Brobygning

Mens bønderne i Rosted og Sneslev og de andre hundreder af landsbyer, der fandtes i riget, stadig indrettede deres tilværelse efter de normer, der langsomt var groet frem gennem generationer, var der med afskaffelsen i 1660 af det århundredgamle rigsrådsregimente pludselig opstået en situation, hvor de regerende skulle reorganisere statsmagten på en helt ny måde, ubundet af traditionerne.

Med arveenevoldsregeringsakten havde kongen fået al magten. Med oprettelsen af kollegierne og omdannelsen af lenene til amter, der bestyredes af kongeligt udnævnte amtmænd, var kommandovejen i grove træk lagt fast. Og med udstedelsen af stænderprivilegierne i sommeren 1661 var adel, gejstlighed og borger blevet tildelt deres indbyrdes plads inden for samfundspyramiden.

Alligevel var fremtiden åbent land. Rammerne var skabt, men hvem skulle fylde dem ud? Kongen kunne jo ikke ene mand, sin enevoldsmagt til trods, ordne alt selv. Men kongen havde det sidste ord, og det betød, at den, der stræbte efter magt og ære, behøvede hans gunst, og den, der opnåede magten og æren, kunne miste den over natten, hvis kongens nåde svigtede ham.

Den mand, som mere end nogen anden kom til at bygge bro mellem det gamle adelsvælde og den nye enevoldsmagt, var Hannibal Sehested. Efter sit fald i 1651 havde han flakket om i udlandet. Da den første svenskekrig brød ud i 1657, tilbød han Frederik 3. sin tjeneste, men kongen ville ikke have noget at gøre med sin tidligere norske statholder, næppe fordi han i sin tid var blevet fældet for embedsforsømmelser og underslæb, men simpelt hen fordi han tilhørte kredsen af Christian 4.s svigersønner, som én gang for alle var sat ud af spillet.

I modsætning til sin svoger, Corfitz Ulfeldt, benyttede Sehested ikke lejligheden til at gå i svensk tjeneste, og efter den første fredsslutning skiftede kongen sind og sendte bud efter Sehested. Hvad årsagen var, vides ikke, men det kom ikke til nogen forsoning mellem kongen og Sehested, der forlod København, da han hørte om Karl Gustavs genoptagelse af krigen mod Danmark.

Da Karl Gustav snart efter havde erobret det meste af Danmark, stillede Sehested sig til den svenske konges rådighed i håb om, at han derved kunne genvinde sine godser og magt, hvis Danmark endte som svensk provins. Men til forskel fra Ulfeldt fik han placeret sig på en sådan måde, at han ikke direkte optrådte som Karl Gustavs håndgangne mand, men nærmere som en slags diplomatisk reserve, svenskekongen kunne sætte ind, hvis han fik brug for en mægler i tilfælde af forhandlinger med danskerne.

Da den svenske konge efter sit forgæves forsøg på at indtage København måtte opgive den fuldstændige erobring af Danmark, trådte Sehested i funktion. Med Karl Gustavs billigelse kom han til at indtage en nøgleposition i de forhandlinger, der skulle føre frem til den endelige fred i 1660. Og nu satsede Sehested på at genvinde sine godser og position som dansker. I februar 1660 sendte han Frederik 3. et langt forsvarsskrift, hvori han bedyrede, at han aldrig var gået fjendens ærinde, men blot havde fundet det rimeligt, når han nu en gang havde været sat uden for sit fædreland, i de onde tider at sørge for at bevare liv, ære og gods for sig og sine. Nu var tiden imidlertid inde til Danmarks genrejsning, ikke gennem fortsat krig, men gennem indre reformer, og han mente, at han havde lært så meget i verden, at kongen og fædrelandet kunne have glæde af hans tro tjeneste.

Endelig, i maj, lykkedes det Sehested at formidle fred mellem Sverige og Danmark på en måde, der blev Danmark til mindst skade. Og kongen bevilgede ham sin nåde og gunst for hans underdanigste erviste tjeneste. Men først efter at Frederik 3. under stændermødet i efteråret 1660 havde sikret sig arveriget og erfaret, at Sehested varmt støttede dette skridt, udnævnte kongen sin tidligere modstander til rigsskatmester, nummer to i rang efter Joachim Gersdorff, statskollegiets præsident.

Som enevældens første finansminister skulle Hannibal Sehested, manden, der engang var blevet landsforvist for underslæb og rod i regnskaberne, genrejse en statshusholdning, der lå i ruiner. Det kan virke absurd, men var ikke desto mindre et naturligt udtryk for den nyskabte enevældes behov. Den havde brug for folk, der havde administrative evner, og det havde Hannibal Sehested vist, at han havde, da han i sin tid regerede Norge, selv om han samtidig havde benyttet lejligheden til at gavne sig og sine. Og så havde han forbindelser. Han var en nær ven af den mægtige biskop Svane, én af arkitekterne bag arveriget. Han havde i tidens løb haft økonomiske relationer til den anden stænderleder, Hans Nansen. Storkøbmanden Henrik Müller, nu en af statens største kreditorer, var en gammel ven af svigersønnepartiet. Og der var nære forbindelser mellem Sehested og marseliserne, i første række Selio Marselis, som Sehested i sin tid havde skaffet store forretninger i Norge.

Således trådte Hannibal Sehested atter ind på statsscenen, da der opstod et magtpolitisk tomrum, som Frederik 3. gerne udfyldte med en person, der tilhørte den gamle højadel, men samtidig var ubundet af den, og som havde de rette forbindelser til det politiske miljø, der havde skabt grundlaget for arverigets indførelse. Men nok så vigtigt var det, at Sehested vidste, hvordan man ordnede de store finansielle sager.