Store og små godsejere (1500-1600)

I 1503 bortgiftede adelsmanden Oluf Stigsen Krognos til Bollerup i Skåne sin datter Magdalene. Af hans regnskaber fremgår hvad det kostede: foruden madvarer, som hans gods leverede, en kontantudgift, der svarede til den fulde årlige ydelse af 500 fæstegårde. Honoraret til mesterkokken svarede alene til fem fæstegårdes fulde årlige ydelse. Bryllupsgæsternes heste åd provenuet af ni fæstegårde. Kort forinden havde Oluf Stigsen bygget sig et stenhus på Bollerup. Selv om han vistnok var Skånes rigeste godsejer med tre-fire hovedgårde og over 400 fæstegårde, kunne kan kun klare disse udgifter ved at pantsætte henved 50 fæstegårde.

Der skulle altså mange fæstegårde til for at opretholde den glans og herlighed, som en højadelig familie mente hørte til dens naturlige livsudfoldelse. Men krisen havde i sin tid ramt mange af de godsejende slægter hårdt på indtægterne, og nogle af dem havde svært ved at følge med, da den vendte. Det er resultatet af den kamp om jorden mellem godsejerne og af deres forskellige grundlag for at udnytte alle de muligheder, der er nævnt i det foregående, som omkring 1500 viste sig i form af et fald i antallet af adelsslægter og en voksende forskel mellem rige og fattige inden for standen. Flere hundrede lavadelige slægter forsvandt som adelige i senmiddelalderen.

De mange godsfattige lavadelige havde ikke mulighed for at klare sig i konkurrencen med de rige slægter, som opkøbte betrængte standsfællers gods og selv konkurrerede bravt indbyrdes. Det er lavadelens krise. Fallerede lavadelige måtte i stigende omfang søge deres udkomme som fogeder på højadelens og kirkens gods, ofte i et klientforhold og måske med mulighed for at fastholde en vis social position. Men mange så sig reduceret til en status som selvejerbønder, måske med en enkelt eller et par gårde at fæste ud. Kun rostjenesten, dvs. herremændenes pligt til krigstjeneste sammen med et antal rustede svende, ydede lavadelen på lige fod med de mere velhavende adelige, og skønt denne forpligtelse – i hvert fald fra 1525 – var gradueret efter formueforhold, har den øjensynligt været en tung byrde for dem, der kun havde fra hånden og i munden. Til gengæld blev andre hovedrige. Rigshofmesteren Poul Laxmand (død 1502) skal have ejet 900 fæstegårde. En anden rigshofmester, Mogens Gøye, en af de urolige års store politiske skikkelser, nåede at skrabe over 1200 til sig ved giftermål, arv og køb.

Det billede, kilderne tegner for os af adelen omkring 1500 er altså dette, at et meget lille, men overmåde magtfuldt mindretal konsoliderer og udbygger sine økonomiske, sociale og politiske positioner. Det er gamle, godsrige magnatslægter, der havde haft noget at stå imod med i krisens tid, og også nogle af de andre mere velkonsoliderede i den glidende skala helt over til de fattigste, der har befundet sig på kanten af, hvad man overhovedet kan kalde godsejere. Det er disse laveste grupper, der decimeres i middelalderens slutning. „Menig adel” er et begreb, der nu optræder i kilderne som betegnelse for folk, der ofte havde stærke ord at sige imod den toneangivende eliteadel og dens umådelige magt i samfundet. Rigsrådsadelen har historikere kaldt de slægter, der leverede medlemmerne til det vigtigste politiske organ, der valgte kongen og sammen med ham udgjorde herredagen, rigets højeste myndighed, hvor den vigtigste lovgivning og bevillingen af de ekstraordinære skatter fandt sted. Og denne rigsrådsadel begyndte at tænke på en ny måde om statsmagten: at det var rigsrådet, der sad inde med den egentlige ret til riget, mens kongen var den lovbundne forvalter af det. Han kunne afsættes, hvis han gik uden for lovens og den gældende ordens rammer.

Udviklingen svarer ganske til udlandets. I Tyskland blev de grupper, der ikke kunne vinde med i det økonomiske kapløb, et uroligt element, der undertiden forsøgte at bøde på de økonomiske og politiske tab med militære midler. Fra tid til anden slog de sig sammen og brandskattede byer og kirkelige institutioner eller fejdede imod andre adelige. De store godsejere, især fyrsterne, der i høj grad var tilhængere af den lov og orden, de selv beherskede, søgte at lægge bånd på den krigeriske lavadels udfoldelser ad politisk vej, gennem vedtagelser i rigsdagen af „evig landefred”. Når det ikke slog til, måtte der føres regulære krige imod dem.