Besættelsen af Jylland

For det danske folk var den indtil da så fjerne tyske krig på få uger blevet blodigt nærværende. Og kongen skulle ikke forvente, at jyderne ydede modstand. Allerede før besættelsen havde de erfaret, hvorledes kongens egne lejetropper besværede dem. „Jeg kan dig ikke fuldskrive,” skrev Riberhus' lensmand, Albret Skeel, således allerede i marts 1627 til kansler Christen Friis, „hvorledes nogle af de ryttere, der ligger alle vegne omkring, holder hus, så dersom det skal blive ved sådan et stykke tid, da er bønderne fordærvede, og har bønderne allerede slagen 5 ihjel af rytterne.”

Rigsrådet var hurtigt ude med en bidende kritik af de kongelige troppers optræden. I begyndelsen af november 1627 klagede rådet over „de uhørte og umenneskelige plyndringer og anden ugudelighed, som Eders Majestæts egne folk desværre har bedrevet i Slesvig og Jylland”. Derfor havde så mange jyder ikke gjort modstand, men tværtom i desperation taget vel imod fjenden.

Kongen fralagde sig ansvaret for de plager, hans tropper havde påført jyderne. Det var alt sammen hændt uden hans minde og samtykke. Og han afviste ligeledes rygter om, at han var skyld i, at jyderne ikke var blevet advaret i tide, så et folkeligt forsvar kunne være blevet stablet på benene. Han havde haft nok at gøre med at forhindre tropperne i at flygte, men lynbesættelsen af Jylland havde været uundgåelig, for – som kongen skrev til rigsrådet – „panikken var så stærk som ingen sinde”. Men, pirkede kongen til rådet, mon ikke der findes andre, der kunne have varslet jyderne? Hermed hentydede han til de adelige godsejere og lensmænd, der havde ilet med at pakke deres kister med kostbarheder, hvorefter de havde bragt sig i sikkerhed enten i Østdanmark eller – som Holger Rosenkrantz og fru Sophie Brahe – i Sverige.

Året 1628 randt hen, uden at de fremmede tropper forlod Jylland, og uden at det kom til en fredsslutning. Ganske vist lykkedes det at opnå en fælles dansk-svensk optræden over for Wallenstein, der demonstrerede sine politiske ambitioner ved at kalde sig General over det baltiske og oceaniske Hav. Det lykkedes da også svenskerne at undsætte østersøbyen Stralsund, der var belejret af Wallensteins tropper. Og vel vidende, at Sverige måske var den sidste redningsplanke, henvendte fire rigsråder med kansler Christen Friis i spidsen sig til Axel Oxenstierna og anmodede om, at Gustav Adolf ville stille med et større troppekontingent, der kunne landsættes i Jylland og i Slesvig, således at den danske konge kunne få en vis god fod igen i sine tabte landområder.

Et sådant forslag var naturligvis ikke Christian 4.s kop te. Han syslede i stedet med en plan om selv at generobre Jylland. Den 9. oktober skrev han til rigsrådet, at i modsætning til de mange, der frygtede en hård vinter med stærk frost, som kunne udnyttes af fjenden til at gå over isen fra Jylland til øerne, mente han, at det måtte være muligt at rejse „10,9 eller 8 tusinde mand, slette eller gode, og ville Gud i Himmelen give sin nåde til, at isen ville bære, så fik man vel med Guds hjælp landet fra fjenden igen helt til Danevirke”.

Men både de fire råders forslag om svensk befrielse af Danmark og Christian 4.s vidtløftige plan om et vinteristog var mere udtryk for desperation end realpolitik. Sverige var godt nok betænkelig ved de kejserlige troppers tilstedeværelse i Jylland, men de svenske stridskræfter kunne næppe klare en tofrontskrig. Gustav Adolf var travlt optaget af kampen mod sin fætter, kong Sigismund af Polen, der fortsat gjorde krav på den svenske krone, og mod Sigismunds katolske forbundsfæller.