Militærstaten

Ét var ensartethed på papiret, noget andet den politiske og administrative virkelighed. Rigsstyrelsen, der skulle udtrykke den enevældige konges faste og konsekvente linie, var i de sidste årtier af 1600-tallet præget af vilkårlige udskiftninger af embedsmænd, af et bestikkelsessystem, der bestemt ikke blev udryddet med Griffenfelds fald, og af et begunstigelsessystem, hvor adgangen til embeder mere blev bestemt af, hvem der kendte hvem, end af viden og kompetence. Samtidig havde afskaffelsen af den førenevældige skarpe begrænsning af godsejendommen til den privilegerede adel skabt kaos inden for godsejerklassen. Skabelsen af greve- og friherrestanden havde naturligvis gjort sit til, at klassen var blevet mere uensartet, men da mange borgerlige, udlændinge og andre, der hverken hørte til i den gamle eller den nye adel, også skaffede sig godsejendom, havde godsejerklassen som sådan svært ved at afgrænse og konsolidere sig.

Det kom tydeligt frem i begyndelsen af 1680'erne, hvor regeringen som følge af de permanent dårlige finanser begyndte at pålægge godsejerne skatter. Alle godsejere, der besad mindre end 200 tønder bøndergods, skulle nu yde skat på lige fod med landets andre undersåtter, noget de var sluppet for ved en forordning i 1670.

Kredse inden for godsejerklassen mente, at en sådan skattebestemmelse helt ville ruinere godsejerstanden. Men den planlagte beskatningsordning blev gennemført på trods af protesterne, og resultatet blev, at en række mindre godsejere enten måtte opgive deres godsejendom eller sørge for at skaffe sig så meget bøndergods, at de kom over 200 tønder-grænsen og dermed blev skattefri.

Den nye beskatning var i virkeligheden kun med til at fremme en udvikling, der allerede var i gang. Langsomt, men sikkert skabtes der i enevældens første halve århundrede en egentlig storgodsejerklasse, der besad mere jord, end den gamle adel havde haft. Og som følge af krongodsudlæggene sad de nye store godsejere på en større andel af Danmarks landbrugsjord end nogen sinde.

For den finansielt trængte enevoldsmagt betød denne udvikling, der også medførte nedlæggelse af bøndergårde, ja hele landsbyer, at skatteunderlaget til stadighed formindskedes. Menig almue måtte bære byrderne, men deres formue var ringe, så skatterestancerne blev stadig større og flere.

Hoffet brugte mange penge, for den enevældige konge måtte ikke fremstå som en fattigprins, men det var militæret, der slugte broderparten af statens udgifter. Der blev skabt store fæstningsanlæg, og selv om regeringen under Frederik 3. forsøgte sig med en værnepligtig hær, vendte man bestandigt tilbage til den hvervede som kernen i rigets forsvar. Et forsøg på at bruge en del af krongodset som ryttergods, hvor bonden mod nedsættelse af de sædvanlige afgifter enten selv skulle stille som rytter eller i det mindste forsørge en sådan, blev efter Den skånske Krig afløst af en pengeafgift, og adelens ældgamle pligt til at møde fuldt rustet og til hest, der var blevet genoplivet i enevældens første år, blev ligeledes afskaffet mod, at godsejerne ydede en pengesum i stedet.

Resultatet blev, at det danske militær i slutningen af århundredet kom til at bestå af en stor hvervet hær, som slog bunden ud af statskassen.