Dette stik fra Den oldenborgske Krønike, der udkom i 1599, viser, at ikke kun Årslev-bønderne kom ud for sære varsler. I teksten til stikket hedder det, at den 7. maj 1598 så folk tre sole og tre regnbuer på den klare himmel over Oldenburg. „Hvad de måtte betyde, er Gud bekendt”, tilføjer krøniken.

.

Men det var ikke universets udstrækning, elektriciteten eller den ostindiske handel, der optog bønderne fra Årslev, en landsby knap ti kilometer sydøst for Randers, da de onsdag den 30. april 1600 så et syn, de aldrig skulle glemme.

Landsbyens folk begav sig om formiddagen ned til Alling Å for at rense den. Men der var for meget vand i åen, så folkene kunne ikke komme i gang med arbejdet. Det gav dem en kærkommen lejlighed til at tage sig et hvil. Klokken var mellem 10 og 11.

Pludselig kaldte Årslev landsbys oldermand på de andre, for det forekom ham, at „der opstod af engen langt borte ligesom en stor vogn med folk udi og mange løbendes deromkring, og som hastigt kom ned på engen”. Snart så de alle en mærkelig hoben folk, der var „såre høje og tykke personer, og oven for skuldrene meget længere end mennesker almindeligvis plejer at være”. De sære væsener løb frem og tilbage mellem hinanden med „lange stager med blanke jern på enden, hvormed de stak til hverandre og undertiden holdt hverandre oppe i vejret på”.

Bønderne var lamslåede, og ikke mindst blandt „de arme kvindfolk, der også var til stede”, bredte der sig „stor jammer og forskrækkelse”. Der gik en halv time, før synet forsvandt. Bønderne ilede tilbage til landsbyen og fortalte om det, og snart bredte rygtet om den mærkelige foreteelse sig over hele egnen.

Den 25-årige Holger Rosenkrantz, herremanden til Rosenholm, et prægtigt nybygget slot, der lå en halv snes kilometer borte, fik nys om sagen. Han var en dybt religiøs mand, som anede, at Gud måske havde meddelt sig gennem det sære syn. Anden pinsedag, den 12. maj, red han til Årslev. Bønderne, der havde fortalt om de underlige hændelser, blev efter gudstjenesten én efter én kaldt op til alteret for at gentage deres beretning for ham.

Holger Rosenkrantz følte sig overbevist om, at de talte sandt, ikke mindst da han fik beretningen bekræftet af sognets præst. Netop den formiddag, det var hændt, var pastoren gået i skoven for at holde øje med en vogterdreng, der passede noget kvæg, som var forkomment, fordi vinteren havde været gruelig hård. Og samtidig med at bønderne havde set den store tumult på engen, havde præsten hørt en advarende røst, „der tre gange klart og tydeligt råbte Vé! Vé! Vé!”

En skeptisk eftertid har forklaret den besynderlige begivenhed med, at bønderne og præsten så en kraftig skypumpe. Rosenkrantz, der nedskrev beretningen om „Det underlige syn, Gud den Almægtige har ladet vise den sidste April nu sidst forleden 1600”, fortæller da også, at præstens vogterdreng sagde, at han ikke havde overværet noget sært, men blot havde hørt en stor regn og stormvind.

På bønderne og præsten og Holger Rosenkrantz gjorde en sådan snusfornuftig forklaring imidlertid ikke indtryk. De levede i en verden, hvor det gode og det onde, Gud og Djævelen, var iblandt menneskene døgnet rundt, fra fødsel til død.

De tvivlede ikke på, at det var Gud, der med et jærtegn mindede dem om deres ulydighed og manede dem til at forsage synden. Som Rosenkrantz siger det i sin beretning: „Gud kalder og råber alle vegne …”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Bønderne fra Årslev.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig