Biskop Hans Svane, stik af Haelwegh fra slutningen af 1660'erne efter maleri af Abraham Wuchters. Hans Svane, født 1606, var borgmestersøn fra Horsens. Han blev privatuddannet og studerede derefter under biskop Jesper Brochmands vinger ved Københavns Universitet. Efter studier i udlandet blev han professor i København, først i de orientalske sprog og senere, fra 1646, i teologi. 1655 blev han Sjællands biskop. Svane havde nære kontakter til både højadelen og det københavnske borgerskab. Da han 1660 efter nogen tøven støttede arvekongedømmets indførelse, viste Frederik 3. ham sin taknemlighed dels ved at forsyne ham med en del jordegods og dels ved at udnævne ham til ærkebiskop, den eneste Danmark har haft siden reformationen. Teologisk var Hans Svane strengt luthersk ortodoks. Han døde 1668.

.

„Eders Majestæts underdanigste tro Raad”s underskrifter på rigsrådets kapitulation af 13. oktober 1660, hvor rådet tilslutter sig indførelsen af arvekongedømmet. Underskriften øverst til venstre er rigshofmester Joachim Gersdorffs. I næstsidste linie ses Gunde Rosenkrantz' og Otte Krags signaturer.

.

Frederik 3. knælende for slaget ved Nyborg i 1659, hvor det for en gangs skyld lykkedes at slå svenskerne. Kongen har lagt hjelmen foran sin fod, men holder sværdet højt hævet, mens en engel lover ham sejren. Kongen er iført en hermelinskåbe, en dragt, der senere var forbeholdt enevoldskongerne. Med sit maleri har kunstneren Wolfgang Heimbach ydet sit bidrag til at cementere myten om kongen som fædrelandets frelser. En pudsig detalje: Frederik 3. var slet ikke til stede ved slaget.

.

Den 7. oktober nægtede Københavns borgmestre ganske enkelt at offentliggøre forordningen om stempelafgiften. Og næste eftermiddag mødte borgmester Hans Nansen op på den borgerlige stands møde, der blev afholdt i bryggernes lavshus. Dørene blev lukket, og Nansen holdt en tale, hvori han sagde, at hver gang borgerne tilsluttede sig noget, adelen foreslog, kom adelen straks med noget andet, som borgerne skulle bevilge. Og gik det hele så i hårdknude, fortalte adelen Hans Majestæt, at det var borgernes skyld. Derfor, mente Nansen, burde man måske optænke helt andre midler og forslag, som ville gøre Hans Majestæt gunstig stemt over for borgerne. Hvorefter han – ifølge et samtidigt øjenvidne – tilspurgte „alle og enhver især, om det ikke syntes rådeligt og for godt at være, at man offererede og tilbød Hans Kongelige Majestæt Danmarks rige, som er et kåre- eller valgrige, til et arverige, på det Hans Kongelige Majestæt kunne blive en absolut konge og regerende herre”.

Øjenvidnet, den borgerlige delegerede fra Nyborg, apoteker og rådmand Knud Wolff, beretter videre, hvorledes borgerne begejstret bifaldt Nansens forslag. Og da de gejstlige stænderdeputerede hørte om det, sluttede de op om det borgerlige initiativ. I fællesskab underskrev de to stænder en henvendelse til rigshofmester Gersdorff, hvori de mindede om dennes egen lovprisning af kongens indsats for Københavns og landets redning. Og den bedste måde, rigens undersåtter kunne vise kongen deres taknemlighed, var ved at tilbyde ham arveriget.

Rigsrådet skulle naturligvis behandle forslaget, og da det godt nok vidste, at dets gennemførelse betød rigsrådsmagtens endeligt, tøvede det med at svare. Men de gejstlige og borgerne agtede ikke at give rådet nogen chance for at finde en udvej. Allerede om formiddagen den 10. oktober gik de to stænders delegerede i en demonstration til rådstuen for at afkræve rådet et svar. Men der var kun tre eller fire råder til stede, og de bad de fremmødte om at komme igen senere på dagen. Klokken fire fik de utålmodigt ventende besked om, at nu var rådet samlet, og at de to stænder kunne sende et par repræsentanter hver. Men de borgerlige og gejstlige delegerede gentog formiddagens demonstration og mødte alle op. Rigsråd Otte Krag prøvede at lukke døren, da et par af dem var kommet ind, men forgæves. De øvrige delegerede masede sig på, så Gunde Rosenkrantz til sidst måtte befale, at døren skulle stå åben.

Otte Krag afviste ganske de to stænders forslag, men i stedet for at give en politisk begrundelse henviste han til, at rigsrådet ikke var fuldtalligt og derfor ikke kunne beslutte noget, og at stænderne ikke kunne stille forslag om noget, der ikke på forhånd af kongen eller af rigsrådet var blevet dem forelagt til udtalelse. Endelig påstod han, at kongen slet ikke syntes om ideen.

Nu var det gejstlighedens førstemand, biskop Hans Svane, der tog ordet. Ifølge et unavngivent øjenvidne afkrævede biskoppen rådet et skriftligt svar. Hertil svarede Otte Krag kort og godt nej. Det fik Hans Svane til undrende at spørge, hvordan det kunne være, at de gode herrer, som kongen har forsynet med de største privilegier, ikke var de første til at vise Hans Majestæt deres taknemlighed over, at han havde frelst riget. Og da rigsrådet fortsat nægtede at afgive et svar, erklærede Svane, at stænderne så ville gå direkte til kongen, hvortil Otte Krag sagde, „at de kunne gøre, hvad de selv syntes”.

Det gjorde de så. De gik – igen i procession – fra rådstuen op i slottets drabantsal, hvor de mødte kongen, der gik „med sit bare hoved forbi stænderne ind i sit gemak”. Da Hans Majestæt fik besked om, at stænderne opsøgte ham, modtog han dem i den grønne sal, „hvor stænderne da kom ind alle og enhver”. Det kongetro øjenvidne undlader således ikke at understrege, at her var ingen lukkede døre.

Nu talte både Hans Svane og Hans Nansen. De hyldede kongen allerunderdanigst, hvorefter de overleverede ham de to stænders fælles henvendelse. Og kongen sagde til dem: „Jeg vil læse det igennem, I har leveret mig, så I skulle få besked i morgen.” Derpå gik enhver hjem til sit.

Samme aften blev vagten på voldene og i gaderne fordoblet, portene lukkede og skibe lagt uden for havnen. Borgerne fik besked om, at de skulle være beredt, hvis bytrommen lød, og de tyskkommanderede tropper fik ordre til at knuse ethvert forsøg på opstand. Ville nogen forlade byen, skulle de bede Hans Nansen om forlov.

Disse foranstaltninger var Frederik 3.s nok så kontante svar på den henvendelse han havde fået overleveret på slottet. Men i modsætning til dengang, han og Corfitz Ulfeldt rustede sig til krig mod hinanden, og hvor der gik rygter om, at højadelen måske ville købe sig tilhængere til et voldeligt statskup, havde kongen denne gang sine tropper og den københavnske borgervæbning under kontrol. Politisk og fysisk var Danmarks riges adel fanget i en fælde.

Mens præsterne den 12. oktober 1660 bad fra prædikestolene om Guds velsignelse til værkets heldige gennemførelse, kom rigsrådets kapitulation. Det tilsluttede sig de lavere stænders forslag, dog med det forbehold, at adelen som helhed først blev hørt, at de mange ledige rigsrådspladser blev besat, og at adelen måtte beholde sine privilegier. Men kongen tålte ingen forhaling. Han accepterede adelsprivilegiernes beståen, men sagde nej til de øvrige forbehold. Den 13. oktober faldt rigsrådet så endelig til føje, og de øvrige adelige kunne ikke gøre andet end slukøret tilslutte sig rådets beslutning.

Hvorfra initiativet kom til at tilbyde Frederik 3. arvekongedømmet, er umuligt at efterspore. Beretningerne fra de hektiske dage i oktober er ikke pålidelige. Nyborgapotekeren Knud Wolffs påstand om, at Hans Nansen i sin tale til de borgerlige deputerede skulle have sagt, at man burde gøre kongemagten arvelig, så Hans Majestæt kunne blive „en absolut konge”, kan meget vel være tilføjet længe efter, da Wolff vidste, hvad det hele endte med. Intet tyder på, at borgerskabet og gejstligheden, da ideen om arveriget blev bragt på bane, havde nogen bestemte forestillinger om, hvordan rigets politiske indretning skulle se ud, efter at Frederik 3. var blevet arvekonge. De vidste, at indførelsen af arveriget indebar, at rigsrådet mistede den sidste og endelige magt, det havde haft siden arild, hvor det ved en konges død var rigsrådet, der sad inde med rigets nøgler, eller hvor det i hvert fald var op til rådet, om det – som det efterhånden var blevet sædvane – agtede at vælge kongens ældste søn til tronfølger. Og tilhængerne af arveriget vidste også, at det var forbi med at påtvinge en ny konge en håndfæstning som betingelse for endelig at vælge ham. Det ville stride mod den automatiske ret til tronen, som tronfølgeren havde ved sin kongelige faders død.

Om det var den ene eller den anden person, Hans Nansen, Hans Svane, en eller flere af kongens rådgivere eller muligvis kongen selv, der tændte arverigelunten, er sådan set mindre væsentligt. Måske var det apoteker Wolff, der fik ideen. Den lå i tiden og var let at samle op. Men der skulle en særlig situation til for at virkeliggøre den. Den fandtes i efteråret 1660, hvor 200 fremtrædende borgere og statskreditorer kunne spærre en forarmet og isoleret højadel inde bag Københavns volde og befri kongen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Oktoberrevolten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig