En nar og en djævel lokker en kvinde til forfængelighed, mens en anden, pibekravesmykket djævel tænder op for ilden – måske et symbol på den helvedes ild, i hvilken Gud en dag vil lade den hoffærdige opbrænde. Stikket er fra østrigeren Zacharias Plass' stambog, indført o. 1610.

.

"Vi eragter også underdanigst rådeligt, at iblandt borgerfolk også bliver forordnet, at ingen, enten mandfolk eller kvindfolk, bruger noget silketøj til deres klæder, uden alene på hovedet, foran på deres kåber og til trøjer …"

Således hed det i det forslag til forbud mod overdådighed i klædedragt, rigsrådet forelagde kongen i august 1620, og som kom den nybagte silkeværkschef, der gerne ville have sine produkter afsat, aldeles på tværs.

Formålet med rådets initiativ var dog ikke kun at drille Christian 4. Siden begyndelsen af 1500-tallet havde statsmagten ved hjælp af en lang række forordninger bekæmpet den overflod i klædedragt, som den mente var usømmelig og ruinerende for de forskellige stænder. Det var, alt efter tidernes og dermed modelunernes skiften, blevet nøje fastlagt, hvilket tøj og hvilke smykker, hver enkelt stand måtte bruge.

Når luksusforbudene efter 1600 fulgte efter hinanden i tæt rækkefølge, skyldtes det ikke mindst det voksende forbrug, adelen selv tillod sig, da godsdriften gjorde den formuende under de gode økonomiske konjunkturer. Dertil kom påvirkningen fra den ekstravagante livsførelse, der under indtryk af renæssancens sans for det dennesidige bredte sig i de europæiske lande, de unge adelsfolk besøgte på deres uddannelsesrejser.

Rigsrådernes forslag indeholdt således også et ønske om at bremse deres egne standsfællers ødselhed. Det skulle være aldeles forbudt at indføre ædelstene og runde perler, kostbare kniplinger og strikværk, ligesom der allerede var sat en stopper for brugen af diamanter. Når trolovede blandt adelen for fremtiden ønskede at give hinanden gaver, måtte de ikke forære hinanden smykker, der indeholdt ædelstene og runde perler, men alene to ringe, der for de fornemstes vedkommende højst måtte have en værdi af 200 daler og for de ringeres 100 daler. „Dog hvo ringere vil give, han vide derudi sin egen gavn og bedste.”

Denne stilfærdige tilføjelse røber en del af begrundelserne for de stadige luksusforbud. Rigsrådet vidste meget vel, at den udbredte pragtlyst kunne anstrenge selv den mest velhavende adelsmand.

Men også borgerne var kommet godt med, først og fremmest de købmænd, der som mellemhandlere mellem godsejerne og udlandet havde glæde af den voksende import og eksport. Det var dem, de standsbevidste adelige havde et godt øje til, når de ønskede luksusforordningerne indskærpet, for standsforskellene burde ikke udviskes af forfængelige borgerfolk.

Endelig var der den afsmittende virkning på menig almue. Adelsmanden Claus Pors skrev således 1613 i et lille moraliserende skrift, „Levnedskompas”, at der trods alt ikke fandtes så stor hovmod hos de rige som hos de fattige. Men holdt de rige ikke igen, så kunne man aldrig vide, hvordan det ville gå, eftersom „de nedre stænder vil alt have de nye mønstre med, både på hår og klæder, sko og kraver”. Resultatet blev, at de ikke agtede på deres indkomst og fortærede og forklædte sig mere, end de fortjente med deres plov og håndværk, og det hele endte med, at nogle satte sig i gæld langt videre, end de nogen sinde ville være i stand til at betale tilbage.

Claus Pors nøjedes ikke med at understrege luksusforbrugets dårlige indflydelse på menig almue. Han advarede også mod Guds vrede, thi hoffærdighed stemte ikke overens med den sande kristne ydmyghed. Gud straffede dem, der smykkede sig udvortes, ved at påføre dem lige så mange indvortes sygdomme, som de udtænkte forfængelige påfund. Undtaget herfra var dog kongen, thi Luther havde selv erklæret, at fyrster, herrer, konger og kejsere måtte føre et synderligt skin frem for andre med deres klædedragt, så man kunne kende dem fra samfundets andre stænder. Det var da også denne særret for majestæter, Christian 4. havde i tankerne, da han i 1618, året efter en af de mange skrappe luksusforordninger, undtog „de adelspersoner, som er her til hove, så længe de udi Vor daglige tjeneste sig opholder …” Kongen, der selv kunne klæde og smykke sig, som han lystede, måtte naturligvis have et talrigt og fornemt udstyret følge for også derigennem at manifestere sin magt og værdighed.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Forskel på folk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig