Børnehuset

Udstedelsen af 1621-forordningen faldt smukt sammen med kongens omorganisering af sit store lærlingeuddannelsesprojekt, Tugt- og Børnehuset, der netop var kommet i gang igen, efter at en pestepidemi i 1619 havde ført til dets lukning for en kortere periode. De voksne fanger blev skilt fra børnene, og børneafdelingen blev for alvor indrettet som en kæmpe håndværkerskole, der fik selveste rentemesteren som øverste opsynsmand. Han skulle hver eller hver anden dag besøge Børnehuset og se til, at alt fungerede, som det skulle. Det daglige ansvar hvilede på børnehusfogedens skuldre. Det var hans opgave at holde mestre og lærlinge til ilden. Den daglige arbejdstid var på 10 timer: fra 5 morgen til 10 formiddag og fra 12 til 5 om eftermiddagen – en forholdsvis kort arbejdsdag efter tidens norm.

Til Børnehuset knyttedes en præst, der daglig skulle undervise børnene en halv time i læsning og skrivning, en badskær skulle hver morgen kontrollere børnenes helbred og sende de syge til lægen, og portneren, kokken og et par fanger havde til opgave at sørge for at koge mad og servere det for børnene. En ugekostplan dekreterede flæsk, kål, grød, smør, ost, brød, islandsk og saltet fisk. Til maden fik børnene tildelt øl, og det blev dem forbudt at drikke af brønden – almindeligt vand var en sand smittekilde.

For at fjerne den ubehagelige atmosfære af tvang, der lå over Børnehuset, iværksatte kongen en propaganda for at få folk til frivilligt at sende deres børn til den nye lærlingeanstalt, der skulle blive et sted, hvor der ikke alene blev undervist i gudsfrygt og børnelærdom, men først og fremmest i et godt håndværk, hvorved børnene „engang udi fremtiden kunne have deres ærlige næring og ophold”. Når børnene fyldte 12, indtraf den egentlige læretid på fire år, hvorefter de fik svendebrev. Efter endnu nogle år, hvor de forpligtede sig til at arbejde i Børnehuset, fik de „en klædning med kappe, hat, sko, krave og skjorte, så og, når som helst de bosætter sig, et halvt års husleje og en måneds proviant og resten i penge, efter hvad enhver har fortjent”. Pigerne, der blev udlært i Børnehuset, fik desuden stillet i udsigt, at de blandt svendene kunne finde sig en passende ægtemage.

Christian 4. selv var så optaget af sit uddannelseseksperiment, at han havde sit eget gemak i Børnehusets porttårn, og han greb ofte personligt ind, når han fandt, at ikke alt gik for sig på ordentlig vis. Han kritiserede mestrene for at møde for sent, og han bemærkede, at provianten var dårlig, så snart han vendte ryggen til.

Der kom faktisk gang i en omfattende klædeproduktion inden for Børnehusets mure. Men husets vigtigste produkt, groft klæde, krævede så stor tilførsel af uld, at to tredjedele af råvaren måtte hentes i udlandet. Og afsætningen var et permanent problem. Folk klagede over klædets dårlige kvalitet, muligvis med urette, da selve det forhold, at det stammede fra en fængselsmanufaktur, kunne holde kunderne væk. Resultatet blev, at størsteparten af børnehusklædet endte i kongens klædekammer, og selv om en del af grovklædet gik til skibsfolkene på Bremerholm, voksede kongens lagerbeholdning.