Fest og letsind

Tilbøjelighederne til letsind i klædedragt og muntert umådehold gik ved familiefesterne op i en højere enhed. Ved dåb, bryllupper og begravelser samledes frænder og venner inden for alle samfundslag – men ikke på tværs af dem – til festligt lag. I fællesskab slog værter og gæster sig løs. De mødte op i deres stiveste puds og tog for sig af vin, øl, brændevin, stegemad og sukkergodt. Og festerne varede i op til otte døgn.

Statsmagten holdt et vågent øje med udskejelserne. I en forordning af 6. april 1610 hed det således, at det var kommet øvrigheden for øre, at der alle vegne udi riget blandt borgere og bønder fandtes stor uskikkelighed i forbindelse med bryllupper. De formastelige tillod sig at invitere så mange folk, som det passede dem, hvorved de pådrog sig selv og andre stor og unødig bekostning, dem selv til den største skade og fordærv. Derfor agtede kongen og rigens råd at fastsætte nøje regler for, hvordan bryllupper herefterdags skulle afvikles.

I købstæderne måtte borgmestre og råd ikke invitere mere end 24 par folk med deres børn og døtre og derforuden 12 unge karle. Håndværkerne skulle nøjes med 12 par folk med deres børn og døtre og kun seks unge karle. Bønderne på landsbyerne fik lov til at have det samme antal gæster som håndværkerne, dog uden karle, og – tilføjede konge og råd – ville nogen indbyde færre, skulle det stå dem frit for. For alle bryllupperne gjaldt det, at de højst måtte vare to dage.

Adelsfolkenes bryllupper var blevet reguleret i en anden forordning, hvor bekæmpelsen af luksus i klædedragten og af overdådighed ved selve festen var forenet. Bruden måtte ikke bære ædelstene, kun tre smykker, hængende i kæder. Hun måtte heller ikke stikke sine klæder med perler, guld eller sølv. Og brudesengens tæpper og omhæng måtte ikke være af fløjl, men kun af simplere silkestoffer. Det blev ligeledes indskærpet, at adelen ikke måtte gøre så store bryllupper, som de hidtil havde haft for vane, men kun invitere deres nærmeste slægt, svogre og naboer, og festen måtte kun vare to dage.

Bortset fra festens varighed var bestemmelserne om bryllupper således rangordnet ganske i overensstemmelse med samfundets hierarkiske stænderinddeling. Kun kongen var hævet over alle begrænsninger. Da han i 1597 blev viet til sin dronning, Anna Cathrine af Brandenburg, fejredes brylluppet på Haderslevhus. Blandt leverancerne til den store fest var flere hundrede okser, flere tusinde svin, mere end tusind fårekroppe, næsten 50.000 fisk, 24 tønder Rostock-øl og adskillige fade vin.

Et tilbagevendende argument for de efter alt at dømme slet overholdte forordninger mod overdådighed ved familiefester var, at folk drak sig fra sans og samling. I 1621 udstedte konge og råd et generalforbud mod indførsel af tysk øl, der i modsætning til det danske var kraftigt og smagte af noget. Men ifølge lovgiverne havde importen af det stærke udenlandske øl taget overhånd, så man befrygtede, at drukkenskaben i den grad ville gribe om sig, at den menige mand ville blive forarmet og gå sin undergang i møde, hvorved riget ville blive alvorligt svækket.

Et halvt år efter måtte regeringen imidlertid konstatere, at præsterne, borgerne og tilmed en del af bønderne havde erstattet det forbudne fremmede øl med vin. Straks fik bisper og borgmestre ordre til at sørge for begrænsninger i vinforbruget blandt henholdsvis præster og købstadsfolk, mens lensmændene og godsejerne simpelthen skulle meddele deres undergivne på landsbyerne, at de ikke måtte drikke vin ved noget som helst gæstebud.

Trods de idelige forbud fandt øllet og ikke mindst brændevinen, der også forfulgtes kraftigt, vejen til bønderkarlenes ganer, og smugkroer synes at have været et fast inventar i enhver nogenlunde formuende landsby.

Drukkenskaben var i 1600-tallet en uadskillelig del af hverdag og fest. Utallige er beretningerne om drukture, og forskellen mellem samfundslagene gik mere på drikkevarernes ædelhed end rusens omfang. Kongen selv var europæisk berømt for sit umådeholdne drikkeri. Adelsmanden Sivert Grubbe, der ledsagede Christian 4. på dennes sørejse nord om Norge i 1599, skrev i sin dagbog under den 5. juni, da flåden lå i Bergen: „Hvilede vi en smule ud efter vore drikkelag, da vi havde gået i en stadig rus, så naturen til sidst nægtede sin tjeneste, og det ikke var os muligt at drikke mere. Vi måtte således gøre en dyd af nødvendigheden.”

Heller ikke de lærdes lag holdt sig tilbage. Efter et bryllup i 1618 havde professor udi juraen, Claus Plum, fået en tår over tørsten. Allerede under gildet havde han „været meget urolig med glas at slå sønder, ligeledes med hvislen og fløjten”. På vejen hjem opsøgte den opstemte gæst sin kollega, professor i hebraisk, magister Herman. Undervejs til magisteren havde han fornøjet sig med at overfalde nogle borgere, han traf på vejen, og ligefrem truet et par stykker af dem med en kniv. Men Plum nåede efterhånden frem til magisteren. Det samme gjorde resten af bryllupsselskabet, og det kom af uudgrundelige årsager til slagsmål mellem Plum og borgmester Mikkel Vibe, og rådmand Lorich, der måske ville komme Vibe til hjælp, blev straks forfulgt af juraprofessoren, der for efter rådmanden med et sværd, så Lorich tabte den ene tøffel under flugten.

Også den daglige tilværelse i landsbyerne blev præget af drikkeriet. Engang i forsommeren 1625 var et antal bønderkarle forsamlet til fest hos Jens Mønbo i Virum nord for København. De havde besluttet sig for at drikke de bødepenge op, der var kommet ind som følge af forskellige overtrædelser af landsbyens vedtægter. Rasmus Sørensen og Niels Jensen havde tilsyneladende et ondt øje til hinanden, og Niels ålede Rasmus. Værten sagde til Niels: „Sid på din røv og drik dit øl i al fredsommelighed,” men Niels spurgte, hvad det kom Jens ved og kaldte ham en skalk. Det fik Rasmus til at fare op og beskylde Niels for at være en kæltring, hvorpå Niels slog Rasmus på munden og råbte flabmund efter ham. Rasmus' broder, Hans, greb nu sammen med to andre ind, tog Niels ved skuldrene og førte ham baglæns ud ad døren. Så kom Niels' broder, Per, til og spurgte, hvad der gik for sig. Det kom til en større tumult, hvor enten Per eller Niels stak en vognkæp ind ad døren og ramte Rasmus, der døde kort efter. En kvinde, der overværede slagsmålet, så Rasmus falde og skreg: „Jesu Kristi kors!”. „Jeg skal korse dig,” råbte Per Jensen og slog kvinden til jorden med stangen. Derefter stak brødrene Jensen af.

Nogenlunde sådan fremstillede vidnerne klammeriet, da Hans Sørensen rejste sagen om sin broders død på Sokkelund herredsting. Men det lykkedes aldrig at få den fuldt opklaret. Gildesgæsterne havde simpelt hen været så berusede, at de ikke rigtig kunne huske, hvad der var sket, eller hvem der i virkeligheden havde slået Rasmus Sørensen ihjel, selv om de to brødres flugt naturligvis så godt som beviste deres skyld.

Fuldemandsdrabet på Rasmus Sørensen var ikke et enkeltstående tilfælde. Tingbogsreferaterne vrimler med beretninger om hug, slag, skældsord og utallige andre klammerier, der var resultatet af beruselse.

For både rig og fattig var drikkeriet uden tvivl en flugt fra en kold verden. For konge og adel løste drikkegilderne op for den stive etikette, og den salige rus var for folket en dennesidig erstatning for den hinsidige salighed, præsterne tilbød. Men drukkenskaben bragte også de fortrængte lidenskaber frem til overfladen. De indbyrdes nabostridigheder i de små landsbysamfund slog om i voldelige opgør, mens adelsklanerne fejdede på kårde og klinge. Voldshandlinger var en naturlig del af omgangsformen i et samfund, hvor magtsprog mand og mand imellem kun nødtørftigt blev bremset af et retsapparat, der selv i voksende omfang brugte fysisk afstraffelse som sit foretrukne middel.