Hellig Olafs sejlads om kap med broderen Harald. Kalkmaleri i Skamstrup Kirke i Nordvestsjælland, ca. 1350. Harald var hedning og Olaf var kristen. Olaf nåede land før den pil der bliver afskudt fra hans skib. Det var Norges kongerige de sejlede om. At kapsejladsens resultat var et mirakel, understreges af, at Olafs sejrende skib var et tungt handelsskib, medens Harald rådede over en hurtigsejler af vikingeskibstype. Billedet sad velsagtens på sin kirkevæg da Margrete Valdemarsdatter gjorde sin sejlads over Kattegat for at vinde Danmark for sin søn Oluf.

.

Hvis ikke Margrete allerede opholdt sig i Danmark ved faderens død, og det er der intet der tyder på, så er hun kommet hurtigt til stede. Hun befandt sig allerede den 11. november 1375 på Kalundborg, formodentlig sammen med den fireårige Oluf. På denne tid af året lagde handelsskibsfarten normalt op for vinteren, så det har i givet fald været barske vejrforhold Margrete og hendes lille søn har måttet tilsidesætte.

Den lybske rådskrønike der kaldes Detmar-krøniken efter en af sine forfattere, læsemester i Lübecks franciskanerkloster, fortæller at Margrete ved begyndelsen af sin regering var så fattig en fyrstinde „at hun ikke formåede at give et måltid brød uden venners hjælp”, og det skal nok være rigtigt.

Det spinkle aktstykke der markerer begyndelsen af kong Olufs regering er udstedt på danehof i Slagelse den 3. maj 1376 og er kong Olufs „håndfæstning”, men dens bestemmelser er ikke epokegørende. Der skal holdes danehof hvert år og alle rigets stænder skal blive ved deres hidtil gældende friheder og rettigheder. Der skal ske lempelser i kravene over for bønderne. Det var et udgangspunkt for en regerings udøvelse, ikke meget andet. Men Margrete Valdemarsdatter der blev Danmarks og Nordens skæbne fra dette øjeblik og resten af sit liv, behøvede ikke mere. Hun er et af de største politiske talenter der nogen sinde har regeret Danmark.

Det var ingen særlig glorværdig kongemagt den unge Oluf var bestemt til at udøve. Hans håndfæstning indskærper på en række områder hvorledes de privilegerede stænders hævdvundne og lovsikrede rettigheder skal bevares uantastet af udøvelsen af den kongelige forvaltning og retspleje. Og der skal sondres skarpt mellem rigets stænder indbyrdes. Ingen verdslig skulle befatte sig med gejstligt gods, ingen gejstlig indsættes i et verdsligt embede, hertil skal der kun udpeges egnede lægmænd. Ingen gejstlig skal kunne berøves sit gods medmindre han forud er lovlig domfældt af sin rette gejstlige domstol. Klostre og gejstlige personer skal ikke plages med gæsteri af heste og hunde – nemlig når kongen gjorde disse kirkelige godskomplekser til baser i sine militære operationer, som Valdemar Atterdag så ofte havde gjort. Hver sognepræst skal have sin præstegård i sognet ubesværet af afgifter til kongen. Denne og hans embedsmænd skal heller ikke kunne kræve eller modtage kirkernes tiender – atter et gammelt militært-finansielt nødgreb der fremtidig ikke skal kunne anvendes. – Men der er også almene bestemmelser som alle stænder i lige grad skal kunne nyde godt af, ikke mindst at der skal gives erstatning af krongodset i tilfælde af at det kan konstateres at nogen med urette er blevet berøvet sit gods. Hvor kronen selv havde konfiskeret det, var sagen klar, godset skulle gives tilbage, eller andet af lige værd dermed. Men i andre tilfælde kunne kronen vælge at give den skadelidte gods af kronen mod til gengæld at overtage retten til det omstridte gods selv.

Allerede Valdemar Atterdag havde samlet på tvivlsomme adkomster til gods der lå belejligt for dele af hans krongods. Margrete Valdemarsdatter fulgte i hans fodspor. – At det var et væbnet, vagtsomt forhold der bestod mellem kongemagten og dens større eller mindre undersåtter, bekræftes af bestemmelserne i håndfæstningen om retsplejen. Kongen og hans embedsmænd skal stifte fred mellem rigets indbyggere, ingen skal gribes uden at være domfældt efter lovbøgerne, og i alvorlige sager skal der gives den domfældte lejlighed til at rømme ud af riget. Ingen skal stævnes uden for sit herreds grænser og kongens embedsmænd må ikke selv sidde til doms over bønderne. Når danehof skal holdes hvert år til sankthans i Nyborg skal der gælde frit lejde for dem der møder op, i to uger før og to uger efter, så at også de hvem afgørelsen eventuelt var gået imod skulle kunne komme i deres behold igen. Endelig, at bønderne kun i begrænset omfang skal kunne udskrives til arbejde på rigets befæstninger, og at der ikke skal pålægges bønderne nye skatter, afrunder billedet af det Danmark som kongens venner her søger at værne mod nye kongelige overgreb.

Alt i alt var det ikke store indtægter kong Oluf kunne regne med at få af sit rige. I Jylland og på Fyn har det været så som så med regeringens udøvelse, men Olufs antagelse til konge var ikke kommet i stand uden at Margrete havde gjort aftaler med jyderne. Det var meningen at Olufs kongemagt skulle have sit centrum i Østdanmark, og hr. Henning Podebusk har været den der i de første år skulle skaffe den unge konges hof det mest fornødne.

I Sønderjylland lod Margrete det ledige hertugdømme overgå til holstenerne. Hun havde nok at gøre med at befæste Olufs kongemagt i Sjælland og Skåne og kunne derfor ikke fortsætte sin faders politik i Sønderjylland før på et langt senere tidspunkt.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Den fattige fyrstinde og hendes søn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig