De befængte

Den 7. juni 1654 skrev Ole Worm til sin lægekollega, Poul Moth: „Gud forbarme sig over os og nådigt mildne sin vredes svøbe, thi på alle sider omgives vi af befængte.”

Pesten var kommet til København i april måned. Det hed sig, at en pige, der havde været med et hollandsk skib fra Danzig eller Königsberg, var smittebæreren. Pesten havde siddet på hendes klæder.

Farsoten bredte sig som en lynild, fra hus til hus, fra gade til gade, fra by til land. I slutningen af maj blev universitetet beordret lukket. Præsterne fik besked om at læse bønner fra prædikestolene for at formilde Herren. Færgerejsende fra Korsør til Nyborg fik påbud om at blive liggende et stykke tid i Korsør eller Slagelse, så man kunne sikre sig, at de ikke var smittede. Markeder blev lukket, torvedage aflyst, og kongen befalede, at „enhver udi de gader, hvor nogen sygdom er, skal lade ryge med tjære, enebær, malurt eller andet deslige …” Borgmestre og råd skulle sørge for, at gaderne blev holdt rene, og at de klæder, de pestdøde havde båret, ikke blev solgt, „på det at sygdommen ej derved på andre steder, som allerede sket er, skal udspredes”.

Ole Worm beskrev sygdommen i et brev til sin søn: „Det er en meget heftig sygdom, som i løbet af den fjerde dag kvæler de angrebne. Kendetegnene er ikke ens hos alle, men veksler med temperamenterne. Kræfternes aftagen, trykken i hjertet, angst og kulde bemægtiger sig straks i begyndelsen de fleste; der kommer svulster og bylder, og mod slutningen sorte og gustne pletter …”

Universitetets medicinske fakultet udsendte en lille lægebog „En kort undervisning, hvorledes man sig forholde skal i pestilens”. Den frarådede de traditionelle kure, lavement og åreladning, som blot ville svække patienten, og anbefalede i stedet svedfremkaldende midler. Men i virkeligheden stod man magtesløs over for pestens rasen. „Den dræber over 600 hver uge,” skrev Ole Worm i slutningen af juli. I alt dræbte den op mod 10.000 mennesker, næsten en fjerdedel af byens befolkning.

Pesten ramte høj som lav. Men der var trods alt en større dødelighed blandt fattigfolk end blandt de fornemme, som kunne forlade byen. Professorerne ved universitetet ilede til provinsen. Kun Ole Worm, der var rektor i 1654, blev tilbage sammen med nogle få kolleger. Allerede i maj var hoffet flygtet til Kolding og senere til Slesvig. Den svenske gesandt, der selv var rejst til Norrköping, da pesten nåede hans opholdsby, Helsingør, skrev i september, at „kongen og dronningen er endnu i Flensborg, hvor de agter at blive en tid for denne heftige smitsomme sygdom, der breder sig over hele landet”.

Selv nødforordningerne i anledning af pesten sørgede for at bevare standsforskellen. For at begrænse smitten var det vigtigt, at de pestdøde blev hurtigt begravet. Men ligene af de gejstlige, borgmestre, rådmænd „og vores fornemste betjente af borgerstanden samt de fornemste købmænd” fik dog lov til at stå fire dage over jorden, mens „de andre indvånere, borgere eller hvem de og være kan” skulle begraves på anden eller tredje dag.

Pesten klarede sig bedst i et fugtigt og halvvarmt vejr, hvor den trivedes ved blandingen af mangel på personlig hygiejne, svineriet på gaderne og de uhumske lokummer eller blot huller med lort, der fandtes i baggårdene. Men da vinteren kom – og vintrene var kolde i 1600-tallet, med mange minusgrader og tilfrosne sunde og bælter – frøs pesten ihjel.

Den 3. februar 1655 fik borgmestre og råd i København i hvert fald ordre til „at rense alle gader og stræder, især hvor sygdommen mest har grasseret, ligesom de huse, hvor befolkningen kan være uddød, og som endnu ikke er åbnede”.