædvaner og overgrebene på de lavere stænders rettigheder være det, der oplevedes mest håndgribeligt af befolkningens bredere grupper. Der var et blomstrende religiøst liv, ikke mindst blandt den jævne befolkning, samtidig med den voksende kritik af de gejstlige. Folk strømmede til de lokale valfartssteder, helgener og relikvier blev dyrket og aflad blev købt som aldrig før. Men stadig flere mistede troen på, at fornyelsen kunne komme fra kirken, der selv trængte til fornyelse. Mange så hen til kejseren som den, der skulle genoprette kirken og løse samfundets øvrige problemer, nu da paven havde svigtet.

Men længe før den lærde humanisme vandt udbredelse og senere sideløbende med den, fandtes der en mere radikal og vidt udbredt folkelig opfattelse, nogle steder direkte oppositionsbevægelser, der mente, at kristendommens idealer og bud, udtrykt i Bibelen, skulle gælde direkte som lov for kirke og samfund. Her drejede det sig ikke om lærde studier, men om en selvstændig forholden sig til politiske og sociale spørgsmål ud fra den opfattelse, at kirken og gejstligheden ikke havde eneret på at tolke Bibelen. Tidens misforhold og kirkens forfald skyldtes efter disse bevægelsers mening, at Guds ord og bud ikke havde fået lov at herske som rettesnor i alle forhold, men var blevet fortrængt af gejstlighedens selvgjorte autoritet, som havde skudt sig ind imellem Guds lov og samfundet. Det var et spørgsmål om selve den sociale ordens lovlighed. Man må sikkert tænke sig, at de har opfattet forholdet mellem Gud og samfundet ud fra de samme forestillinger som de jordiske forhold: at al øvrighedsmagt var at forstå som len af Gud og kun tilkom dem, der var tro og loyale mod det himmelske herskab. Herskermagt og ejendomsret baseredes i denne tankegang ikke primært på menneskelige love, men lydigheden var direkte betinget af, at øvrighedspersonen fulgte Guds lov. Tidens økonomiske og sociale modsætninger kunne give anledning til, at denne tankegang førte over i voldsomme oprør og krige som hos den radikale fløj af hussitterne i Böhmen i 1400-tallet eller blandt de tyske bønder i 1524-25. Det var også tankegangen hos nogle af de reformatoriske bevægelser i Sydtyskland og Schweiz og ligeledes i Nordtyskland, hvorfra påvirkningen til Danmark var stærk. Vi skal senere vende tilbage til disse forestillingers betydning i Danmark.

Den opfattelse, at den vestlige kristendom kunne spaltes i flere forskellige kirker, var endnu ikke inde i bevidstheden. Gud var én, og den kristne kirke var katolsk, dvs. universel, overensstemmende med helheden. Oplevelsen af misforholdet mellem hvordan det kristne fællesskab burde være og hvordan det faktisk var, måtte derfor foreløbig finde udtryk i den tanke, at det kristne fællesskab skulle bringes tilbage til de gamle, rigtige tilstande, således som de fremgik af Bibelen og andre af kristendommens kilder. En genoprettelse var nødvendig, en genformning, en reformation af samfundet med dets stænder i deres rette funktioner og på deres rette plads, således som Guds oprindelige orden havde været.