Revanche

Magnus Dureels betragtninger over, hvad der talte imod en krig, var lige så klartskuende som hans overvejelser over, hvad der talte for en krig.

Men da stænderne, adel, gejstlighed og borgerskab, samledes i februar 1657, var det krigsgudens lod, der vejede tungest i vægtskålen. Kongen og rigsrådet fik stændermødet til at bevilge skatter og andre ydelser til en hastig oprustning. Og Gunde Rosenkrantz, Holger Rosenkrantz' søn, kunne i et lille krigsophidsende propagandaskrift, „En patriots trohjertige Erindring”, begejstret berette, at „Hans kongelige Majestæt samt menige rigens stænder har samtligen sluttet og samtykket at ruste til åbenbar krig og fejde”.

Nu gik det stærkt. På et rigsrådsmøde i april skyndede kongen på rigsrådet. Landene var besværet af indkvarteringer, så det var på tide at få soldaterne i arbejde. Rigsrådet svarede kongen, at selv om en krig ville føre til megen fare og ulejlighed, og selv om rigerne ikke var stærke nok til en langvarig krigsførelse, måtte man tage tiden i agt.

Rigsråd Christen Skeel, der i sin dagbog nøjere har begrundet rigsrådets tilslutning til kongens krigspolitik, fandt det uomgængeligt, ikke mindst på baggrund af alle stænders ønske, at man satte sig i en sådan positur, at man ikke alene kunne sikre sig mod svenskerne, men „også ved Guds bistand at søge revanche …” Men Skeel lagde dog samtidig vægt på, at man skulle sørge for at have nogle fredsmæglere i baghånden, så man i givet fald hurtigt kunne indgå forlig med fjenden, „thi det er uimodsigeligt, at vi ikke længe kan føre krig, enten det går vel eller ilde af for os”.

I begyndelsen af maj afbrød den danske regering skinforhandlingerne med Magnus Dureel, der kort tid efter forlod Danmark. Den 1. juni 1657 erklærede den danske konge Sverige krig. En herligt udstafferet herold passerede under trompetfanfarer den skånsk-svenske grænse for at forkynde Sveriges rige krigens budskab.

Der gik kun lidt mere end en måned, før Karl Gustav, der kom fra Polen, førte sine tropper over Holstens sydgrænse, og i oktober var Jylland besat af svenskerne. Frederiksodde, det senere Fredericia, holdt længst ud, men den strategisk vigtige fæstning faldt den 24. oktober.

Til forskel fra Torstenssonfejden kom også øerne til at smage det svenske herredømme. Bælterne frøs til, og den 30. januar 1658 gik de svenske tropper over Lille Bælt. På få dage var Fyn indtaget, hvorefter Karl Gustavs hær red og marcherede over isen til Sjælland via Langeland og Lolland-Falster. Den 13. februar var Karl Gustav i Køge.

Selv om danske tropper en kort overgang havde skaffet sig herredømmet over Bremen, var angrebskrigen på mindre end trekvart år endt i en katastrofe. Og Karl Gustav vidste at stille sine krav, da regeringen i København ilede med at anmode om fredsforhandlinger. Den svenske konge forlangte, at Danmark afstod Skåne, Halland, Blekinge, Bornholm, Saltholm, Anholt, Læsø, Bohuslen og Trondhjem len, det nordlige Norge inklusive, samt Island og Færøerne. Desuden skulle Danmark betale en million daler i krigsskadeserstatning – og give fuld oprejsning til Corfitz Ulfeldt, der optrådte i rollen som svensk fredsforhandler.

Helt så galt gik det dog ikke, da det i Roskilde den 26. februar 1658 kom til den endelige fredsaftale. Svenskerne slækkede på kravene, som de havde givet en ekstra tand for at have noget at sælge ud af under fredsforhandlingerne. Danmark-Norge bevarede det nordlige Norge, atlanterhavsbesiddelserne og småøerne bortset fra Bornholm.

Det var en ydmyget Frederik 3., der kort efter underskrivelsen af fredsslutningen indbød Karl Gustav til taffel på Frederiksborg Slot. Københavnske borgere og professorer og bønder fra Amager skulle stille med heste til transport af kongens hofstat, landsbyerne ved Frederiksborg skulle indkvartere to danske og to svenske eskadroner, dog adskilte fra hinanden, og alle præste-, foged- og bøndervogne i Kronborg len skulle bringes til Frederiksborg; nægtede bønderne at møde, skulle de drives dertil af soldater.

Den 3. marts mødtes så de to majestæter en halv mils vej uden for Christian 4.s storladne slot, hver af dem med et stort følge af adelsmænd, trommeslagere og trompetere. Og begge konger steg ned fra deres vogne og tog imod hinanden med venlige ord og håndtryk. Derpå kørte de til slottet, spiste bravt, men drak mådeligt, og de var „smukt lystige og blev måltidet ikke endt førend efter 12 om natten”. Karl Gustav og Frederik 3. var også sammen næste dag, talte om alskens, især skal Karl Gustav have udbredt sig om sine storslåede sejre ude i Europa, og de to konger var „tillige to timer udi enlig tale med hverandre”.

Det ejendommelige topmøde mellem sejrherren og den besejrede skulle besegle det forbund mellem Danmark og Sverige, Karl Gustav ville diktere „lillebror”, som han kaldte Danmark. I fællesskab skulle de to riger spærre Øresund for fremmede krigsskibe. Og Danmark skulle love aldrig at indgå alliancer med svenskfjendtlige magter.

Det var aftalt, at de svenske tropper skulle underholdes i Danmark indtil maj måned, men da forhandlingerne om forbundet mellem de to riger trak ud, lod Karl Gustav sine tropper forblive i det danske. Samtidig begyndte svenskekongen at overveje den fuldstændige erobring af Danmark-Norge. Han sluttede sig til den del af sin hær, der befandt sig i hertugdømmerne, og den 23. juli 1658 besluttede et svensk krigsråd at angribe Danmark. Den 8. august blev en større svensk styrke landsat ved Korsør, og den 11. august indledte Karl Gustav en belejring af København. Kun Kronborg holdt stand et stykke tid, men kommandanten på øresundsborgen måtte kapitulere den 6. september.