Ulfeldts skamstøtte, rejst på Gråbrødretorv efter henrettelsen af Ulfeldts billede og efter nedrivningen af Ulfeldtfamiliens store gård. Gråbrødretorv kom herefter til at hedde Ulfeldts Plads. Knap 200 år senere, i 1841, blev skamstøtten fjernet, og pladsen fik sit gamle navn igen. Støtten findes i dag på Nationalmuseet.

.

Men Ulfeldt kunne ikke sidde stille på Ellensborg. I foråret 1662 fik han Frederik 3.s tilladelse til at tage på en kurrejse til udlandet. Under et ophold i Belgien fik han kontakt med en repræsentant for kurfyrsten af Brandenburg. Ifølge dennes senere indberetning til den danske regering skal Ulfeldt have tilbudt kurfyrsten den danske krone. Den danske adel, gejstlighed og størsteparten af menig almue var utilfredse med Frederik 3.s utålelige regime, og der fandtes allerede en velorganiseret sammensværgelse i det undertrykte land, så kurfyrsten kunne sidde i ro og mag og vente på at få den danske krone overrakt, hvis han altså blot ville tage imod den.

Da regeringen i København i maj 1663 hørte om Ulfeldts planer, blev den mildest talt rystet. Tropperne i hovedstaden blev sat i alarmberedskab, og samtidig henvendte kongen sig til myndighederne i Belgien og bad dem arrestere Ulfeldt. Selv om det ikke lykkedes at fange ham, dømte Højesteret ham til døden for majestætsforbrydelse og konfiskerede hans og hans families gods og ejendom. Den 13. november blev et billede af ham henrettet på pladsen ud for Københavns Slot. Selv flakkede han rundt i Tyskland og Schweiz og døde vistnok om bord på en båd på Rhinen i februar 1664.

I mellemtiden var hans hustru i maj 1663 rejst til England for at få tilbagebetalt et større lån, den engelske kong Karl 2. skyldte Ulfeldt. Efter aftale mellem den danske og den engelske regering blev hun kidnappet i Dover og sendt til Købenbenhavn, hvor hun den 8. august blev sat i Blåtårn. Hun blev aldrig stillet for retten, men alligevel holdt i fangenskab i 22 år.

Mere end nogen anden samtidig politiker kom Corfitz Ulfeldt til at sande sit eget valgsprog, at tilværelsen er en farce, der styres af øjeblikkets luner. Og han bidrog selv til farcen, men det ville være urimeligt at tilskrive hans skæbne et sygt sind. Han blev blot det yderste udtryk for den magtens omskiftelighed, der prægede midten af 1600-tallet. I sine velmagtsdage, da han kunne hundse med Christian 4., skrabe en million daler til sig ved hjælp af korruption og bestikkelse og ydmyge Frederik 3. med en benhård håndfæstning, var han mere end nogen anden legemliggørelsen af rigsrådsadelens yderste overmod i en tid, hvor den af al magt prøvede at bevare sin gamle indflydelse på trods af behovet for, at grundlaget for statsstyret blev bredere end en halv snes storgodsejere.

Når Corfitz Ulfeldt syslede med projekter, der skulle vise, hvordan man afbrændte fjendtlige skibe, kunne det ligne galskab. Når Christian 4. gik op i kyllingeudrugning og farven på sine børns strømper, blev han hyldet for sin store landsfaderlige omsorg og evne til at favne både de store og små sager. Men Corfitz Ulfeldts afbrændingsprojekt lå i virkeligheden inden for rammerne af en forestillingsverden, hvor man først lige var begyndt på at skille det store fra det små.

Enevældens indførelse og skabelsen af det kollegiale bureaukrati pegede i retning af den danske statsmagts forvandling fra at være en udvidet form for godsdrift til at blive en moderne centralmagt. Ulfeldt evnede som rigshofmester også denne side af sagen. Men han knækkede halsen på modsætningen mellem statsmandsgerningens krav og den private adelsmands stadige ønske om at behandle riget, som om det var hans eget gods. Det kunne Christian 4. gøre, for han var konge. Men det blev til svindel, når statens tjener gjorde det.

Ulfeldt var i sine midler en moderne politiker, en magtens mand. De religiøse normer sagde ham intet. Den fædrelandsfølelse, der fandtes, og som styrkedes, da riget blev truet med tilintetgørelse, sagde ham intet. Derfor blev han knust mellem kravet om loyalitet over for fædrelandet og adelskabets internationalisme. Ganske vist var der ikke noget besynderligt i, at en adelsmand søgte og opnåede asyl i fjendeland. Det var ligefrem aftalt mellem Danmark og Sverige, at adelige havde ret hertil, men Ulfeldts svenske karriere faldt uheldigvis sammen med en svensk krig mod Danmark.

Corfitz Ulfeldts svoger Hannibal Sehested, fik – som det skal ses – en helt anden plads i danmarkshistorien, selv om de to svogre var to alen af ét stykke. Forskellen var blot den, at Sehested var en mesterlig vejrhane.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Konspirationen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig