Mordet i præstegården

Det var ofte svært at rede trådene ud, når en snaphanesag skulle opklares.

Den 27. juli 1677 blev præsten Morten Jørgensen fra Oderljunga og Perstorps pastorat i Nørre Asbo Herred i det nordvestlige Skåne sammen med sin søn, Lars Mortensen, stillet for en til lejligheden udpeget kommissionsdomstol, der bestod af svenske officerer og menige domsmænd, udtaget blandt bønderne. Rettergangen indledtes med, at Hans Excellence Ulfeldt erklærede, at retten var sat for af hensyn til „rigets sikkerhed at dømme over de oprørske og skælmske snaphaner, som nu i disse krigstider på mange steder i Skåne yppes til Hans Majestæts krigsfolks og andre hans undersåtters uendelige store skade, idet de med myrderier og plyndringer uden ophold og uden at forbedre sig mod hans undersåtter desværre som morderiske rebeller og forrædere fortsætter at rase”.

Den konkrete sag handlede om, at pastor Morten Jørgensen ikke havde foretaget sig noget, da nogle snaphaner havde taget ophold i præstens sogn og havde spærret oberstløjtnant Swartjow, hans tjenere med flere af Kongelig Majestæts og kronens betjente inde i selveste præstegården såvel som andre steder i sognet og slået dem ihjel. Retten mente, at præsten med sine to sønner og tre drenge, hustru og to piger samt fire bønder og deres drenge kunne have forhindret de tre snaphaner, for flere var det ikke, i at øve deres udåd. I hvert fald kunne han ved at ringe med kirkeklokken have sammenkaldt almuen eller i det mindste skræmt de tre voldsmænd.

Præsten forsvarede sig med, at han havde været forsvarsløs, og at han, såfremt han havde foretaget sig noget, ville være blevet skudt af andre snaphaner. Det gavnede imidlertid ikke pastor Jørgensen, at hans søn tilstod, at moderen havde fundet oberstløjtnantens værge under sengen og kastet det i åen. Og et vidne, en hustru til en af de svenske ryttere, aflagde ed på, at hun 2. juledag havde hørt pastor Jørgensen kalde de svenske for blodhunde, og at præstens karle havde givet snaphanerne besked om, at de svenskere, som senere blev myrdet, var kommet til præstegården. Præsten nægtede, men måtte indrømme, at han på den danske biskops befaling offentligt i Oderljunga sogn havde bedt for kongen af Danmark.

Morten Jørgensen blev dømt til hjul og stejle, medmindre kongen på grund af hans høje alder ville benåde ham til simpel halshugning. Og sønnen Lars blev ligeledes dømt til at stejles „såsom en anden snaphane, morder og rebel”, fordi han ikke havde hindret mordene og i øvrigt ladet de myrdedes lig ligge ubegravede hen.

Karl 11. benådede både far og søn. Kongen anbefalede, at præsten blev fjernet fra „skovbygden” og fik kald på „slettelandet”. Kongen ville åbenbart ikke tirre lokalbefolkningen med en præstehenrettelse og kunne så skyde sin benådning ind under, at Morten Jørgensens handlinger havde været betinget af, at han havde virket i et område, der var domineret af snaphanerne.

Pastor Jørgensen endte sine dage ved Äspö og Östra Klagstorp pastorat i Vemmenhøjs Herred på Skånes sydkyst. Sønnen blev senere præst i Sølvesborg i Blekinge.

Den Ulfeldt, der rejste sagen mod præsten og hans søn, var Ebbe Ulfeldt, Christian 4.s svigersøn, tidligere lensmand på Hammershus, men fældet af Frederik 3. i november 1650. Han var som sin svoger og fjerne slægtning, Corfitz, trådt i svensk tjeneste, havde ladet sig optage i den svenske ridderstand som skånsk godsejer og var blevet rigsråd. Under Den skånske Krig fejdede han danskerne. Og som snaphanejæger rejste den danske Ebbe Ulfeldt sagen mod pastor Morten Jørgensen, der havde bedt for Danmark og den danske konge.

Ikke alle danske adelige fra de tidligere provinser sluttede sig til svenskerne, men ønskede ligesom store dele af almuen deres landsdele tilbage til Danmark; nogle, både høje og lave, valgte at emigrere til deres tidligere fædreland. Under krigen kølnedes imidlertid især skåningernes følelser over for Danmark. De danske tropper for ofte lige så hensynsløst frem som de svenske, ikke mindst ved krigens afslutning, hvor den danske overkommando besluttede sig til at lægge Skåne så godt som øde, før de danske tropper trak sig tilbage. Og snaphanerne stod mindre og mindre i almuens bevidsthed som de tapre, fædrelandstro modstandsfolk. De blev igen de landevejsrøvere, menigmand frygtede, og som man gerne overlod til de svenske myndigheders unåde.