Kalmar

Christian 4., Breide Rantzau og den efterhånden mere end udmattede belejringsstyrke slap imidlertid for at lide nederlag til de svenske tropper. En dansk flåde kom til undsætning, og den 2. august gav Kalmar Slots høvedsmand, Krister Some, op – eller med Breide Rantzaus ord: „Some kontraherede med Hans Majestæt, så at han får udi Holsten et stykke gods, som skal rente 1000 daler, og af rentekammeret 1000 daler. Og om Gud vil give Hans Majestæt lykke med Sverige, skal han have hans eget igen og slippe det andet.”

Bestikkelsen af Some blev senere gjort til Christian 4.s mægtige krigssejr, forherliget på adskillige malerier og hyldet af digterne.

Slotshøvedsmand Krister Somes letkøbte kapitulation fik Karl 9. til at fare i flint. Den 11. august skrev han i et brev til Christian 4.: „Vi, Karl den Niende … lader dig, Christian den Fjerde, konge udi Danmark, vide, at du ikke har handlet som en ærlig og kristen konge, når du således på urimelig vis og uden nogen given årsag har brudt og tilintetgjort den venlige fredsaftale, som for fyrre år siden blev undertegnet”, har angrebet Kalmar, erobret byen og siden indtaget fæstningen gennem forræderi. Karl 9. håbede imidlertid, „at Gud den allerhøjeste, som er en retfærdig Gud, han skal sådant dit frivillige og forsætlige overmod hævne og straffe”. Men, fortsætter kong Karl, eftersom han selv har foreslået sin danske kollega alle tænkelige kristelige midler til at bevare freden mellem de to riger, uden at kong Christian har villet gå ind på dem, findes der nu kun en sidste udvej. De to konger må efter de gamle goters skik personligt afgøre striden på åben mark, mand mod mand, kårde mod kårde. Møder Christian ikke op, vil kong Karl ikke holde ham for en ærlig konge og krigsmand.

Christian 4. skrev tilbage, at hundedagene åbenbart var steget kong Karl til hovedet, og at alle anklagerne for at have brudt Stettiner-fredens aftaler var løgn og digt. Det var kun af nød, han havde påbegyndt fejden, skrev den danske konge videre, og det uskyldige blod, der blev udgydt, var en følge af Karls egne tyranniske gerninger over for det svenske folk. Desuden ville Christian ikke finde sig i Karls påstand om, at han havde brugt svig ved erobringen af Kalmar Slot, „thi Vi har erobret samme hus som en ærlig herre og krigsmand”.

Og om Karls udfordring til tvekamp skrev den danske konge: „Hvad angår den kamp, du tilbyder Os, forekommer den Os spot værd, af den årsag, at Vi er udmærket klar over, at du allerede er nok så slagen af Gud i himlen, så det er meget bedre at ynke dig end at slås og fægtes med dig. En varm kakkelovn var dig meget tjenligere end en sådan skærmydsel eller kamp og dertil en god medicus, der kunne sætte dit hoved i lave igen. Du skulle skamme dig, du gamle nar, sådan at angribe en ærlig herre, hvilket du visseligen har lært af gamle skøger, som plejer at værge for sig med skælden og smælden …”

Christian 4., der daterede dette høflige svar den 14. august 1611 på Vort slot Kalmar, mere end antydede, at den svenske konge havde haft et slagtilfælde, som havde gjort ham vanvittig. Den danske konge så ganske bort fra, at kong Karls forslag var en sen efterklang af en middelalderlig riddertradition, hvor to modstandere gennem en personlig holmgang lod Gud afgøre, hvem der havde retten på sin side. Karl 9. udfordrede således ikke Christian 4. til en simpel duel, men ønskede striden mellem ham og den danske konge afgjort ved en gudsdom. Og så spillede det naturligvis ingen rolle, at kong Christian var yngre, stærkere og ved godt helbred. Gud ville give kong Karl magt til at gennembore ham med sin kårde. Det var således næppe blot en talemåde, når Karl 9. i sit brev til den danske konge skrev, at Gud ikke alene var den allerhøjeste, men også retfærdig og derfor ville vide at straffe kong Christian.

Karl 9. fik ikke sin tvekamp, men om det var Gud, der dømte ham imod ved at lade ham dø af sin sygdom to en halv måned senere, den 30. oktober, får stå hen. Nogen svækkelse for Sverige betød det dog næppe, at hans 16-årige søn, Gustav Adolf, blev Sveriges konge og ved sin side som rigskansler fik den højadelige, politisk lynende godt begavede 28-årige Axel Oxenstierna.

Men det var Christian 4., som foreløbig militært stod stærkest. Sverige havde brug for fred, da det sloges både mod syd, vest og øst. Også de store vestlige handelsnationer ville have krigen afsluttet, fordi den generede deres østersøhandel. Men den danske konge afviste nederlandske fredsfølere, og da vinteren satte ind, indskrænkedes krigen til de sædvanlige gensidige hærgningstogter langs grænserne. Først den 1. juni 1612 blev stilstandssituationen for alvor ændret, da den danske konges tropper erobrede Elfsborg.

Christian 4. mente nu, at tiden var inde til en knibtangsbevægelse fra vest og øst med henblik på Sveriges fuldstændige erobring, men pest, forsyningsvanskeligheder og Gustav Adolfs styrke forhindrede ham i det. Det nærmeste, Christian 4. nåede Sveriges hjerte, var en sejltur med 36 orlogsskibe, der lagde ind i den stockholmske skærgård, uden at den svenske flåde udfordrede den til kamp. Men Christian 4. måtte nøjes med at rejse en stendysse på en lille ø til påmindelse om, at han havde været det svenske riges hovedstad nær. Han havde forventet et søslag og ikke medbragt landgangstropper.

Sverige lod sig således ikke erobre, og det er tvivlsomt, om der efterhånden overhovedet fandtes nogen, end ikke Christian 4., der ønskede krigen fortsat. Det lykkedes da også på engelsk initiativ at få gang i fredsforhandlinger mellem de to riger. De to parters forhandlere mødtes den 29. november 1612 under åben himmel på en grænsebro i nærheden af Knærød i Halland. Allerede den 20. januar 1613 kunne fredsaftalen undertegnes. Under indtryk af den stærkere danske militære stilling måtte Sverige finde sig i at give afkald på de lappiske krav og acceptere den indbyrdes toldfrihed mellem rigerne, men de fik dog traktatfæstet den sædvane, at svenskerne nød frihed for at betale Øresundstold. Det vigtigste resultat, set fra den danske konges side, var imidlertid, at Sverige måtte betale en krigsskadeserstatning på én million rigsdaler, at erlægge over seks år. Indtil erstatningen var betalt, skulle Danmark beholde Elfsborg som pant.