Sankt Eriksgildernes segl viser kongehelgenen i den båd hvor han blev dræbt. Her seglstampen fra Eriks-gildet i Røddinge på Møn, der nu er en beskeden landsby, men måske dengang har spillet en rolle som handelsplads – ganske som Kalvehave på den sjællandske side af Ulvsund, der også havde et Sankt Eriksgilde. Kalvehave hed endnu i 1300-årene Skåningehavn.

.

Både pergament og papir var dyrt, og man brugte derfor mere flygtigt materiale til dagligdagens optegnelser. Her en vokstavle fra 1350-1400, fundet i Læderstræde i København, der har været brugt til regnskabsbog for en købmand. Bogstaverne blev indridset i træpladens tynde vokslag med en stylus og kunne let slettes igen med dens flade ende.

.

To stormænds signeter fra tiden omkring 1300. Det til venstre tilhører efter indskriften en mand ved navn, Olav Ebbesen, som vi i øvrigt ikke ved noget om, og våbenet, med tre roser på stilke, kan ikke identificeres med sikkerhed. Til højre ses Aute Knudsens signet. Våbenet – to drikkehorn, her suppleret med et bæger – viser at han var af Snubbe-slægten. Tre mænd af slægten fik da også tilnavnet Drukken!

.

Gravkors fra kirkegården på Herjolfsnæs i „Østerbygden” på Grønland. De døde havde korset i hænderne eller på brystet.

.

Fra Erik Plovpenning blev dræbt på Slien en augustnat i 1250 til kong Erik af Pommern kunne ride sin Eriksgata var der gået halvandet hundrede år. De to konger havde ikke andet end navnet tilfælles og knap endda det, for at den unge Bugislav af Pommern var kommet til at hedde Erik sigtede mest på at bringe ham ind i den norsk-svenske kongefamilies traditioner. Det var den svenske kongehelgen Sankt Erik og den navnkundige hertug Erik af Sverige, Magnus Eriksens fader, han var blevet opkaldt efter. Fra Hellig Erik i Ringsted var det kun en svag stråleglans der faldt på unionskongen som var hans broders tip-tip-tip-oldebarn.

Folket år 1400 står også folket år 1250 fjernt. Navnlig var der i løbet af de halvandet hundrede år foregået indvandringer til Danmark og udvandringer fra Danmark, så at der ikke går lige linier mellem dem der brugte den danske jord, fangede den danske sild, købslog, prædikede, procederede eller øvede håndværk i 1400 og i 1250. Fortidens danskere er alle på en eller anden måde vore forfædre, men de behøver ikke være hinandens.

På Sjælland, i Skåne og på Fyn har krisens langtidsvirkninger ikke længere været mærkbare, men i Jylland var krisen måske ikke kulmineret endnu. Og de der var hjemmefødte danskere og mere end 60 år gamle ville tydeligt kunne huske pesten, Den sorte Død.

Der var gået mange ulykker hen over Danmark i de halvandet hundrede år. Datidens historiske skribenter gjorde sig naturligvis deres tanker om det. Rydårbogen fastslår at ved Valdemar Sejrs død faldt i sandhed kronen af de danskes hoved. Jyske Krønike ser i kong Erik Menved en fyrste af stor dyd som Gud beskyttede i alt. Og Klagedigtet fra 1329 lægger skylden for al Danmarks fortræd på den fordærvelige import af udenlandsk letfærdighed. Det er meninger der er sagkyndige og sande, hver på deres måde og ud fra deres forudsætninger. Men ingen af dem er dækkende.

Nogle ulykker delte Danmark med alle andre lande i den civiliserede verden, andre var specielt danske. Men trods alt forekommer Danmark år 1400 at være et rigere samfund end Danmark år 1250. Måske var velstanden reduceret, men der var også færre mennesker om at dele den, så at der alt i alt var mere til den enkelte.

Den sorte Død ramte en befolkning der allerede var ved at svækkes og formindskes. En klimaændring kan meget vel have spillet ind. Danmark var ikke et marginalt område med hensyn til landbrugsproduktion, korndyrkning og kvægavl. I det nordlige Skandinavien, for slet ikke at tale om Sydgrønland, kan det være temmelig små ændringer i temperatur og nedbør der afgør om det lykkes eller mislykkes, i det enkelte år og over længere perioder, men også det danske landbrug var følsomt over for de klimatiske betingelser, meget forskelligt fra det sydlige Europa. Og i første halvdel af 1300-årene var der uorden i vejrforholdene. Den lybske Detmar-krønike fortæller at der 1310 var tørke og misvækst i Vesteuropa og dyrtid på korn, og at engelske købmænd var overalt i østersøhavnene for at købe korn. 1311 tales der om tørke og misvækst i danske årbøger, og 1323 var vinteren så hård at Østersøen var tilfrosset i seks uger ved kyndelmisse, der var alfarvej over Storebælt og mellem Sjælland og de nærmeste dele af Venden. Der skal nok have været dem der har set deres fordel i at vandre til Rostock eller Stralsund for at se hvad der var til salg på torvet. Men i almindelighed er årbøgernes meldinger om klimatiske uregelmæssigheder velkendte faresignaler for alle tidens mennesker. I det pestår som sikkert har været det værste, nemlig 1349, noteres der i Yngre sjællandske Krønike både voldsom storm og jordskælv.

Krisen i landbruget og den store mandedød var dog, med deres helheds- og langtidsvirkninger, begivenheder der forbedrede de materielle betingelser for den befolkning der overlevede. Her var den enes død den andens brød. Men fordelene har nok været ujævnt fordelt, selv om de to ujævnheder der kendes bedst, sådan set ville ophæve hinanden, hvis de var alene om at virke. Den ene er at krisen har fremmet koncentrationen af jord på færre hænder ved at begunstige de kapitalstærke, spekulativt indstillede interessers opkøb af jord der nu var mindre rentabel, men hvor en mere ekstensiv udnyttelse i længden kunne give en stor profit. Den anden er at jordens herrer, måske særlig de gejstlige jordherrer der rådede for kirkens institutionsgods, som følge af krisen fordelte jorden mere ligeligt mellem deres fæstere, så at de allerstørste udlejningsgårde forsvandt sammen med de allermindste, nu hvor der var mangel på fæstere og man ikke kunne få hvem som helst til at fæste hvad som helst. Den enkelte jordbruger rådede i 1300-årenes slutning over et brug der i størrelse og kvalitet var mere jævnbyrdigt med hans standsfællers end hans forfaders i 1200-årene havde været.

Der foregik en ændring af politikkens teknik. Den gamle territorialstats imperiepolitik afløstes af en moderne fyrstemagts komplicerede og omskiftelige alliancepolitik. Det er på denne baggrund vi skal forstå Rydårbogens forklaring på, hvad Danmarks ulykke bestod i, nemlig at de lande danskernes forfædre havde erobret ærefuldt og med våbenmagt nu gled danskerne af hænde og, som der står, „fyrsterne stod ikke imod, men indbyrdes bekrigede og ødelagde de hinanden”. Rydårbogen er sikkert skrevet inden Erik Menved blev herre over Rostock og de andre territorier han skaffede sig i Nordtyskland. Og havde forfatteren kendt Christoffer 2.s skæbne og f.eks. Valdemar Atterdags salg af Estland, ville han nok have været nødt til at skrive sin fremstilling helt om. Så ville det have været nødvendigt at forsøge en vurdering af, hvorledes resultater opnået på de nye vilkår svarede til resultater i den gamle sammenhæng. Vurderingen kunne ikke blive stående på at det gamle blot under alle omstændigheder havde været bedre end det nye. Hvad Rydårbogens forfatter ville have sagt til at den danske konge fra 1396-97 kom til at herske over alle tre nordiske riger, er det slet ikke muligt at forestille sig.

Det er ikke sikkert at en sagkyndig iagttager af Danmarks situation ved år 1400 ville synes at Margretes unionskongedømme i den 18-årige Erik af Pommerns navn kunne opveje tabet af Valdemar Sejrs imperium. Unionsmonarkiets samlede territorium var langt større end hvad Valdemar Sejr nogen sinde havde ført sit scepter over, men de to ting har for den sagkyndige slet ikke været til at sammenligne. Der var vundet meget og tabt andet i løbet af de halvandet hundrede år.

Blandt tabene var hele den gamle nordiske høvdingekultur. Den havde endnu gjort sig gældende i 1200-årenes sidste årtier i kampene mellem nordmænd og danskere hvor både kongen af Danmarks mænd, de fredløse og deres norske kampfæller udgør grupper af krigere under en høvdings ledelse, en der har sine huskarle omkring sig når han sidder hjemme på sin gård i en bygd han stort set behersker, og som fører dem når de skal i krig på deres knarrer eller snekker at gøre strandhugst eller landnam. Alf Erlingsen og marsk Stig har levet på denne måde, Erik Menveds drost hr. David Torstensen måske også. De store kirkefyrster, rigets biskopper og ærkebispen har, så længe de var at betragte som kongens mænd i det åndelige, også delt denne tilværelsesform, alene med de begrænsninger der var forbundet med deres embede, evangeliets forkyndelse, sakramenternes forvaltning og kærlighedens udbredelse i verden. Også Jakob Erlandsen og jens Grand har været store høvdinge, men det er bl.a. deres kirkekampe der medfører at kirkens stilling i samfundet og over for kongemagten bliver en anden ved 1300-årenes udgang end den havde været ved deres begyndelse. „Høvdinge” var de ikke des mindre i tidens danske sprog. Rydårbogens ord om at „fyrsterne” ikke stod imod er i middelalderlige danske oversættelser gengivet med ordet „høvdingene”. Det er andre slags folk end Valdemar Atterdags store krigsherrer, Bo Falk til Vallø eller Erik Nielsen Gyldenstierne til Ågård, som nok havde flere folk og mere magt, men hvis tilværelse i krig og fred var en anden. I stedet for at være overhoveder for et større eller mindre kontingent af folk der blev stillet til rådighed, i krig og fred, blev de nye herrer medlemmer af et kollektiv af ledere, der samlet bistod kongen i kommandoen over alle. Og de mange storbønder eller små-herremænd der havde erklæret sig „af våben” og dermed stod til rådighed for kongen når han kaldte dem sammen ved bud til landstinget, det er også en anden slags folk end marsk Stigs huskarle.

Noget afgørende var at der fra Valdemar Atterdags regeringstiltræden og århundredet ud ingen kirkekampe var, eller blot optræk til dem. Biskopperne havde været de førende i bestræbelserne på at få Valdemar anbragt på den ledige danske kongetrone, og de havde næppe haft grund til at fortryde det. Kongen ordnede kirkens og kongemagtens fælles anliggender til eget og de gejstliges bedste, med støtte fra paven i Avignon. Kirkekampenes kirkefyrster havde været store godsherrer i egen ret, medens Valdemars og Margretes biskopper først og fremmest var forvaltere af et stort institutions-gods hvis omfang og afkastning skulle holdes intakt til efterfølgerne og dermed til kirkens fremtidige bedste. De har set deres fordel i at kirkens økonomiske potentiel fra tid til anden stilledes til kongemagtens disposition, når dette kunne ske uden at hovedformålet blev tilsidesat. Over nogle generationer var det netop en sådan indstilling kong Valdemar og hans gejstlige rådgivere lærte kirkens kommende ledere at indtage. Fra dem forplantede denne holdning sig til lavere embedsmænd i hierarkiet. Kirkens store rigdom på gods blev i denne periode ikke forøget væsentligt, men den blev holdt intakt.

I samfundsindretningen og dagliglivet oplevede Danmark i disse halvandet hundrede år en fortyskning. Men alt det nye der gjorde sig gældende i Danmark efter 1250, særlig inden for købstadvæsenet, den militære ordning og økonomien, havde også kort forinden været nyt i de nord- og vesttyske områder hvorfra det kom til Danmark. Der er tale om almen europæisk kulturpåvirkning.

Det var et fælles europæisk samfundssystem der nu indførtes i Østersøegnene og dermed kom til at dække et bredt område fra det indre Balticum til den franske Atlanterhavskyst. Samfundsindretningen er særligt kendetegnet af den rolle selvstændige, såkaldt „frie” byer spillede, i et strengt reguleret forhold mellem landdistrikterne og købstædernes økonomi.

Udviklingens økonomiske forudsætninger var at Danmark med sit korn, med smørret og skånesilden, samt lidt senere med eksporten af levende kvæg, blev et forsyningsområde til en ekspanderende vesteuropæisk økonomi der var bymæssigt organiseret og næsten industrielt præget (som f.eks. klædeproduktionen i Flandern).

Der var også i de halvandet hundrede år foregået betydelige indvandringer til Danmark som overvejende må have været tyske. I Valdemar Sejrs tid havde tyske fyrster, i krig eller ved giftermål, fået del i den danske kongefamilies arvegods og mange af disse besiddelser blev opretholdt langt ind i 1300-årene. De udenlandske fyrster indsatte for en stor del deres egne svende og tjenere på sådanne godser. En anden væsentlig indvandring skete ved at holstenske adelsmænd overtog sønderjyske forleninger. Det medførte dels indvandring af holstenske adelige til Sønderjylland og videre til kongeriget, dels en betydelig udveksling mellem disse stormænds tyske og danske tjenere inden for de magtområder de sad inde med. Endelig er der i kølvandet på den hanseatiske handelseksplosion sket en omfattende indvandring af tyskere til de danske købstæder, frem for alt til København og Malmø, og særlig i det tidsrum hvor Valdemar Atterdag på den ene side af Sundet og Magnus Eriksen på den anden kappedes om at gøre markedstiden tillokkende for udlændinge.

Den danske købstadlovgivning gjorde mellem 1250 og 1400 de danske byer, både de nygrundlagte og de ældre, til centrer for omsætning og håndværksmæssig produktion efter dette nord- og vesteuropæiske mønster. De privilegier og stads-retter de danske konger i denne periode gav deres byer, forordner også om styreformer og handelsregler efter forbillede i de tyske byer.

Tysk sprog har været gængs i alle de miljøer i Danmark som var orienteret mod udlandet. Den forkortede udgave af Saxos Danmarkshistorie der udarbejdedes i begyndelsen af 1300-årene og er et af senmiddelalderens vigtigste bidrag til dansk historieskrivning, cirkulerede også i en plattysk version der fik meget stor udbredelse. Sproget ved kongens hof har i vid udstrækning været tysk præget. Og den tyske minnesanger som i de seks måneder mellem Sankt Cæcilie dag 1286 og pinsen 1287 sang til trofaste danskere om at de skulle finde og anklage deres konges mordere, sang efter alt at dømme på tysk.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tabt og vundet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig