Et af de hyppigst anvendte strafferedskaber mod genstridige bønder var den spanske „tønde” eller „kappe”. Tønden er uden bund, og foroven er der et hul til delinkventens hoved. Denne tønde har tilhørt Kerteminde by og er nu på Nationalmuseet.

.

Med forordningen om tjenestefolk, der skulle sikre en passende afstand mellem lønarbejde og fæste og dermed understrege lagdelingen inden for samfundspyramidens nederste hierarki, søgte staten at føre noget, der kan minde om en økonomisk landbrugspolitik. Men det var en undtagelse. Det var uhyre sjældent, staten greb ind i landbosamfundets forhold med generelle love. Den sociale orden på landet var af arild. Som det altid havde været, således skulle det fortsat være.

I begyndelsen af 1620'rne tog Christian 4. imidlertid inden for sit godsherlige område, krongodset, initiativet til en vidtgående omlægning af afgiftssystemet. Han agtede at afløse en del af hovarbejdet med en pengeafgift. Kronbønderne skulle opdeles i to kategorier: én, som fortsat varetog ladegårdens avl og ydede andet hovarbejde, og én, som mod en fast årlig pengeydelse slap for de mange gratis kørsler og avlsarbejdet på ladegården. Lensmændene, der bestyrede krongodset, skulle sammenkalde de bønder, hvis hovarbejde skulle afløses, og aftale med dem, hvor meget de hver for sig kunne betale i forhold til deres gårdes avl og evne. Det var krongodset på Sjælland og Fyn, der skulle være prøveklud, og lensmændene skulle rubbe sig. Den kongelige besked er dateret den 5. april 1623, og svarene skulle være kongen i hænde senest ved månedens udgang.

Lensmændene gjorde som befalet, og i de sidste uger af april begyndte rapporterne at indløbe. Lensmanden på Holbæk Slot berettede således, at der var 108 bøndergårde i herrederne Merløse og Tuse, og at 50 gårde ydede ægt, mens 38 små gårde ikke gjorde det. Dertil kom 11 herreds- og sognefogeder, der som modydelse for deres lokale myndighedsudøvelse var fritaget for ægt, 6 ugedagstjenere og endelig 3 forarmede landboer, der ikke ydede ægt.

De 108 gårdes størrelser blev nøje opregnet med angivelse af den landgildetakst, de var sat til, men lensmanden undlod ikke i indledningen til sin redegørelse at gøre opmærksom på, at bønderne underdanigst havde erklæret, at „deres formue er ganske ringe, thi de besidder små gårde, og den største part er sat højt for landgilde”, hvorfor de bad om en så lav afløsningssum som muligt.

Fra Dragsholm len, nord for Holbæk, var reaktionen mindre ydmyg. Herfra skrev bønderne angiveligt selv svaret til kongen. De klagede over, at de boede i en mager egn, at de betalte dobbelt så meget i landgilde, som de havde gjort tidligere, at de havde besvær med at aflønne soldater, at de årlig skulle betale for at lade fragt føre til København, og at de også var „meget besværet med Kongelig Majestæts brød, smør, gryn, havre, gæs, høns, spind og andet at age til København og Frederiksborg og jord og ved til Hans Majestæts salpeterlade …” Og de klagede videre over det tyngende avlsarbejde på ladegården. Alt dette var for meget for dem „udi denne dyre og besværlige tid”, hvorfor de bad kongen opgive sit forehavende, således at de ikke blev nødt til at „forlade gårdene øde”.

Fra Tryggevælde len var budskabet lige så nedslående. I Fakse Herred kunne 34 gårde klare afløsningen, mens 60 var så forarmede, at fæsterne bad om at blive fritaget for den. Fra Saltø kom en kort og knap meddelelse om, at bønderne havde begæret „for Guds skyld at måtte blive for en sådan pengeudgift forskånet …” Og Ellen Marsvin, kongens svigermoder, ville ikke bebyrde kansleren, der modtog svarene på kongens vegne, med en lang skrivelse, men blot kort og godt berette, at bønderne helst ville gøre deres ægter med hest og vogn, således som de hidtil havde gjort det, eftersom de ikke var i stand til at yde den påtænkte pengeafgift, der ganske ville bringe dem i fordærv.

Det var et mørkt billede af bøndernes vilkår, indberetningerne tegnede, men kongen opgav ikke sin plan. Han var vant til, at bønderne trykkede sig, når der skulle penge på bordet, og dertil kom, at han sikkert mistænkte lensmændene for at gøre deres til, at afløsningen skulle blive en fiasko. Allerede før den iværksatte undersøgelse havde han spurgt rigsrådet om dets mening, men det havde henvist sagen til en herredag, hvor kongen og rigsrådet forhandlede rigets anliggender.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Hoveriafløsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig