Gud blandt guder

Dér lå så Frederiksborg Slot, midt i de nordsjællandske skove, isoleret fra menigmand, men dog så mægtigt med sine tre store længer og himmelstræbende tårne, at ingen, der besøgte det, eller fik et glimt af det hen over trætoppene, kunne være i tvivl om, at bygherren var en magtfuld monark. Mere end noget tidligere kongeligt bygningsværk genspejlede det den tanke om den kronede øvrigheds guddommelige ophøjelse, som netop i slutningen af 1500-tallet slog igennem i de europæiske stater.

Da Christian 4. i 1596 var blevet kronet i Vor Frue Kirke i København, havde bisp Peder Winstrup, der forrettede den højtidelige handling, i sin store latinske indledningstale understreget, at Gud rundt om i Den hellige Skrift kaldte kongerne for guder. Selv om Winstrup i sin gennemgang af den overdådigt udsmykkede guldkrone samtidig havde betonet, at ædelstenene symboliserede rigets herrer, råd og adel, der styrede sammen med kongen, var det kongens magt og vælde, han først og fremmest lagde vægt på. I sin afsluttende tale dristede han sig ligefrem til at forkynde, at nu var Hans kongelige Majestæt i Jesu navn blevet salvet og kronet til en „enevolds konge”.

Om end Peder Winstrup næppe med denne karakteristik lagde den betydning i ordet, som det skulle få i løbet af 1600-tallet, lå der i fremhævelsen af kongemagten som værende nærmere Gud end undersåtterne en tendens, der pegede fremad mod enevælden. Og den overdådige kroningsfest, der kostede flere skattedaler end nogen sinde, var ikke blot udtryk for en ung nyslået konges ønske om at demonstrere sin betydning, men også en ideologisk manifestation.

Egentlige enevoldsteorier var endnu ikke nået til Danmark. Men samme år som Christian 4. blev kronet, døde den franske statsteoretiker Jean Bodin. Han havde i en række værker, der hurtigt vandt stor udbredelse, betonet tanken om statsmagtens enhed og udelelighed, helst i skikkelse af en enevældig konge, thi det burde være i staten, således som det er i familien, der også kun har ét overhoved.

Dronning Anna Cathrines hjemland, Brandenburg i det nordøstlige Tyskland, var et af de fyrstendømmer, hvis regenter i teori og praksis dyrkede den stærke fyrstemagt, og det smittede af på de lærde, der syslede med politisk tænkning. Blandt disse var den tyske læge Henning Arnisæus, der i begyndelsen af århundredet var lærer i moral ved universitetet i den brandenburgske by, Frankfurt an der Oder. I sit værk „De jure majestatis”- „Om majestætsrettighederne” – fra 1610 nærmede Arnisæus sig en enevoldstankegang. Selv om han ikke tildelte kongen al magt, ubunden af alle grænser, argumenterede han kraftigt for, at kongen burde være uafsættelig, og han hånede dem, der mente, at kongen var til for folkets skyld. Med tidens sans for spidsfindigheder gjorde han opmærksom på, at selv om lægen var til for patientens skyld, læreren for elevens og familiefaderen for familiens, kunne man dog ikke deraf drage den slutning, at lægen var underordnet patienten, læreren eleven og familiefaderen familiens øvrige medlemmer!

Arnisæus tog også stilling til den århundredgamle debat om forholdet mellem kirke og stat. I smuk forlængelse af den tradition, Martin Luther havde skabt ved at underordne kirken staten og forlange, at en kristen undersåt adlød den verdslige øvrighed, der var indsat af Herren selv, understregede Arnisæus statens magt over kirken. Kirken var statens tømme, med hvilken undersåtterne holdtes i ave.

1619 blev Arnisæus Christian 4.s livlæge, og selv om det er i denne egenskab, han sporadisk optræder i kilderne, kan det meget vel tænkes, at kongen og hans statsteoretisk skolede læge i stille stunder, når kongens medregerende rigsråder ikke har været i nærheden, har luftet deres fælles syn på, hvad der var sand majestætisk ret. Og Christian 4. har næppe været uenig med Arnisæus, når denne lagde vægt på, at de fyrstelige dyder ikke var de samme som de undersåtlige dyder. „Den, der fraviger kongevejen,” skrev Arnisæus, „og bliver til en tyran, det er ikke ham, der lever i utugt, raser mod privatfamilierne, udpresser hårde skatter, øver sin kongelov med strenghed … eller er en fjende af litteraturen; men det er derimod ham, som forsømmer samfundets vel og i al sin tanke og handling sigter mod at kuldkaste staten og borgernes velfærd.”

Den, der imidlertid gik længst i fremhævelsen af kongemagtens ophøjethed, var Christian 4.s egen svoger, kong Jakob 1. af England. Han hævdede, at en fri konge kun var undergivet Gud og sin samvittighed. Han herskede uindskrænket over sine undersåtter. Og skulle det hænde, at kongen ikke var retfærdig, men ond, var det ikke tilladt undersåtterne at afsætte ham. De måtte nøjes med at bede til Gud om at komme dem til hjælp og om at tilgive deres synder, for den onde konge var Guds ris. Jakob 1. erklærede rent ud, at kongerne havde magt til at „gøre deres undersåtter til en slags skakbrikker”. Og som et ekko af Peder Winstrups tale ved Christian 4.s kroning fastslog han i 1610 i en tale til det engelske parlament: „Monarkiet er den højeste ting på Jorden, thi kongerne er ikke blot Guds stedfortrædere på Jorden, men af Gud kaldes de selv guder.”