Præsten i Nakskov

En sognepræst havde meget at se til. Pastor Anders Pedersen Mavorm, fra 1618 og til sin død i 1629 præst i Nakskov, førte i 1620'rne bog over alle sine gøremål indtil den mindste detalje.

Han har optegnet de personer, der skriftede privat eller offentligt, de børn, der blev døbt, de par, der blev trolovede og ægteviede, og de, som ved døden hensov udi Herren. I samme bog lavede han et nøjagtigt register over alle borgernes og bøndernes gårde og andre boliger i Nakskov sogn med henblik på at holde nøje øje med, hvad hans sognebørn skulle betale ham i tiende. Og han afrundede sin bog med en kort biografi over sig selv og sin forgænger.

Pastor Mavorm havde Bibelen bag sig, når han så omhyggeligt sørgede for, at sognebørnene ydede ham, hvad der tilkom ham. Gud selv havde i 5. Mosebog befalet, at præsten skulle erholde er. tiendedel af sædekornet, år for år, og i Apostlenes Gerninger var det fortalt, at Petrus med det åndelige sværd, Guds ord, havde slået Ananias og hans hustru Safira ihjel, da de havde skjult en del af deres ejendom for apostlene; således gik det den, der prøvede at snyde sig fra sin fulde tiendeydelse.

I 1600-tallet modtog præsten dog ikke selv hele tienden. Han fik en tredjedel af den til sig selv som aflønning for sit arbejde, den anden tredjedel tilfaldt kirken som sådan, mens den sidste tredjedel, der før reformationen gik til bispen, nu indbetaltes til kongen. Fra borgerne og de løse folk, der boede i Nakskov, fik pastor Mavorm præstepenge, som han førte halvårlige regnskaber over, eftersom oktober og april var skiftemåneder, hvor svende og piger fik nye tjenester, og også fattigfolk plejede at flytte fra én våning til en anden. Den nøjeregnende præst skulle nok vide at sikre sig, at ingen smuttede for ham.

Det er et broget billede, pastor Mavorm tegner af sit virke. Den ene dag berettede han Tyske Annike, der lå for døden, den anden dag forberedte han kristeligen den kvinde ved navn Maren, der havde myrdet sit uægteskabelige barn, og den tredje var han til stede ved sin svigermors sygeleje. Ud for svigermoren anbragte han et Q, der henførte til stjernebilledet Løven og symboliserede, at den syge var kommet sig igen.

Pastor Mavorms dåbsoptegnelser afslører, hvorledes forældrenes levned var årsag til en forskelsbehandling af de nyfødte børn. De drenge og piger, der fødtes inden for ægteskabet, blev døbt ved søndagshøjmessen, mens slegfredbørnene blev døbt ved froprædikenen. Således gik det lille Kirsten, hvis mor havde tilsovet hende med en mand ved navn Daniel, der var rejst til Sjælland, og det samme gjaldt Ellen, hvis mor var blevet besovet i Jylland. Og selv om Karens forældre var gift, da hun skulle døbes, måtte også hun nøjes med froprædiken-dåben, eftersom hun var avlet, før forældrene var blevet trolovede.

Endnu i 1600-tallet var trolovelsen en mere central begivenhed end selve den efterfølgende vielse. Selv om den kristne øvrighed stræbte efter indførelsen af én og kun én ægteskabs-stiftende ceremoni og opfattede seksuelt samliv før selve vielsen som syndigt og strafbart, var det en uudryddelig almueskik, at trolovelsen var den egentlige forpligtende handling. Når pastor Mavorm ved Karens dåb udtrykkeligt anførte trolovelsen som det skel, han agtede at sætte mellem avl inden for ægteskabet og avl udenfor, var det den traditionelle opfattelse af trolovelsens afgørende betydning, der slog igennem. Den egentlige vielse var blot den endelige bekræftelse af det allerede indgåede ægteskabelige forhold.

I sin optegnelsesbog går Mavorm meget omhyggeligt til værks, når han opremser de indgåede trolovelser. Præsten har så vidt muligt ved breve og vidner fået undersøgt, om de, der ønskede at trolove sig, var gift i forvejen eller havde et uopgjort mellemværende med myndighederne som følge af skørlevned. Pastoren bemærker, om de pågældende har et godt rygte og hvem, der borger for det.

Da Anders Andersen og Birgitte Nielsdatter blev trolovet i november 1619, noterede præsten, at der på mandens side ikke fandtes nogen mangel, eftersom hans hustru just var afgået ved døden. Men Birgitte Nielsdatter, der var barnefødt på Tåsinge og derfor ikke kendt i Nakskov, måtte stille med adskillige skriftlige beviser for sit gode rygte. De to husbonder, hun havde tjent hos, før hun kom til Nakskov, såvel som de stedlige præster, begge hæderlige og vellærde mænd, havde givet hende et godt vidnesbyrd for tro tjeneste og samtidig bevist, at hun var ugift.

Pastor Mavorm – som samtiden i øvrigt – anså ikke et menneskes vandel for værende en privatsag. Og pastoren kunne henvise til evangeliet, Mattæus 5. kapitel, hvor det udtrykkeligt hedder, at ligesom man ikke tænder et lys og sætter det under en skæppe, men tværtimod på en lysestage, så folk kan se derved, således skal I også lade Eders lys skinne for verden, at den kan se Eders gode gerninger. Og – tilføjer Mavorm – da man ikke selv kender noget til de gerninger, som folk, der kommer andetsteds fra, har gjort, må de have beviser og skudsmål med sig.

Menneskene var en del af Guds menighed, og den kendes ikke blot på, at Guds ord prædikes rent og klart, men også på, at menigheden er ren og ubesmittet. Det var præstens opgave at tage sig af de åbenbare syndere. Han kunne binde og løse enhver efter sin gerning, men han kunne naturligvis kun gøre det, når han og menigheden kendte gerningen. Det træ, der ikke bar god frugt, skulle afhugges. Men kirken kunne tilgive, såfremt synderen bekendte sin brøde for hele menighedens åsyn.

Anno 1620, på kyndelmissedag, var sognebørnene i pastor Mavorms kirke vidner til, at Anders Lauridsen og Karen Jensdatter blev „åbenbart absolveret straks efter prædikenen … fordi de var fundet i seng sammen”. Og Mavorm fortsætter: „Samme tid efter gudstjenesten blev de også trolovede; thi efter at de var fundne sammen, blev de fængslede, og de måtte nogen tid forsværge byen; men siden hentede de deres skudsmål, kom igen og begærede hinanden til ægte og gav en daler til de fattige for deres forseelses skyld; hermed blev sagen klar.”

Selv om nakskovpræsten havde travlt med at hente tiende hjem og kere sig om sognebørnenes åndelige velfærd, fik han også tid til at fundere over den større sammenhæng i Guds verden. Midt mellem optegnelser over regnskabsaflæggelser, embedsudnævnelser og strandede skibe skinner Mavorms optagethed af menneskehedens skæbne igennem. Han var ikke i tvivl om, at en forfærdelig komet og usædvanlig stjerne, der viste sig på himlen i november og december 1618 var et jærtegn, der varslede pesten, krigen og dyrtiden, som siden fulgte.

Af nærliggende grunde var han særlig optaget af et forfærdeligt uvejr med storm og sne, som den 10. februar 1625 blæste det nye kirkespir, opført i 1618, omkuld, så det i sit fald ramte skolen og adskillige af købstadens gårde og våninger. Fem mennesker blev dræbt. Mavorm så ulykken som Guds straf, og såfremt menneskene ikke forbedrede sig, ville det gå værre til. Og præsten forbandt det store uvejr med de syv plager fra Johannes' Åbenbaring. Han beskriver, hvorledes disse plager viste sig i det år 1625. Først var der papisterne, der hemmeligt havde haft deres spioner udi riget for at forføre menighederne, for det andet truede svensken med at angribe Danmark, og samtidig lagde katolikkerne i Tyskland byer øde og fordrev de lutherske præster, så Christian 4. havde set sig nødsaget til at gribe ind, for det tredje var det uår med stor hunger og dyrtid, så en skæppe hvede kostede en daler og en skæppe byg hele tre skilling, for det fjerde døde mange af pest og andre sygdomme, for det femte var der hede og tørke, så de fleste brønde var tomme for vand, og græsset og kornet var helt svundet hen, for det sjette var der selve uvejret, som ikke blot havde ramt Nakskov Kirkes spir, men også fuldstændig ødelagt Hillerød Kirke, og endelig som den syvende plage havde Guds uvejr medført store oversvømmelser, så der alene ved Rødby var druknet 400 stykker kvæg.

Trods disse barske sendelser fra Gud var pastor Mavorm fortrøstningsfuld. For ligesom Han havde sparet Noa ved syndfloden, var der en del folk, Gud havde skånet, da spiret faldt ned og dræbte andre, hvilket Jacob Skomager burde lægge sig på sinde, thi han havde godt nok mistet både hustru og barn, svend og pige, men selv var han sluppet uskadt.

Med de syv plager formanede Gud til bodfærdighed. Således opfattede pastor Mavorm det, men i og for sig kunne han lige så vel have set Djævelens værk i de store ulykker. Satan lurede bestandigt på menneskene. Det udøbte barn var en lille djævel, indtil det blev døbt. Og utallige var de skikkelser, hvorunder Djævelen viste sig for menneskene og forlokkede dem.