Opgøret sætter ind

Med håndfæstningen havde den danske adel skaffet sig en politisk forrangsstilling, der savnede sidestykke i danmarkshistorien. Og på toppen af den adelige kransekage sad rigshofmester Ulfeldt og Norges statholder, Hannibal Sehested.

Hvordan skulle kongen vriste sig fri af adelens jerngreb? Gennem alliancer med de ikke-adelige klasser? I så fald med hvem? De københavnske storkøbmænd og pengeudlånere var de eneste, der under den økonomiske krisetilstand, riget befandt sig i, kunne forene økonomisk og politisk magt, men de var snævert forbundne med den ulfeldtske kreds. Borgerne uden for København var uformuende og uden politisk kraft. En alliance mellem bønderne og kongen var naturligvis ikke tænkelig.

For at trænge adelen tilbage valgte Frederik 3. at splitte den. Han vidste, at de mægtige svigersønner ikke kunne fordrage hinanden, og at dele af rigsrådsadelen misundte dem deres magt. Frederik 3. besluttede sig til at knuse svigersønnerne én for én.

Signalet til opgøret blev givet allerede i sommeren 1648, endnu før Frederik 3. var blevet kronet. I sin egenskab af holstensk hertug fyrede han Christian von Pentz, der var gift med Christian 4.s og Kirsten Munks datter Sophie Elisabeth, fra stillingen som kommandant over den vigtige garnison i Glückstadt. Pentz havde ladet garnisonen sværge troskabsed til det danske rigsråd og ikke til hertug Frederik. Selv om Pentz fik en vis erstatning i embedet som amtmand over Flensborg Amt, var der tale om en degradering, og for at føje spot til skade blev det ham forbudt at vise sig ved det danske hof.

Samtidig med at kongen hermed viste sin vilje til at trodse svigersønnerne, fik han udpeget seks nye rigsråder, der for flertallets vedkommende var skeptiske over for Ulfeldtpartiets indflydelse. Og eftersom de nye rigsråder ifølge håndfæstningen var indstillet af adelen selv, tog kongen det som et tegn på, at svigersønnerne var ved at tabe terræn.

Men Ulfeldt „holdt hårdt i økseskaftet”, som den svenske gesandt, Magnus Dureel, udtrykte det. I februar 1649 fik han atter en gang betroet hvervet at rejse til Nederlandene for at vinde dem for en alliance med Danmark.

Til Sveriges store fortrydelse lykkedes det ham denne gang at opnå en aftale om gensidig militær og økonomisk støtte i tilfælde af tredjemagters angreb på de to lande og deres handel og skibe. Han fik desuden nederlænderne til at gå ind på at betale en fast årlig afløsning af Øresundstolden, endog med et beløb, der svarede til et helt års samlede toldindtægter. Da Ulfeldt i efteråret 1649 vendte hjem til Danmark, gav Frederik 3. straks sit samtykke til aftalerne med Nederlandene. Og Gabriel Marselis fik til opgave at overføre de gode kontanter til Danmark. Af den første sum på 420.000 daler fik Marselis-familien selv lidt over 100.000 som afdrag på den gæld, kronen havde til den.

Men indenrigspolitisk blev Ulfeldts udenrigske succes ham en dyr historie. Thi under hans nederlandske ambassade havde kongen ikke ligget på den lade side i sit begyndende opgør med svogrene. Der var indløbet klager over den bornholmske lensmand, Ebbe Ulfeldts embedsførelse. Det blev påstået, at han havde uorden i lenets regnskaber og plagede bønderne urimeligt. Ebbe Ulfeldt var gift med Kirsten Munk-datteren Hedevig. Kongen gav ordre til en ransagning af hans forhold.

Men det vigtigste og foreløbig farligste angreb på svogrenes klike blev sat ind mod Hannibal Sehested. Han blev mistænkt for egenrådigt at disponere over de norske indtægter, og Sehesteds rigdom antydede, at en pæn del af dem gik i hans egen lomme. Desuden forlangte rigsrådet, at der ikke længere udbetaltes pensioner til Ebbe Ulfeldt og Hans Lindenov af den norske kasse.

Også Corfitz Ulfeldts egen position var ved at blive undermineret. Mens han havde været ude at rejse, havde man frataget rigshofmesterembedet forskellige sager og lagt dem under rentemestrene og den nyudnævnte statholder i København, Joachim Gersdorff, oprindeligt Ulfeldts ven, men nu hans arge modstander.

Corfitz Ulfeldt valgte endnu engang sin vanlige taktik. Han meldte sig syg og lod meget forbavset, da omgivelserne opfattede hans sygemelding som den politiske manifestation, den faktisk var. Da kongen afkrævede ham nærmere begrundelse for hans fravær fra statsforretningerne, undlod han da heller ikke at forlange af kongen, at denne gav ham alle de beføjelser tilbage, der var blevet ham frataget. Skete det ikke, mente han ikke, at han var i stand til at befatte sig videre med noget, som er „enten renteriet, Holmen, Provianthuset, Tøjhuset eller noget andet, som Eders Majestæts økonomi kunne vedkomme …” Og han tilføjede: „Jeg har levet udi det håb, at Eders kongelige Majestæt skulle have holdt og håndhævet mig udi den stand, værdighed og myndighed, som Eders kongelige Majestæts hr. fader højligen ihukommelse mig har værdiget at holde udi, som dog ikke var andet end til herrens og rigernes tjeneste og gavn og mig selv til allerstørste trældom, men tiden har udvist det anderledes.”

Denne smukke selvforståelse har sikkert vakt betydelig munterhed ved hoffet, som valgte at lade Ulfeldt sejle sin egen sø, samtidig med at slagene nu for alvor begyndte at ramme Kirsten Munks døtre og deres mænd. Kongen fratog „frøkenerne” titlen grevinde til Slesvig og Holsten, som Christian 4. havde tildelt dem, og det blev dem forbudt at køre ind i slotsgården. Og for i tidens rangsyge ånd at slå fast, hvem der var de fornemste, gav Frederik 3. sine egne døtre titel af „prinsesser”. I marts 1650 fik Hans Lindenov og Ebbe Ulfeldt endeligt frataget deres norske pensioner, og i november mistede Ebbe Ulfeldt sit bornholmske len.

Imens fortsattes undersøgelserne af Hannibal Sehesteds embedsførelse. Det var så afgjort rigsrådets flertal, der havde den største interesse i at fælde ham. Hans egenmægtige optræden som statholder over Norge, så uafhængig af det danske rigsråd som muligt, betød, at rådet mistede kontrollen over Norge. Fra kongens synspunkt var en norsk selvstændighed i forhold til rigsrådet ikke at foragte. Han hævdede sin arveret til Norge, og jo mere frit landet blev stillet i forhold til rigsrådet, desto større mulighed havde kongen for at fastholde dets særstilling, selv om det var Hannibal Sehested og ikke kongen selv, der aktuelt betonede den norske uafhængighed af rådet.

Frederik 3. så derfor med mildere øjne på Sehesteds administration. Men rådet gennemtvang en undersøgelse af statholderens embedsførelse. Hannibal Sehested reagerede i første omgang med udarbejdelsen af et omfangsrigt forsvarsskrift, hvori han søgte at påvise, at han ikke – som nogle mente -havde søgt nogen ulovlig nytte eller autoritet, men udelukkende sin herres og rigets tjeneste. Påstandene om, at han havde brandskattet de norske bønder under Torstenssonkrigen, skyldtes nogle få oprørske hoveder blandt bønderne. Det var heller ikke sandt, at han havde søgt at skille de norske indtægter fra de danske. De penge, der ikke var gået via den danske statskasse, var blevet brugt til at tilgodese en række kreditorer og til de norske militærudgifter, som ikke uden stor skade kunne reduceres. Endelig gjorde han opmærksom på, at han ganske vist var blevet en rig mand, mens han var statholder, men han var vel „ikke den første og den eneste mand udi begge riger, som mere har prospereret ved kongelige benådninger end ved nogen stor arv, når alting bliver vel eftertænkt”.

Forsvarsskriftet gjorde intet indtryk. De danske adelsmænd, der rejste til Norge for at undersøge hans embedsforhold, fik bekræftet, hvad de gik efter, nemlig at Sehested havde brandskattet, haft rod i regnskaberne og på urimelig vis udnyttet sin stilling til at berige sig selv.

Kongen søgte mægling, men forgæves. På grundlag af de adelige udsendinges indberetninger måtte kongen stævne Sehested til at møde på herredagen den 26. maj 1651, hvor sagen mod ham ville blive afgjort ved dom, og han fik forbud mod at vise sig ved hoffet og mod at forlade København.

Trods nye kongelige mæglingsforsøg fik de rigsråder, der fuldstændigt ville knuse Sehested, efterhånden overtaget. Den 23. juni henvendte han sig en sidste gang til kongen og bad allerunderdanigst om at få en mindelig ordning, så han ikke skulle ende i yderste armod med kone og børn, men forgæves. Og for at undgå en rettergang underskrev han dagen efter et forpligtelsesbrev, hvori han afstod alt sit norske jordegods, savværker, bjergværker og alt andet, han måtte eje, hans løsøre dog undtaget, til kronen. Desuden anmodede han om at blive fritaget for sine poster som Norges statholder og medlem af rigsrådet.

To dage senere fik Hannibal Sehested i et brev fra Frederik 3. tilgivelse for sine forseelser, og kongen afstod fra at føre sag imod ham. Sehested blev et stykke tid i Danmark, men fik i 1652 kongens tilladelse til at tage på en udenlandsrejse. Kronen lagde beslag på de store rigdomme, den faldne statholder havde samlet sig i Norge.