Dobbeltattentatet

Men det var ikke de 400.000 daler, der dumpede ned i statskassen ved Sehesteds afsked, der var den væsentligste årsag til, at kongen accepterede det totale brud med sin norske statholder. Mens sagen mod Sehested rullede, befandt København sig på det nærmeste i krigstilstand med kongen og Ulfeldt i hver sin skyttegrav.

I december 1650 fortalte oberstløjtnant Jørgen Walter Frederik 3., at en kvinde, han kendte, Dina Vinhofvers, under et ophold i Corfitz Ulfeldts seng havde fået nys om, at ulfeldtparret havde planer om at forgive kongen. Dina blev hentet op på slottet, hvor hun berettede, at Leonora Christina var trådt ind i Corfitz' sengekammer med en flaske i hånden. „Her har vi det, vi talte om i går,” sagde Leonora ifølge Dina, hvortil Ulfeldt svarede, at han frygtede, det var så stærkt, at kongen ville briste. „Nej,” replicerede Leonora, „han skal gå bort som i en dvale.” Under denne samtale lagde Ulfeldt en dyne over Dina, så Leonora ikke skulle opdage hende. Dina var villig til at fremskaffe giften som bevis for sine påstande, og hun tilføjede, at det barn, hun snart skulle føde, var Corfitz Ulfeldts.

Kongeparret var rystet over Dinas oplysninger, som foreløbig blev hemmeligholdte. Ulfeldtfamilien anede således ikke, at de mistænktes for at planlægge et kongemord. Da skete det ejendommelige, at Dina i slutningen af februar 1651 henvendte sig til Leonora Christina og fortalte hende, at hun havde opsnuset, at en af familiens tjenere havde taget et aftryk af nøglen til deres bagindgang, og at hun havde meddelt sin præst, hvad formålet var med det. Præsten meddelte derpå Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina, at nogle personer, der var i besiddelse af en nøgle til Ulfeldts hus, agtede at myrde dem.

I den følgende tid gav Dina stadig nye oplysninger til ulfeldterne om det påståede rænkespil mod dem. Og hun fortalte, at Jørgen Walter, som kongen just havde udnævnt til oberst i taknemlighed over hans afsløring af mordplanerne mod kongehuset, stod bag det planlagte overfald på Ulfeldtfamilien.

Ulfeldt blev efterhånden så forskrækket over Dinas oplysninger, at han selv og nogle af hans venner dag og nat holdt vagt for med våben i hånd at afværge det attentat, der ifølge Dina var nært forestående. Den 12. april fandt han imidlertid tiden inde til at henvende sig til kongen for at få sagen opklaret, og han mere end antydede, at det var folk i kongens nærhed, der stod bag mordkomplottet. Og han røbede, at det var Dina, der havde fortalt ham om det.

Nu blev kongen rasende. Han befalede, at Ulfeldt ikke måtte forlade København, hvilket rigshofmesteren opfattede som en ulovlig arrest, stridende mod håndfæstningens ord om, at ingen adelsmand måtte berøves sin frihed, når der ikke var rejst sag mod ham. Men da rigsrådet forsvarede kongens handlemåde, bad Ulfeldt om, at han fik lov til at rense sig ad retslig vej, således at han i det mindste fik samme ret, som „vederfares den ringeste bonde i landet”.

Så lod kongen Dina arrestere. Da hun blev afhørt, erklærede hun, at hun aldrig havde sagt noget om et kongeligt overfald på Ulfeldtfamilien. Det var det rene opspind. Til gengæld fastholdt hun, at Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina havde til hensigt at myrde kongen, og hun gentog, at det barn, hun netop havde født, men som var død otte dage efter fødselen, var Ulfeldts.

Først ved Dinas arrestation fik Ulfeldt at vide, at han i mere end tre måneder havde været mistænkt for et mordkomplot mod kongen. Det kan ikke undre, at han blev både forbavset og opbragt, og han reagerede ved straks at stævne Dina.

Det trak således op til en alvorlig konfrontation mellem kongen og hans rigshofmester. Kongefamilien følte sig lige så trængt som ulfeldterne. Vagten på slottet blev forstærket og portene forsvarligt lukket. Samtidig fik de københavnske præster ordre til at lade deres menigheder bede til Gud om, at „Han ville styrke og oplyse sandheden i en meget mørk og vanskelig sag, hvis lige udi Danmark aldrig er hørt…”.

Kongens formål med dette drastiske skridt var utvivlsomt at lade den københavnske befolkning forstå, at det var ham, der stod over for en mørk og vanskelig sag. Der var allerede stor alarm i København, hedder det i en samtidig beretning, og den spanske gesandt, Bernardino de Rebolledo, skønnede da også i et brev til sin konge, at magtkampen mellem kongen og hofmesteren ville blive afgjort til fordel for den, der kunne vinde adelsmændenes flertal og den folkelige stemning for sig.

Måske kunne ulfeldterne, hvis tilhængere begyndte at strømme til København, forsøge sig med et væbnet statskup. På den anden side kunne kongen også udnytte situationen til at forene sig med de ufri stænder og gøre sig fri af de lænker, rigsrådet og adelen havde påført ham med håndfæstningen, ja, måske – som Dureel udtrykte det – „søge at gøre sig absolut”.