Det ostindiske Kompagni

Det var da også kombinationen Charisius, Christian 4. og hollandske købmænd, der førte til oprettelsen af den danske konges flagskib inden for udenrigshandelen: Det ostindiske Kompagni. I slutningen af 1615 anmodede to indvandrede hollændere, Jan de Willum fra Amsterdam og Herman Rosenkranz fra Rotterdam, via Charisius kongen om at få lov til at grundlægge et ostindisk kompagni. Nogle måneder efter var kompagniet dannet, og dets oktroj – de artikler, der indeholdt bestemmelserne om kompagniets organisatoriske opbygning – lå tæt op ad ordlyden på den oktroj, nederlænderne havde udarbejdet ved oprettelsen af deres eget ostindiske kompagni i 1595. Christian 4. og Charisius ville sikre det nye foretagende gennem en regulær kopiering af et handelsselskab, de vidste havde haft succes.

Skabelsen af Det ostindiske Kompagni fandt sted inden for det traditionelle privilegiesystems rammer. Det fik monopol på at handle i Det magellanske Hav og Stræde, omkring Kap det Gode Håb samt på alle de ostindiske lande, hvor indianske herrer og konger ville tilstede handel og commercier. Dermed havde Christian 4. taget konkurrencen op med de store europæiske magter, England, Nederlandene, Spanien, Portugal og Frankrig, der i kølvandet på opdagelserne i begyndelsen af 1500-tallet havde kastet sig ud i det koloniale eventyr.

Kongen agtede imidlertid ikke at være alene om at finansiere kompagniet, som havde brug for en betydelig kapital til udrustning af skibe, forhyring af søfolk og proviantering til de lange og farefulde rejser, skibene skulle ud på. I første omgang investerede han 16.000 daler i kompagniet ud af et samlet indskud på knap 180.000. Det var de københavnske borgere med borgmestre og råd i spidsen, der satte mest på spil med en andel på lidt over 60.000, hvorpå fulgte provinskøbstædernes borgere med 43.000.

Rigets mest formuende stand, adelen, holdt sig imidlertid tilbage. Tilsammen skød i alt 40 adelige kun 27.500 i kompagniet. Begrundelsen for denne tilbageholdenhed kom særdeles tydeligt til udtryk i et svar, rigsråd Claus Daae på et tidspunkt gav kongen, da han blev anmodet om at investere i kompagniet. „Jeg har aldrig inklineret til sådant købmandskab,” skrev han, „fast mindre sådan en anselig sum under ubekendte skriveres hænder på en sådan lang og mislig rejse at betro.” Herremændene agtede ikke at forvandle deres formue til risikovillig pengekapital. Penge og jordejendom eller i det mindste pant i gods hørte uadskilleligt sammen. Claus Daaes betragtning viste i et glimt den modsætning mellem den fremvoksende kapitalistiske virksomhed og den gamle feudale økonomi med dens forankring i det sikre, i jorden, i godset. Denne modsætning skulle i de følgende århundreder blive stadig mere skærpet.

Trods al herremandsskepsis syntes kompagniet at få en flyvende start. I november 1617 blev Christian 4. opsøgt af kejseren af Ceylons gesandt, ridderen af Solens Orden, Øverste i det kejserlige krigsråd og Storadmiral for den kejserlige flåde, hollænderen Marselis Boshouwer. Han tilbød på sin kejserlige herres vegne den danske konge en regulær alliance. Ville Christian 4. hjælpe den ceylonske kejser mod dennes fjender, ville den danske konge blive rigeligt belønnet med varer og kontanter, og kejseren ville give sin danske kollega 12 års eneret på den ceylonske handel.

Kongen blev imponeret. Forbundet mellem Danmark og Ceylon kunne slå to store fluer med ét smæk. Det ostindiske Kompagni kunne søsættes på værdig vis, og kongen kunne vise sit orlogsflag på de store verdenshave. Den 30. marts 1618 blev traktaten mellem de to lande underskrevet, og kompagniets færdigudrustede skib, „Øresund”, satte kurs mod Ceylon. Dets kaptajn, nederlænderen Roland Crappé, skulle ved ankomsten til det fjerne ørige gøre kejseren sin opvartning og meddele ham, at en fire skibe stor dansk flåde ville følge efter.

Efter to års sejlads nåede Crappé og hans besætning frem til Ceylon og blev høfligt modtaget, men under en jagt på kejserens portugisiske fjender led „Øresund” skibbrud. Stærkt forkomne måtte kaptajnen og hans resterende 13 mands besætning gå i land på Indiens sydøstkyst, 150 kilometer nord for Ceylons nordspids. Den lokale fyrste overlod kaptajnen det lille udsted Trankebar.

Imens var den kongelige flåde under den unge adelsmand Ove Geddes kommando ankommet til Ceylon. Gedde optog kontakt med kejseren for at få traktaten med Christian 4. ratificeret. Men kejseren erklærede kort og godt, at han aldeles ikke havde givet Boshouwer fuldmagt til at indgå nogen som helst aftale med den danske konge. Boshouwer kunne ikke svare for sig; han var død på Ove Geddes admiralskib undervejs til Ceylon.

I Danmark var man naturligvis ganske uvidende om det tragikomiske udfald af den store ostindiske ekspedition. Tværtimod blev forventningerne skruet op. Selv rigsrådet, der ellers var mere end skeptisk over for kongens vidtløftige planer, foreslog i 1620, da råderne og kongen drøftede en forbundstraktat med England, at Christian 4. over for englænderne forbeholdt sig sin eneret til handelen på Ceylon.

Foråret 1622 kom Ove Gedde langt om længe tilbage til Danmark. Og selv om et af ekspeditionens skibe medbragte en stor ladning peber, smittede Ceylon-projektets totale fiasko i den grad af på Det ostindiske Kompagnis renommé, at det ingensinde forvandt den.

Kongen gav dog ikke op, men han måtte nu selv skyde alle pengene i den næste ekspedition, eftersom kompagniet opgav at udbyde „aktier” af den simple grund, at alle eventuelle interessenter undslog sig. Fra det oprindelige indskud på de 16.000 daler nåede kongens udlæg nu op på over 250.000, og i december 1624 opgjordes kongens investeringer i kompagniet til hele 309.000.

På denne baggrund er det forståeligt, at kongen ønskede et forbud mod import af ostindiske varer, som ikke indførtes gennem Det ostindiske Kompagni. Men rigsrådet sagde fra. Det ville kun gå med til et importforbud i det øjeblik, kompagniet kunne sikre så rigelige forsyninger, at det ikke var nødvendigt at importere de varer, det handlede med, andre steder fra.

Det ostindiske Kompagni blev således meget hurtigt en centnertung klods om benet på Christian 4.