Kort over de områder, Danmark-Norge dels midlertidigt dels for bestandigt måtte afstå til Sverige som følge af 1600-tallets dansksvenske krige.

.

Så, endelig, efter flere forgæves engelske, franske og nederlandske mæglingsforsøg kom det til direkte kontakt mellem de to krigsførende parter. Den 27. maj 1660 undertegnedes freden i København. De østdanske områder stod ikke til at redde, men Trondhjem len kom tilbage til Danmark-Norge, så Norge undgik at blive skåret midt over.

I begyndelsen af juni forlod svenskerne lejren på Brønshøj uden for København. Købstadens porte blev åbnet, og københavnerne strømmede ud til lejren, og det hed sig, at den var større end Københavns by. Karl Gustav og de andre høje herrer havde haft hele huse derude med flisebelagte gulve, skønne vinduer og jernkakkelovne. Rytterne og fodfolket havde boet i hytter og værelser, nogle gravet ned i jorden, andre på marken. Og i den tid, der gik med at nedbryde lejren, blev den forvandlet til et kæmpe marked. Det københavnske borgerskab købte heste, stude, får, lam, høns og gæs og andet gods, svenskerne havde taget fra bønderne. Ved kongens mellemkomst lykkedes det dog bønderne og andre sjællændere at redde bænke, sengesteder, lagner, puder, skilderier og andet af deres habengut, som fjenden havde brugt i lejren.

Men der var mange, der aldrig fik det igen, der var blevet dem frarøvet. Da landsdommer Erik Kaas, der af kongen havde fået „indseende med Langeland”, sommeren 1660 skulle indhente oplysninger om, hvad den tyske lejetropfører, greven af Waldecks regiment havde bedrevet under den svenske besættelse af øen, tilflød der ham en række barske skildringer fra præster, borgere og bønder. Menige sognemænd fra Snede, Tressebølle og Krogager kunne således berette, hvorledes grevens ryttere og officerer havde plyndret landsbyerne. Og troede plyndringsmændene, at man skjulte noget for dem, pinte og plagede de både mænd og kvinder med skruer på fingrene, ved at binde strikker om hovedet og stramme til så hårdt, „at blodet er sprungen ud af næse og mund”, og ved at brænde folk i hovedet og under fødderne. Mange af dem, der første gang undkom fra pinen, tog livet af sig, da de frygtede nye plager.

Og sognemændene kunne videre fortælle, hvorledes mange skønne gårde og huse blev brændt ned, og hvordan mænd, ikke kun drenge og unge, men også gamle blev ført bort, så kvinder og børn sad alene tilbage, og mange var døde af hungersnød.

Den svenske konges lejetropper forsvandt, men den danske konges, der fulgte efter, var ikke et hår bedre. Samtidig bredte retsløshedens og nødens anarki sig med tyverier og overfald. Folk stjal træ fra skovene og hinanden for at få tømmer til at genopføre deres gårde og huse. Det skete, at hele gårde, der lå øde, blev brudt ned, og på Langeland hed det sig, at en tørstig rytter altid kunne få et krus øl for et par loftsfjæle.

Da præsterne i juni måned 1660 fra prædikestolene forkyndte fredens endelige komme, var mange af kirkernes stolestader tomme. I visse sogne, særlig i Sydjylland, hvor epidemierne især havde huseret, var der næppe en kirkegænger tilbage.

Det glade fredens budskab klingede hult. Frederik 3. og hans rådgiveres revanchekrig havde forvandlet Danmark til en pestbefængt fattiggård.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Danmarks pine.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig