Christian 4. i sine velmagtsdage, malet af Pieter Isaacsz o. 1611. Den sejrende og selvbevidste konge i sin sorte dragt med jernhalskraven, der symboliserer krigsmanden, holder fast om kommandostaven med højre hånd og læner den venstre til kårdefæstet. Magtens civile og militære emblemer står på en stensøjle, der – bag kongens venstre arm – er prydet med et relief, som viser kongen stående på en triumfvogn, mens han laurbærkranses af den vingede romerske sejrsgudinde Victoria.

.

I begyndelsen af året 1611 besluttede Christian 4. sig til at sætte sin krigsvilje igennem. Han indkaldte rigsrådet til et møde i København, og den 30. januar tilstillede han rådet en egenhændigt udformet skrivelse, hvori han atter en gang ridsede alle klagerne mod Karl 9. op. Hvilken gavn gjorde det, spurgte han, at man fortsatte med de evindelige resultatløse mæglingsmøder, når kong Karl fortsatte med sine plyndringer og sørøverier?

Kongens tålmodighed var opbrugt. Fandt han sig fortsat i kong Karls handlinger, ville det give ham et ondt eftermæle. Kongen havde derfor rådført sig med Gud og var nået til den konklusion, at han den tilkommende sommer ville påføre den svenske konge og hans undersåtter en åbenbar krig og fejde både til lands og til vands for med Guds hjælp enten at tvinge Sverige ind under den danske krone eller i det mindste kalde den svenske konge til orden, så den danske konge og hans undersåtter én gang for alle kunne blive befriet for kong Karls voldsomme påfund og skadelige og listige handlinger.

Kongen vidste naturligvis, at rigsrådet ifølge håndfæstningen skulle give sit samtykke til krigen. Det forventede han da også at det ville, men skulle det ske, at råderne igen sagde nej og fortsat ikke ville lade den spot og vanære, hvormed kong Karl forhånede den danske konge, gå til deres hjerter og sind, da så han sig nødsaget til på sin egen persons vegne i sin egenskab af hertug af Slesvig-Holsten under alle omstændigheder at påbegynde denne fejde. Og dersom der kom noget frugtbart ud af krigen, ville han lade det komme ham selv og på ingen måde riget til gode.

Kongen havde sat rigsrådet kniven på struben. Det havde ikke den fjerneste indflydelse på, hvad hertugen af Slesvig-Holsten foretog sig, og det var faktisk ham, de nu forhandlede med, selv om han også hed Christian og i stedet for sin krone blot brugte sin hertughat.

Det prægede da også rigsrådets svar. Det konstaterede, at al vidtløftig snak i virkeligheden var overflødig, thi „enten vi fejden bevilger eller ikke bevilger, da vil Eders Majestæt den fulddrive”.

Og rigsrådet bevilgede krigen, da Christian 4. satte sine hertugelige tommelskruer på det. Kun ved at tillade kongen at påbegynde fejden mod Sverige kunne det bevare kontrollen over ham og få indflydelse på såvel krigen som på dens forhåbentlig hastige afslutning. Det havde kun ét håb tilbage: at Gud ville standse kongen …

Men det gjorde Gud ikke. Den 4. april 1611 erklærede Christian 4. Sverige krig.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kongens kup.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig