• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Noget om Djævelen og „at komme mennesket i vanhåb”

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Middelalderens mennesker har set deres medmennesker dø i stort tal omkring sig. Krigene hærgede bravt, og der var store naturkatastrofer som stormfloden over Frisland i 1362, „de grote mandrenke”. Og der var pesten Den sorte Død. Over for de ofte tilbagevendende trusler om massedød er forholdsreglerne altid de samme, at skrifte sine synder og at berede sig på at dø.

Fra dødsøjeblikket, når sjælen for ud af legemet, ejede mennesket ikke længere muligheden for at gøre gode gerninger der kunne veje dets synder op. Synder der ikke var skriftede og dermed i kirkelig forstand sonede, var en særlig belastning for sjælen efter døden. Skriftemålet var et sakramente og dets frelsebringende virkninger var uafhængige af om præsten var et dydsmønster og en lærd person, blot han var indviet præst og den troendes skriftemål var oprigtigt.

Men Djævelen var på færde, navnlig når mennesket skulle dø. „Han bærer da sin største fristelse frem for mennesket og sætter hende [dvs. mennesket] de stærkeste snarer”, står der i en tekst beregnet til døendes trøst og opmuntring fra slutningen af 1300-årene. Ved døden, hedder det, „lader hun [mennesket] alt efter sig i verden”, sin rigdom, sine venner og frænder, alt hvad „hun” har glædet sig over, „hun har intet med sig uden sine gerninger”.

 Jesu Fødsel. Kalkmaleri i Ørslev Kirke i Jakob Kornerups gengivelse. Dekorationens bibelske scener bærer samme præg af den fornemme høviske kultur som scenerne af den verdslige tilværelse. Nogen samlet plan for kompositionen er ikke fundet.

Jesu Fødsel. Kalkmaleri i Ørslev Kirke i Jakob Kornerups gengivelse. Dekorationens bibelske scener bærer samme præg af den fornemme høviske kultur som scenerne af den verdslige tilværelse. Nogen samlet plan for kompositionen er ikke fundet.

Og Djævelens fristelse til mennesket i dødsstunden, når mennesket skal modtage Guds fordring på sig, er at han „kommer mennesket i vanhåb”, dvs. prøver at tage det kristelige håb fra det. Det gør han ved at minde mennesket om alle dets synder, „særdeles de hun haver ej skriftet og ej heller lagt vind på at skrifte eller mindes”. Djævelen siger, og enhver må forestille sig med hvilken lind stemmeføring: „Du haver så mange synder gjort, at du est ej værdig at fange nåde eller miskundhed.”

Teksten foreskriver det ordrette svar at give, „i god samvittighed” på dette stød i hjertekulen: „Endda at mine synder er store og mange og usigelige, da er min Herre Jesu Kristi død og pine større og mere end alle mine synder. Og haver han mere forskyldet mig godt, end alle mine synder har forskyldet mig ondt. Derfor sætter jeg Hans hårde død og pine mellem Ham og Hans hårde dom, og mig og alle mine synder”.

Danskerne år 1400 kendte både livets skønhed og dets skrøbelighed. Og de behøvede ikke være uden håb.

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Noget om Djævelen og „at komme mennesket i vanhåb” Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Danmarkshistorien

  • Historik