Danske Lov

Selv om enevoldsmagten var følsom over for kritik, blev den ikke for alvor rystet. Dertil var dens kritikere for få og spredte, og der fandtes ikke i befolkningen en politisk eller social bevægelse, der kunne true den.

Til konsolideringen af enevælden betjente kongen og hans statstjenere sig af to metoder: gennem oprettelsen af greve- og friherrestanden og gennem indførelsen af et utal af rangordninger, der førte til en flydende strøm af ordens- og titeltildelinger, splittede den især de øvre lag af samfundet, samtidig med at den for det hele samfund stræbte efter orden, ensartethed og ensretning.

Det var denne sidste bestræbelse, der lå bag udarbejdelsen af det første samlede lovkompleks for kongeriget Danmark. Allerede den 26. januar 1661, godt fjorten dage efter udstedelsen af arveenevoldsregeringsakten, sammensatte Frederik 3. på statskollegiets opfordring en kommission, der skulle „forfatte og opsætte en ordentlig og vel funderet rettergangs proces og form således beskaffet, at deri en … gavnlig uniformitet over vores hele rige kunne haves …” Kommissionen skulle gennemgå alle de love, der hidtil var givet, og rette det i dem, som ikke stemte overens med den nyligt indførte arveregering.

Kommission afløste kommission, og først 22 år senere, i 1683, kunne Christian 5. sætte sit navn og segl under Danske Lov, det første systematiske samlede lovværk for hele Danmark. Lovstoffet var for de fleste paragraffers vedkommende ikke nyt. Det var hentet fra Jyske Lov, der mere og mere var blevet rettesnoren for hele riget, og fra de store lovkomplekser, recesser, der var blevet udarbejdet siden Christian 3.s tid, med Christian 4.s store reces i 1643 som den sidste.

Recesserne havde alle været en opsamling af forskellige love, der var givet gennem årene, og de fleste af Danske Lovs bestemmelser var i det store og hele en direkte repetition af dem. Det nye var, at man havde bestemt sig for, hvilke af de overleverede love, der for fremtiden skulle være gældende for hele landet.

Den grundlæggende tankegang bag Danske Lovs strafferet var afskrækkelsesprincippet. Århundredet igennem havde dette princip vundet mere og mere hævd. Når Christian 4. allerede i 1613 indskærpede, at „ingen, som efter lov og ret bliver dømt fra sit liv eller ære, skal ses igennem fingre med, men straks efter dommen at ske eksekution”, var det henrettelsernes afskrækkende virkning, han havde i tankerne. Dertil kom, at den religiøse ensretning, som satte ind i begyndelsen af århundredet, spillede ind på retsopfattelsen. Det var underkastelsen under den strenge og straffende gammeltestamentlige Gud, der blev fremhævet af ortodoksiens gejstlige fanebærere, og det var derfor naturligt, at mosaisk ret, der var nedfældet i Moseloven, blev lagt til grund for retsopfattelsen.

Mosaisk rets grundtanke var „øje for øje og tand for tand”. Danske Lov befæstede denne holdning. Dens 6. bog „Om misgerninger” er således bygget systematisk op over de ti bud, og en række afstraffelsesformer følger nøje Moselovens bestemmelser. Når det eksempelvis i 6. bog, 13. kapitel, artikel 15 (6-13-15) hedder, at „omgængelse, som er imod naturen, straffes med bål og brand”, er der tale om en direkte kopiering af Moseloven, der foreskriver brændoffer ved sædelighedsforbrydelser. – Artiklen er i øvrigt det eneste sted i loven, der kunne bruges mod homoseksualiteten, thi i 3. Mosebog, 20. kapitel, siges det, at „om nogen ligger hos en mand på samme måde, som man ligger hos en kvinde, da har de begge øvet en vederstyggelighed”, som de skal lide døden for. Retssager om homoseksualitet kendes dog vistnok ikke i 1600-tallets Danmark.

Det vigtigste nye i Danske Lov var bestemmelserne om majestætsforbrydelse. Helt siden middelalderen havde man opereret med en sådan forbrydelse, der havde sin retshistoriske oprindelse i den mere end tusinde år gamle romerret. Af indlysende grunde måtte denne forbrydelse få en særlig vægt under enevælden, og straffen for den var da også barsk, afhugning af højre hånd, partering og hjul og stejle. Under begrebet majestætsforbrydelse hørte alle handlinger, som „ville bringe nogen forandring i kongens absolutte arveregering”, forsøg på sammensværgelse mod kongen, desertering under krig, medviden om majestætsforseelser og propaganda mod enevælden.

Det var dog kun på dette punkt og enkelte andre, at fremmed ret sneg sig ind i Danske Lov. Og i modsætning til andre landes retsplejeprincipper beholdt man den akkusatoriske proces, der opfattede retssager som et anliggende mellem den skadelidte og den skadevoldte, selv om statsmagten i realiteten trådte ind som anklageren på den skadelidtes vegne. Først hundrede år senere indførtes det inkvisitoriske princip, hvor dommeren overtog en sag og selv gennemførte den med afhøringer og opklaring og til sidst afsagde dommen.

På ét område var Danske Lov en mildnelse. Den ophævede dødsstraffen for tyveri, men allerede i 1690 fandt regeringen, at tyverierne havde „formeret sig” efter Danske Lovs lempelse af straffen, og den forordnede derfor, at „den, som stjæler på marken hest, hoppe, stud eller ko, og den, som om natten indbryder i nogen mands hus, skal dømmes til galgen”. Og i 1697 skærpedes straffen for mord på ægtefælle og husbond, således at skarpretteren før selve henrettelsen skulle knibe den dømte med gloende tænger uden for det hus, hvor udåden havde fundet sted.

Med Danske Lov havde enevælden forenklet og sammenfattet lovgivningen, og selv den så skeptiske Molesworth mente, at den „overgår i retfærdighed, korthed og klarhed alt, hvad jeg kender” – en forståelig kommentar, eftersom Molesworth kom fra et land, hvor retssystemet varierede fra egn til egn, og hvor præcedens, domsafsigelser i tidligere sager, ofte var bestemmende for en sags udfald.