Danmark som republik

Ved budskabet om kongens død erklærede bispen i Viborg, Jørgen Friis, at han ville ønske, han var en djævel, så han kunne pine kongens sjæl i helvede. Der har været andre adelige, som har følt noget lignende over for den konge, der så behændigt og tålmodigt havde spillet på modsætningerne inden for højadelen. Nu var det rigsrådet, der havde magten, og der var mange i rådet, der havde meninger om, hvordan man skulle løse de mange problemer, sådan som de tog sig ud med højadelige øjne. Men disse meninger var forskellige og på afgørende punkter uforenelige.

Mest påtrængende var spørgsmålet om valg af en ny konge. Rigsrådet havde allerede i 1523 forpligtet sig til at vælge en af Frederiks sønner. Der var fire, men kun hertug Christian var myndig, og han havde tydeligt vist både sin fyrstelige selvstændighed og sit lutherske sindelag. Den næste i rækken var den 12-årige Hans, der stadig måtte anses for påvirkelig. Tæt forbundet med kongevalget og de vilkår, rådet skulle foreskrive den nye konge, var spørgsmålet om magten i kirken og den lære, der skulle bygges på. Rigsråden Peder Lykke, der sammen med andre skånske adelsmænd lå i stridigheder med den nye ærkebiskop, formulerede problemet som det blev set af mange verdslige råder: „Bisperne er ikke andet end riddersmændsmænd [adelsmænd] så vel som vi er, og når de får magt, skal de straks tage fra os, imod en skrevet lov.” Skulle kirken fortsat være instrument for nogle til at vinde gods og magt, eller skulle man have en kirke, der var underlagt centralmagten med kongen i spidsen, sådan som det var tilfældet i moderne, fremskredne stater? Og skulle kirken da være katolsk som i Frankrig og Spanien, eller skulle den være luthersk som i nogle af de tyske fyrstestater og som den, kong Frederik havde arbejdet for i Danmark?

Der var også hensynet til unionen med Norge, hvis rigsråd skulle vælge konge og forhandle håndfæstning med ham, og til de særlige forhold i hertugdømmerne. Hertug Christian havde straks ved faderens død overtaget regeringsmagten i Slesvig og Holsten på sine umyndige brødres vegne, og landdagen i Kiel hyldede dem alle fire som hertuger med Christian som deres formynder. Hertugen benyttede lejligheden til at befæste den lutherske lære i hertugdømmerne, bl.a. ved kontrol med præsteuddannelserne.

I forholdet til udlandet var det i høj grad fortsat aktuelt, om Danmark skulle satse på Lübeck eller Nederlandene. I Lübeck var der kort forinden sket en radikal omvæltning. Det gamle bystyre, der domineredes af de mest velstående købmandsslægter, havde længe modstået den bevægelse blandt borgerne, der krævede en reformation af bysamfundet med afskaffelse af den gamle kirke og med håndværkernes og de mindre købmænds optagelse i rådet. Der var dannet borgerudvalg, rådet måtte tillade evangelisk prædiken i byen, og borgerudvalgene gennemtvang, at deres repræsentanter kom ind i byrådet. I marts 1533 blev den reformatoriske bevægelses førstemand, købmanden Jürgen Wullenweber, borgmester og leder af Lübecks politik. Han var talsmand for en langt mere handlekraftig indsats i Norden, end det gamle råd havde kunnet svinge sig op til. Nu skulle alle hanseforbundets kræfter samles om at sikre uindskrænkede handelsrettigheder i Østersøen, nederlænderne skulle lukkes ude, og Danmark og Sverige tvinges til at acceptere Lübecks dominans i området. Straks efter sin tiltræden åbnede Wullenweber fjendtlighederne mod konkurrenterne og sendte en flådeafdeling til Øresund for at opbringe nederlandske skibe, samtidig med at han krævede Danmarks støtte i overensstemmelse med den aftale, der var indgået i 1532 (se afsnittet Christian 2.s endeligt).

Sådan kan vi kort opridse stillingen, da det danske rigsråd trådte sammen i København i juni 1533 for at tage stilling til problemerne. Der indfandt sig 37 råder, heriblandt alle syv bisper. Mange af de fremmødte var i slægt eller svogerskab med hinanden. Der var seks medlemmer af Billeslægten, heraf to bisper, foruden et par fætre, alle børnebørn af den hovedrige godssamler Torben Bille. Vi kender ikke forhandlingernes forløb, men af resultatet fremgår, at bølgerne gik højt. Ved herredagens begyndelse blev der forelagt et forslag om at overveje, om det nu også var rådeligt og godt at vælge en konge, eller om „det tykkes dem godt at ville sætte riget og rigets regimente i Danmarks riges råds hænder og skikkelse på nogen tid”. Forslaget blev underbygget af et par argumenter: Norges rigsråd skulle være med, og også den almindelige adel og borgerne burde egentlig indkaldes. Forslaget blev vedtaget, velsagtens fordi man ikke kunne enes om andet. Beslutningen fik karakter af en udsættelse af sagen i et år, hvorefter en ny herredag skulle rådslå om at vælge en konge. Det var alt, hvad tilhængerne af hertug Christians valg kunne opnå. Afgørelsen blev meddelt det norske rigsråd, der samtidig blev bedt om at møde til en ny herredag et år senere.

Dernæst skulle det bestemmes, hvordan regimentet i Danmarks riges råds hænder skulle indrettes. Den aftale, der kom ud af disse forhandlinger, og som er dateret 3. juli 1533, afslører hvad der var politisk mulighed for. Kirken skulle fortsat være en dansk nationalkirke, adskilt fra Rom, men man kunne ikke enes om læregrundlaget. Hver biskop skulle regere i sit stift og her have fuld kirkelig jurisdiktion og eneret på at indsætte præster og prædikanter, også hvor adelige eller andre ellers havde ret til det. Bestemmelserne fra herredagen i 1527 skulle fortsat gælde, tiende betales af alle, undtagen adelen for dens egne sædegårde, og adelen skulle fortsat have de bøder, der blev idømt ved de kirkelige domstole. De, der havde kirkegods i forlening, skulle beholde det under forudsætning af, at de messer, godset var skænket til, blev opretholdt.

Dette kompromis var en klar reaktion mod mange års bestræbelser på at skabe en fastere centralmagt, der begrænsede de kirkelige og verdslige godsejeres beføjelser. Rigsrådet ville sjældent være samlet. Der var i realiteten indført den totale decentralisering og dobbeltregering med bisper og lensmænd som selvstændige magtudøvere og i mange henseender konkurrenter i deres områder. Men mange af rådets medlemmer nægtede at være med til dette farlige eksperiment. Recessen er kun beseglet af 23 af herredagens 37 deltagere. Blandt dem, der sikkert af forskellige grunde tog afstand fra dette nye, gammeldags regimente, var så fremtrædende folk som Mogens Gøye, Erik Banner, Knud Gyldenstierne og Joachim Røn now. Mogens Gøye og Erik Banner demonstrerede endog deres modstand offentligt ved at forlade herredagen, vistnok natten mellem den 2. og 3. juli, således at det stod klart for københavnerne og de mange gæster i byen, at det, der kom frem næste dag, ikke var deres værk.

Det blev derefter bekendtgjort for befolkningen, at det af „adskillige redelige årsager” ikke var muligt at vælge en konge, og at landets regering derfor ville „hænge hos Danmarks riges råd”. Nu var der ikke tale om nogen tidsfrist for denne ordning, selv om det kunne have virket beroligende på befolkningen. Rettertinget, højesteret, skulle herefter bestå af bispen og nogle rigsråder og adelige fra hvert stift og i øvrigt af det samlede rigsråd. Stiftrettertinget med bispen som fast dommer ved kongens retterting var en idé, som havde være fremme tidligere uden at være kommet til at fungere. Nu kunne bisperne selv indføre den, og så var de fri for, at Mogens Gøye og andre tilhængere af et fastere centralstyre rejste rundt i deres stifter og holdt retterting på kongens vegne.

Hvor betænkeligt hele dette nye politiske system efterhånden forekom flere og flere af de høje herrer, fremgår af de såkaldte Enighedsbrev, der blev fremlagt mod herredagens slutning af den gruppe, der havde fået sine synspunkter igen nem. Brevet fastslår, at hele rådet stod bag afgørelsen, og a ingen måtte regne nogen for konge uden det samlede råds samtykke. Men brevet er kun beseglet af 13 råder. Det var de gejstlige undtagen Fyns biskop. Alle Billeslægtens medlem mer har beseglet.

Ved herredagens begyndelse var Jürgen Wullenweber selv kommet til København, ivrig efter at få Danmarks tilslutning til Lübecks kamp mod nederlænderne. Rigsrådet valgte imidlertid en anden politik. Det sluttede sig til et forbund mellen Nederlandene og Slesvig-Holsten, som netop var indgået Herved opnåede de danske politikere at holde rigets to dele sammen i en forsvarsunion og samtidig at undgå konflikt med kejseren, der stadig kunne tænkes at huske på fangen i Sønderborg. Efter fem ugers venten fik Wullenweber altså afslag Helt forgæves var hans ophold i København dog ikke. Har knyttede forbindelse med to mænd, som han havde meget ti fælles med: den afsatte borgmester i København Ambrosius Bogbinder, og Malmøs borgmester Jørgen Kock. De har som andre borgere været højst foruroliget og forbitret over her redagens beslutninger. Vi kender ikke resultatet af deres drøftelser, men der er næppe tvivl om, at de er nået frem til en forståelse om det ønskelige i at modarbejde det nye styre Danmark. Såvel de to fungerende som den forhenværende borgmester har hver ud fra deres bys interesser måttet mene, at alt andet var at foretrække frem for det, der nu var i vente.

Allerede under herredagen blev bispernes nye magt demonstreret. Hans Tausen blev indstævnet for herredagen, anklaget for injurier imod bisperne, en kættersk nadverlære og for uden tilladelse fra bispen at have prædiket i de københavnske kirker. Anklager var Poul Helgesen, der nu mente endelig at kunne få ram på sin gamle hovedmodstander. Sagen foregik ifølge anklageren under „stor larm og rasende støj af den afsindige københavnske almue”, og da der var fare for oprør, kunne sagen ikke få en virkelig alvorlig behandling, men endte som en komedie. Et andet øjenvidne beretter, at bevæbnede borgere stimlede sammen på Gammeltorv uden for rådhuset, hvor sagen foregik. Nogle af dem havde fået „gode råd” af Jürgen Wullenweber, der desuden havde ladet nogle af sine matroser og landsknægte fra skibene i Øresund sive ind i byen i smågrupper for at støtte borgerne.

Trods den kyndige og drevne anklager blev det ikke til nogen kætterdom over Hans Tausen. Kendelsen kom til at lyde på, at han ikke måtte prædike eller lade noget skrift trykke uden biskoppens tilladelse, og han skulle inden en måned forlade Sjællands Stift. En måneds tid senere beskikkede Rønnow den dømte som prædikant i København på forbøn fra Mogens Gøye og borgmestre, råd og menighed i byen, efter at Hans Tausen over for bispen havde forpligtet sig til at prædike det hellige evangelium uden at skælde ud på bisperne. For Rønnow var det ikke et spørgsmål om at få ændret på forkyndelsens indhold. Det gjaldt blot om, at han selv blev anerkendt som den, der havde den øverste kirkelige myndighed i stiftet, og samtidig at sikre ro og orden.

Kongens kancelli blev ikke opretholdt. Joachim Rønnow fungerede i roskildebispens gamle embede som rigets øverste kansler, og han var enig med marsken og lensmanden Tyge Krabbe om, at de kunne være almuen konger nok i Sjælland og Skåne. De to skulle i forening indkassere indtægterne af Øresundstolden. I Malmø slog Jørgen Kock mønter for rigsrådet. Allerede under herredagen var der foretaget en nyfordeling af lenene, der gik hårdt ud over den del, hvis indtægter var beregnet til kongen, mens råderne selv og deres slægt og venner blev tilgodeset. Købstæderne skulle underlægges den lokale lensmand, og han skulle herefter udnævne deres byfoged. „Sporefogeder” kaldte borgerne disse nye kontrollanter. Godsejerne fik frie hænder i udenrigshandelen. De mente nu at kunne købe og sælge helt uden om de danske købmænd. I

Viborg forsøgte biskoppen at få domkirken tilbage, som det var blevet bestemt på herredagen, men borgernes modstand var for stærk. Til gengæld fik han fordrevet nogle sognepræster på landet. De katolsk sindede bisper forsøgte i det hele taget at undertrykke den evangeliske bevægelse i deres stifter. I Skåne blev prædikanterne i Helsingborg, Landskrona og Trelleborg erklæret for kættere af domkapitlet og forvist fra stiftet. De små konger indrettede sig med et regimente hver efter sit hoved.

Men det kom ikke til at vare ret længe.