Kongemagtens forsøg på at ændre landbosamfundets økonomiske mekanismer var beskedne, tøvende og vilkårlige i forhold til de store planer for håndværk, manufaktur og handel, som kongen tumlede med og søgte at virkeliggøre i den første fjerdedel af 1600-tallet.

For landboerne var handel og håndværk knyttet til den daglige dont. Bønderne drog til købstæderne og solgte grøntsager og et par flæskesider. Og med sig hjem havde de salt, andre krydderier og måske et par fine sko eller et stykke engelsk klæde til en ny dragt, hvis de havde penge til det. Skulle de have skoet deres heste, kunne de opsøge landsbysmeden, for selv om håndværk var købstadsnæring, var det tilladt enkelte håndværkere, der havde umiddelbar betydning for landbedriftens daglige produktion, at virke i landsbyerne.

Statsmagten brød sig ikke om en alt for livlig kontakt mellem by og land. I 1615 blev det således ved lov forbudt de bønder, der kom til torvedag for at sælge deres varer, at opholde sig i købstæderne længere end til klokken 12 slet, fordi de ofte æder og drikker det op, de har fortjent ved deres handel, hvorved de „formedelst slig en ond vane og uskikkelige levned sig selv forarmer og i længden aldeles fordærver”. Den bonde, der blev opsnappet i købstaden efter det berammede tidspunkt, skulle straks fængsles.

Denne specielle forordning var imidlertid blot et kuriøst udtryk for den indtil de mindste detaljer herskende regulering af de forskellige stænders rettigheder og pligter. Også grænserne mellem de enkelte fag beskæftigede statsmagten sig med. Det var således bestemt, at skomagerne kun måtte falbyde deres sko, støvler og andre skomagerarbejder to gange om ugen, onsdag og lørdag, og aldeles intet andetsteds end på købstadens torv. Det blev ligeledes forordnet, at nogle tilsynsfolk, heriblandt én af købstadens rådmænd, i det mindste én gang om måneden skulle besøge alle vinkældre for at have indseende med, at „ingen udtapper nogen spansk eller fransk vin, som handler med rhinskvin, ej heller nogen at udtappe nogen rhinskvin, som handler med spansk og fransk vin”.

Det blev desuden indskærpet, at ingen borger eller anden ufri mand måtte købe øksne på landsbyerne, men kun på de almindelige markeder, der afholdtes på bestemte tider af året.

Bønderne måtte ej heller sælge deres øksne til udenlandske købere, „men alene til adelen eller borgerne her udi riget”. Og det blev ved lov bestemt, at borgmestre og rådmænd i købstæderne, der alle var købmænd, skulle sørge for, at der fandtes en rimelig og kristelig forordning, der fastsatte priserne på vinhandlernes, bagernes, bryggernes og de andre håndværkeres varer. Siden Erik af Pommerns tid kunne håndværkerne ikke blive medlemmer af købstadsstyret.

Samfundsøkonomien i 1600-tallet blev således reguleret ved hjælp af privilegier og forbud – så vidt det nu lod sig gøre, eftersom myndighedernes kontrolmuligheder i virkeligheden var begrænsede, tuskhandelen vidt udbredt og lovovertrædelserne så mangfoldige, at det var så godt som umuligt at gøre statsreguleringen blot tilnærmelsesvis effektiv, herom vidner idelige påbud om at overholde gældende lov.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Privilegieøkonomien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig