Tysk stik der viser Peder Schumacher på skafottet med portræt af Griffenfeld indfældet. Teksten lyder: „Den for kort tid siden ophøjede, men nu mere fornedrede, dog med ordet Nåde osv. livet tilbagegivne Griffenfeld. Nu atter ligesom før alt dette kaldet Peder Schumacher.”

.

Udsnit af Johan Philip Lemkes monumentale maleri fra 1696 af slaget ved Lund. I forgrunden ses den svenske kong Karl 11. med lys hat sammen med en af sine generaler. De svenske tropper bærer små halmduske i hattene, så man kan kende dem fra fjenden. Lemkes maleri er blot et af en række skildringer af Den skånske Krig, der skal forherlige den svenske indsats. På tilsvarende måde lod den danske konge male en række krigsbilleder, der foreviger danskernes glorværdige sejre.

.

Den pompøse bagside af den guldmedalje, der i midten af 1680'erne blev slået til minde om slaget i Køge Bugt den 1. juli 1677, hvor det lykkedes den danske flåde under Niels Juels kommando at sænke 20 svenske skibe og slå 4000 svenskere ihjel. På medaljen ses det svenske skib Mars stryge flaget for det danske Tre Løver, på hvis agterspejl Christian 5. er portrætteret til hest. Stemplerne til medaljen, der også blev slået i sølv, er skåret af Christopher Schneider. Med sin diameter på 128 mm er den en af de største prægede medaljer i verden.

.

Sveriges kong Karl 11. med familie, malet af D.K. Ehrenstrahl. Kongen selv ses til venstre, lænende sig til sin moder, enkedronning Hedvig Eleonoras stol. Til højre står dronning Ulrika Eleonora, og på bordet laurbærkranses parrets søn, den senere Karl 12., af sin søster, Hedvig Sofia. I baggrunden ses Karl 11.s faster Maria Eufrosyne, der var søster til Karl 10. Gustav, hvis portræt hænger på den fløjlsdraperede væg. Maleriet er renset for regalier og andre royale magtsymboler og skal først og fremmest fremhæve slægtens kongeret. I modsætning til den danske kongeslægt, oldenborgerne, der i direkte linie gik tilbage til 1448, var Karl 11. kun andet led i en ny kongeæt, og i arverigernes tidsalder havde en ung kongeslægt stærkt brug for at skabe dynastisk kontinuitet.

.

Med Griffenfeld bag lås og slå kunne kongen og militæret sætte alt ind på generobringen af de tidligere østdanske landsdele. Det lykkedes da også i juni 1676 både at slå svenskerne til søs, erobre Gotland og iværksætte en landgang ved Helsingborg. Den 14. august indtog danskerne Kristianstad. Skåne var igen blevet dansk. I oktober gennemførte svenskerne så et modangreb på Skåne, og i december kom det til det største landslag, Norden indtil da havde været vidne til. De to hære stødte sammen ved Lund. Både danskerne og svenskerne hævdede, at de havde sejret, men i virkeligheden førte slaget blot til udmattelse på begge sider med i alt 8000 faldne soldater.

I sommeren 1677 angreb resterne af Christian 5.s hær Malmø, som svenskerne havde holdt siden krigens start, men det lykkedes ikke at indtage byen. Det var nu den svenske hærledelses plan at afskære de danske tropper fra at vende tilbage til Sjælland, samtidig med at man ville landsætte svenske tropper på Sjælland. Til det formål var herredømmet på havet en forudsætning. Men under ledelse af den hollandsk uddannede adelige flådechef, Niels Juel, tilføjede den danske flåde svenskerne et knusende nederlag ved et stort søslag i Køge Bugt den 1. juli 1677.

Derefter fortsatte krigen dels i Skåne, dels med udfald fra Norge under Ulrik Frederiks ledelse ind i Sverige og endelig med et mislykket forsøg på fra dansk side at erobre det svenskbesatte Rugen. 1678 drejede kampene sig hovedsageligt om fæstningerne Helsingborg og Kristianstad. Det lykkedes danskerne at erobre Helsingborg, men Kristianstad, der havde været på danske hænder i næsten to år, befandt sig i en konstant belejringstilstand. Christian 5. prøvede at komme den til undsætning, men uden held, og i august overgav byen sig til svenskerne.

Til gengæld lykkedes det danskerne sammen med brandenburgerne at slå svenskerne i Nordtyskland, hvor de erobrede den anden af de stærke svenske fæstningsbyer, Stralsund.

Krigstrætheden bredte sig nu i begge lejre, og parterne begyndte at overveje en fredsslutning. Danmark stod i en stærk militær udgangsposition. Det havde besat Gotland, Helsingborg og Landskrona, og sammen med brandenburgerne kontrollerede danskerne en betragtelig del af Sveriges hidtidige nordtyske besiddelser. Da danskerne og svenskerne endelig satte sig til forhandlingsbordet for at nå frem til en fredsaftale, forlangte de danske forhandlere at beholde de områder, de havde erobret. Men Frankrig ønskede ikke den europæiske magtbalance forrykket til fordel for Danmark og Brandenburg. Ludvig 14. ville have, at tilstanden fra før krigen blev genoprettet, og det var hans svenske allierede naturligvis enig med ham i. De dansk-svenske fredsforhandlinger, der blev ført i Lund, trak ud, uden at man nåede nogen vegne.

Det var den franske konge, der kom til at afgøre sagen. For at presse danskerne og brandenburgerne rykkede han med en hær langt ind i Tyskland, helt frem til Oldenburg, og den danske regering valgte da at henvende sig til Ludvig 14. for at bede denne om at fastsætte fredsbetingelserne, da man hellere ville have ham til at formidle en fred end underkaste sig svenskerne. Men det blødgjorde ikke solkongens hjerte. Ved den fredsaftale mellem Danmark og Frankrig, der blev afsluttet i Fontainebleau den 23. august 1679, måtte Danmark finde sig i, at 1660-freden mellem Danmark og Sverige blev genoprettet. Frankrig skulle sørge for, at Sverige inden tre måneder anerkendte aftalen.

Strengt taget kunne svenskerne ikke opnå en bedre udgang på krigen, men den svenske regering var ikke ligefrem begejstret over, at den franske storebroder afgjorde sagen på dens vegne. Derfor ilede den med at foreslå de danske forhandlere i Lund, at de to naboer ikke alene selv sluttede fred med hinanden, men også indgik et forsvarsforbund, så de to lande ikke for fremtiden behøvede at underkaste sig fremmede magters luner.

Alligevel benyttede svenskerne sig indirekte af det franske pres. Da freden i Lund blev undertegnet i slutningen af september 1679, måtte Danmark opgive alle erobrede områder.

Samtidig kom forsvarsforbundet i stand. De to lande lovede ikke at blande sig i hinandens anliggender og ikke at slutte forbund med tredjemagter uden hinandens vidende og samtykke. Aftalerne kronedes med, at Frederik 3.s og Sophie Amalies datter, Ulrikke Eleonora, skulle giftes med Sveriges kong Karl 11., hvilket var ham til stor fryd, thi han var blevet hende lovet ved en aftale umiddelbart før krigens udbrud, og han havde savnet hende lige siden.

Denne ægteskabsplan havde været Griffenfelds værk. Siddende i sin fængselscelle på Kastellet kunne han nu erfare, at hans forsigtige politik over for Sverige blev konfirmeret, og samtidig kunne han notere sig, at fredsaftalen var faldet ugunstigt ud for Danmark, fordi den franske stormagt, han altid havde ment, Danmark burde have støttet sig til, havde dikteret betingelserne.

Griffenfeld havde set rigtigt. Men hvem lyttede i året 1679 til livstidsfangen Peder Schumacher?

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den skånske Krig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig