De feje harer

Den tyske krig havde været en katastrofe, men det dansk-norske rige var på et hængende hår blevet reddet. 1645 bristede det. For første gang blev der taget land fra dobbeltmonarkiet. Afståelsen af Øsel og ikke mindst af Gotland markerede det uoprettelige tab af østersøherredømmet, og Hallands pantsættelse bragte Sveriges magt betænkelig nær Øresund.

Men det var besættelsen af Jylland, der gjorde det største indtryk på det danske folk. For anden gang inden for et kvart århundrede var hovedlandet blevet lynerobret.

Og den gamle adelsfjendtlige stemning fra den tyske krig blussede kraftigt op. Som det hed i en samtidig anonym vise:

De mægtige rømmer af landet ud både fra slot og fæstning; den fattige bonde han sidder igen, trakterer de fremmede gæster.

Og bønderne stod magtesløse over for den indtrængende fjende, thi

Mandater er kommen i den stil, at bonden ikke må bære i marken hverken bøsse eller pil, stor spot det landet må være.

De „mandater”, forordninger, visen hentyder til, var forbud mod, at bønderne var bevæbnede. På et stændermøde i Odense 1638 havde adelens befuldmægtigede bedt rigsrådet indskærpe, at ingen almuesmand måtte have bøsse med, når han færdedes på veje og stier eller gik i marken, medmindre han havde tilladelse til det.

Det var rigsrådets oprettelse af bondemilitsen som supplement til den hvervede hær, dets menige standsfæller fandt truende. Og regeringen udsendte kort efter en forordning om, at ingen almuesmand måtte gå eller rejse på landet med bøsser „og meget mindre have bøsse med sig til kirke eller tinge”. Kun adelen og de folk, adelen gav tilladelse, måtte bære våben.

Hverken denne eller senere forordninger indebar, at bøsserne ligefrem blev taget fra bønderne, kun at bondebevæbningen blev overvåget af adelen. Men da krigen kom, forsvandt de adelige, mens bønderne først skulle organisere den væbnede modstand. Hvorvidt de faktisk gjorde noget for at stable et forsvar på benene, er så en anden og mere tvivlsom sag. Men visen er ikke i tvivl: det er adelen, der er de feje harer, der lader fædrelandet i stikken.

Og i et lille skrift med titlen „Hvad årsag Danmarks rige dag for dag forarmes, handelen undertrykkes og bonden lægges øde”, der udkom nogenlunde samtidig med visen, fik adelshadet endnu en tand. „Den største årsag og grunden til al Danmarks fordærvelse er adelen, som ikke holder sig tilbage fra at bemægtige sig landets fedme og kronens indkomst ved alle hånde list”, mens den „usle bonde må … betale deres kurmageri, dansepenge og elegante klæder og må endda forskaffe penge til en ny herregård”. Og hvad er disse fine herrer så værd? De er alle til hobe stukket af, da fjenden nærmede sig, og der findes næppe den ridder i Danmark, som har gjort anden ridderdåd end stukket en ged ihjel. Nej, „vore herremænd, de duer hverken til lands eller til vands … men kongen er deres undersåt, borgerne deres drenge og bønderne deres sande slaver og egne trælle”. – Eller med visens bastant korte sammenfatning: „Et rige er ikke under solen til – det tør jeg frejdigt sige – der bønderne er så udsuget som her udi Danmarks rige.”