Det katolske spøgelse

I 1500-tallets sidste årti var Karl 9. om ikke formelt, så dog reelt blevet Sveriges hersker. Når der var tvivl om hans status, skyldtes det, at han i virkeligheden kun med titlen af hertug styrede på sin brodersøns, Sigismunds, vegne. Denne var i 1593 blevet svensk konge, men var samtidig gennem ægteskab blevet konge i Polen og var gået over til den katolske tro. Under påskud af at forsvare den sande evangeliske lære havde Karl efterhånden taget magten i Sverige og fjernet de adelsfolk, der var loyale over for Sigismund.

Christian 4. gjorde, hvad han kunne for at udnytte splittelsen i Sverige. Han sendte åbne breve til det svenske folk, hvori han beskrev „den mislige tilstand”, Sveriges stænder var stedt udi, og han understregede, hvor vanskeligt det var at forhandle med det svenske rigsråd, når adskillige af de høje herrer enten var i fængsel eller forjaget af riget.

Hertug Karl var fanatisk danskfjendtlig. I en række kommentarer til en sverigeshistorie af Laurentius Petri gav han udtryk for, at modsætningerne og hadet mellem danske og svenske stammede helt tilbage fra oldtiden. Danskerne havde altid haft det med at slå svenske konger ihjel, og midt i dette historiske mørke så Karl kun det ene lyspunkt, at det engang var lykkedes den svenske kong Attisl at slå danskerne og indsætte hunden Rakka som konge over Danmark.

I 1604 var modsætningerne mellem Christian 4. og Karl 9. så skærpede, at krigen syntes at stå for døren. Den danske konge mente i hvert fald, at tiden var inde til åben fejde. I et skriftligt forslag til rigsrådet den 18. august remsede han alle sine klagepunkter mod de svenske op. Han lagde især vægt på de overgreb, den svenske konge begik mod handelsfolkene i Østersøen og de danske borgere, der handlede i Sverige.

Men den trumf, han spillede ud for at få rigsrådet med til en krigserklæring, var en påstand om, at Danmark var ved at blive offer for en mægtig katolsk sammensværgelse. Kongen mente, at Karl snart ville dø, eftersom Gud nødvendigvis måtte forkorte hans levetid, således som Han havde for vane at gøre det med onde tyranner. Efter Karls død ville Sigismund, der havde munke og jesuitter som nærmeste rådgivere, og som var kongen af Spaniens og pavens søn og kreatur, igen få magten over Sverige. Rigsrådet burde da kunne indse, hvad der ville komme ud af et sligt naboskab, nemlig intet andet end den rette læres undertrykkelse.

Christian 4.s malen fanden på væggen var efter al sandsynlighed inspireret af et skrift, forfattet af en vis Jonas Henricsonius, som under en italiensrejse havde hørt om en mægtig sammensværgelse, der var inspireret af jesuitterne. De katolske magter skulle med Sigismund som spydspids erobre Danmark, hvilket var nemt nok, eftersom danskerne var svækkede af vellyst og udsvævelser. Danmark skulle deles mellem Sverige og Spanien og flertallet af danskerne gøres til slaver på galejerne og i de amerikanske sølv- og guldminer.

Det var denne skumle plan, kongen ville komme i forkøbet med sin krig mod Sverige, og hvilken rigsråd, der havde svoret med liv og ære at forsvare den rette tro, turde forhindre ham i hans retfærdige forehavende?

Men det turde rigsrådet. I sit svar til kongen gav det ham ganske vist ret i, at svenskerne optrådte urimeligt, men selv om hertug Karl havde uret, ville det alligevel være mere end betænkeligt, om man med en krig bragte såvel Kongelig Majestæt som rigets velfærd udi fare. Rigsrådet mindede kongen om Stettinerfredens bestemmelser, og det belærte kongen om, at den, der ikke overholdt fredsaftalen, var hjemfalden til en høj straf.

Rådet gik videre med en omhyggelig udpensling af de farer, en krig indebar. Den ville kræve mange tønder guld, og riget var fattigt. Adelen var forarmet og skyldte mange penge væk, som straks ville blive opkrævet, hvis krigen kom. Og rådet fortsatte: „Hvad bønder og borgere er anrørendes, er iblandt dem større armod, end letteligen kan gives til kende. Endnu findes der nogle tusinde bøndergårde, som står øde, hvilke snart ville blive flere, om nogen synderlig skat og besværing påkommer,” og så spillede rigsrådet sin trumf ud: „Og kunne være at befrygte, at anden ulykke deraf kunne opstå som tilforn udi Grevens og skipper Klements fejde er sket; thi en forarmet almue, som besværing påkommer, kan letteligen lade sig bevæge.”

Selv om det i denne omgang lykkedes rigsrådet at få tæmmet kongens krigslyst, forsvandt modsætningen til Sverige naturligvis ikke. Striden om Nordkalotten blev yderligere optrappet, da Karl lod sig krone i 1607 og i sin kongetitel indsatte ordene „over de lapper i Nordland og Caianer etc.s konge”. Lapperne tilhørte Norge, derom var Christian 4. ikke i tvivl, men mon ikke også caianerne var den danske konges undersåtter, som Karl 9. nu ville frarøve ham? Christian 4. studerede de tilgængelige landkort og fandt minsandten noget, der blev kaldt „caianska sembla” – det caianske land – og det lå tilsyneladende så nær Nordnorge, at det vitterlig måtte være norsk. Selv om kongen ikke var helt sikker, protesterede han alligevel.

Dertil kom, at Karl 9. havde anlagt havnebyen Göteborg ved Elfsborg. Det hidsede Christian 4. op, thi via den nye by kunne nederlænderne undgå Øresund, hvilket ville – som kongen udtrykte det – „forringe Vor og rigens indkomst og højhed udi Sundet, hvilket Øresund er en af de fornemste regalier, som Gud og Naturen dette kongerige givet har”.