Niels Stensen

De lærde kvinder, Anders Bording hyldede, kom fra adelstanden. De alene havde det overskud af tid, der gav dem muligheder for at beskæftige sig med kunst og litteratur. Men videnskab i alleregentligste forstand lå uden for deres horisont. Trods al tale om mænds og kvinders ligeværd koncentrerede adelskvinderne sig om moralske skrifter, historiske emner, visesamlinger og slægtsstudier. Birgitte Thott, der i 1658 oversatte den romerske filosof Senecas moralfilosofiske skrifter, formulerede klart formålet med kvindelige studier, når hun begrundede sin oversættelse med, at de moralske lærdomme, de vise gamle udformede, ville lære læserinden „at holde sig inden for den kvindelige blufærdigheds, sagtmodigheds, tilbørlig lydigheds og al skikkeligheds grænser”.

Under alle omstændigheder var naturvidenskaben helt mændenes verden. Og mens de humanistiske videnskaber, ikke mindst historieskrivningen, var præget af stagnation og gold gentagelse af tidligere tiders forskning, skete der en revolutionerende udvikling inden for naturvidenskaberne. Navne som Galilei, der studerede planeternes bevægelser og opdagede loven for legemers fald, Newton, der formulerede bevægelsens grundlove, og Harvey, der opdagede blodets kredsløb, er blot enkelte af de naturforskere, der grundlagde den moderne naturvidenskab inden for fysikken og lægekunsten.

Det fælles ved deres måde at studere tingene på var iagttagelsen. Hvor man hidtil – med Tyge Brahe som undtagelsen – havde spekuleret sig til natursammenhængene, lagde man nu vægten på eksperimentet, på den konkrete undersøgelse.

Teologerne var ikke udelt begejstrede for den nye strømning inden for naturvidenskaben. Det kom mere end tydeligt for dagen, da Galilei af de katolske åndelige myndigheder blev tvunget til at fornægte sine iagttagelser, der viste, at Jorden gik rundt om Solen og ikke omvendt og dermed bekræftede den opfattelse, astronomen Kopernikus allerede i 1500-tallet var nået frem til gennem ren spekulation.

Men selv om de kirkelige autoriteter, også de lutherske, søgte at undertrykke iagttagelser, der kunne true den traditionelle dogmatiske troslære, udviklede der sig i 1600-tallet et europæisk forskningsmiljø på tværs af trosretningerne og ofte på trods af dem. Og selv om fyrsterne vogtede den rene tro, beskyttede de samtidig naturforskerne og støttede dem ofte med større pengesummer. For fyrsterne var ikke blot nysgerrige, men også interesserede i at udnytte de nye forskningsresultater.

Danmark lå i udkanten af det europæiske forskningsmiljø. Alligevel kom enkelte danskere til at bidrage til den europæiske naturvidenskabs udvikling i slutningen af 1600-tallet. Én af dem, Niels Stensen, ragede op over dem alle.

Niels Stensen var søn af guldsmeden Sten Pedersen, der havde sit værksted på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne i København. Som 18-årig blev han i 1656 immatrikuleret på Københavns Universitet og fik professor Thomas Bartholin som vejleder. Bartholin var læge og europæisk kendt for sin opdagelse af lymfesystemet og dermed kirtlernes betydning for den menneskelige organisme. Og samtidig tilhørte han den slægt af professorer og rektorer, der totalt dominerede universitetet, og som systematisk udnyttede deres indflydelse til at besætte ledige professorater med deres egne favoritter.

Selv om Bartholin naturligvis var en fornem lærer, følte Niels Stensen, som så mange andre, der ville studere naturvidenskab, at det københavnske universitetsmiljø var for snævert. Han rejste udenlands, til Amsterdam og Leiden i Nederlandene, og allerede kort efter sin ankomst i 1660 lykkedes det ham under en dissektion af et fårehoved at konstatere ørespytkirtelens forbindelse til mundhulen, og dermed banede han vejen for forståelsen af det menneskelige fordøjelsessystem. Men endnu mere epokegørende var det, da han gennem sit studium af hjertet nåede frem til, at det var en muskel og dermed forkastede den opfattelse, der havde været den gældende siden oldtiden, at hjertet var et filtet væv og sædet for livets varme. Og Niels Stensen gik så vidt, at han syslede med tanken om, at man kunne skabe et kunstigt hjerte ved hjælp af en lille blære, der med bestemte tidsintervaller blev klemt sammen af et instrument „og således pressede det blod, som er hældt i den, ud i arterierne”.

Også hjernen blev genstand for Niels Stensens undersøgelser. Han afviste den traditionelle opfattelse, at hjernen stod i forbindelse med sjælen gennem en ægformet kirtel. Stensen påviste, at hjernen simpelt hen var som en maskine, man måtte skille ad til dens mindste dele for at forstå dens funktion.

Niels Stensen var allerede en berømmet og anerkendt forsker, da han i 1664 vendte tilbage til Danmark for at forelægge sine opdagelser for „sin ophøjede og mægtige konge Frederik 3.”. Hvor imponeret kongen end måtte have været, lykkedes det ikke for Stensen at få ansættelse ved Københavns Universitet. Bartholin-klanen havde ikke lyst til at ansætte en mand, der ville skygge for den selv.

Niels Stensen forlod da atter sit fædreland, rejste til Frankrig og kort tid efter til Italien, hvor han bosatte sig i Firenze under storhertugen af Toscanas økonomiske vinger. Italiensopholdet ændrede hans hele videnskabelige interesse. Under dissektionen af en haj opdagede han, at dens tænder lignede nogle store sten, man havde fundet på Malta. Og ved nøjere sammenligning fastslog han, at disse sten i virkeligheden var fossiler, forstenede hajtænder, der stammede fra en tid, hvor det meste af Jorden havde været dækket af hav. Med sin opdagelse lagde Stensen en bombe under den hidtidige opfattelse, at Jorden én gang for alle var blevet skabt af Gud og ikke siden havde ændret udseende.

Først i 1672 besøgte Niels Stensen igen Danmark. Griffenfeld havde inviteret ham, men de dominerende universitetskredse så med skepsis på den berømte videnskabsmands tilstedeværelse. Han fik dog tilladelse til at afholde offentlige dissektioner, og Christian 5. gav ham titel af Kongelig Anatom.

Baggrunden for den kulde, der mødte Stensen, var, at han i 1667 var gået over til katolicismen under indtryk af kirkelivet i Italien. 1674 havde han fået nok af det københavnske åndelige klima og tog tilbage til Firenze. Samtidig satte han punktum for sit videnskabelige virke og lod sig i 1675 præstevie. 1677 blev han biskop i Nordtyskland, hvor han sine sidste ni år levede mere og mere asketisk, som en vandringsmand mod evigheden, stadig bebrejdende sig selv, at han havde været hovmodig og selvglad, da han gjorde karriere som videnskabsmand.

Niels Stensens livsbane var et ekstremt udtryk for den modsætning mellem den nye videnskabelighed og den gammel-kristne tro, som prægede 1600-tallets intellektuelle verden. Selv udtrykte han det stærkest ved en af sine forelæsninger under sit sidste ophold i København: Skønt er det, vi ser, skønnere er det, vi forstår, men langt det skønneste er det, vor forstand ikke kan rumme.

Og sandt er det da også, at mens Thomas Bartholin opdagede lymfesystemet, Niels Stensen afslørede, at hjertet var en muskel og de sære sten på Malta simple fossiler fra Jordens fortid, og astronomen Ole Rømer i 1676 ved studiet af Jupiters måner konstaterede, at lyset havde en bestemt hastighed, levede den gamle ortodokse trosverden videre, og teologien var fortsat al videnskabs moder.