Adelens modstand

Adelen var taberen og følte sig som taberen. Den Gunde Rosenkrantz, Lærde Holgers søn, der befalede døren til rådsstuen åbnet, da borgerne og gejstligheden den 10. oktober 1660 trængte sig på for at få rigsrådet til at godkende arverigeforslaget, kunne tænke tilbage på de dage i 1657, hvor han ivrigt havde bakket op om Frederik 3.s krigspolitik. Med glødende patriotisk pen havde han forsvaret kongen og fædrelandet og angrebet svenskerne. Under Københavns belejring havde han sammen med sin søn, Holger, deltaget i byens forsvar. Holger blev dræbt af svenskerne under stormen på hovedstaden. Og i 1660 havde han udarbejdet en 536 sider lang kritik af det svenske fredsbrud i sommeren 1658.

Da de mørke skyer samlede sig om rigsrådsregimentet, forsvarede han adelens ret, men ville gerne drøfte reformer. Han var villig til at sikre kongen større indtægter af lenene, gik ind for en afløsning af kronbøndernes hoveri og ville lade kongen udnævne en kansler, der ikke var udpeget eller godkendt af rigsrådet. Desuden burde der med mellemrum indkaldes en forsamling, bestående af de mest fremtrædende adelsmænd og bisperne, der skulle drøfte rigets anliggender.

Det var naturligvis alt sammen afværgeforslag, der på én og samme tid skulle øge kongens indflydelse, splitte borgerstanden fra gejstligheden og i det store og hele bevare adelens magt. Men Gunde Rosenkrantz havde ingen proselytter. Hans ord faldt på stenet grund. Og selv om han var blandt de råder, der i oktober 1660 var mindst modvillige over for arverigets indførelse, brugte kongen ham ikke. Han måtte nøjes med en plads i Højesteret. Enevælden satte en stopper for hans politiske karriere.

Oluf Rosenkrantz, der kom fra en anden og mindre fremtrædende gren af rosenkrantzernes ældgamle og vidtforgrenede slægt, repræsenterede en betydeligt skarpere adelsmodstand mod det nye regime. Han tilhørte den udenråds adel, selv om han var gift med rigsråd Otte Krags datter. Han deltog i stændermødet 1660 og skrev ikke under på håndfæstningens kassation, men han måtte som så mange andre af sine standsfæller signere arveenevoldsregeringsakten i januar 1661.

I 1663 udkom et lille anonymt skrift „Et brev om undersåtterne i kongeriget Danmark og i særdeleshed om adelen”. Det hævdede, at alle mennesker af naturen var lige, og i et frit monarki, som forfatteren kaldte den danske styreform, burde ingen på grund af sin afstamning rage op over andre. Derfor måtte alle, der hidtil havde villet herske i kraft af, at de havde fornemme aner, men kun havde svælget i luksus og uvirksomhed, nu på lige fod med andre vise, hvad de duede til.

Under titlen „Adelens svar på den partiske bagvaskers smædeskrift” udkom samme år et svar på det adelsfjendtlige skrift. Også dette skrift var anonymt, men der kan ikke herske tvivl om, at Oluf Rosenkrantz var dets forfatter. Han antydede, at konsekvensen af hans modparts synspunkter nødvendigvis måtte være det rene anarki, for vejen til den fuldstændige lighed måtte naturligvis ikke blot gå over aristokratiets, men også over kongens lig. Efter denne fikse logik, der skulle mistænkeliggøre modstanderen, som han mente tilhørte kongens nærmeste kreds, gav han sig til at forsvare adelstanden. Kun det adelskab er ægte og fuldkomment, som hverken har blodets mangler eller svigter dyden.

Og Oluf Rosenkrantz sendte bagvaskerens påstand om, at adelen var uvirksom og ørkesløs, tilbage med den bemærkning, at adelen blev holdt uden for statsembederne på grund af tidernes ugunst og derfor var tvunget til at leve som privatmænd. Havde adelen ikke bekostet store summer på uddannelse og udenlandsrejser for at lade kongen og fædrelandet nyde godt af de opnåede kundskaber? Og hvad var der så sket? I stedet var „andre kommet os i vejen, mænd, som mere lykke end fortjenester har hævet til æresposter, undertiden parvenuer [opkomlinge] af den laveste almue, uden gammel familie og uden dyder, opdragne uden at lære noget, og som tilmed senere har plettet deres ungdom ved samliv med fordærvede mennesker og nu i erindring om deres oprindelse og af had til de ædelbårne og ædelt opdragne drives til at påføre adelen og de berømteste slægter skade og ulykke”.

Frederik 3. og hans trofaste „parvenuer” blev naturligvis rasende, og det sagdes, at man overvejede at lade det forsmædelige skrift brænde af bøddelen.