Gotikken i Danmark

Fra 1200-årenes midte begyndte Danmark at blive præget af den stilart i kunsten som plejer at kaldes den gotiske. Det er et navn der stammer fra renæssancetidens italienske humanister der anså høj- og senmiddelalderens maleri, skulptur og bygningskunst for præget af barbarerne og derfor opkaldte stilen efter goterne, hvad der ikke har noget med virkeligheden at gøre.

Stilen stammer fra Frankrig og bredte sig ud over hele Europa fra 1100-årene og fremefter. Det er kun i nogle hovedtræk arkitekturen og den bildende kunst kan sammenlignes, og der er regionale og tidsmæssige forskelle, ligesom der er modstridende strømninger, inden for den gotiske kunst.

Grundpræget er interessen for tingenes og de levende væseners natur. Det er gotik at fremhæve de bærende linier i et bygningsværk og give menneskelige skikkelser udtryksfulde bevægelser. Det er gotik at bøje ærkeenglen Mikaels ene knæ for at understrege den spænding i figuren der er nødvendig for at han kan holde den vægt som sjælene bliver vejet på. Og det er gotik at fylde kirken med lys under høje hvælv der med selve deres resonans fører menneskenes lovsang mod himlen. Den gotiske kunst har ikke den romanske stilarts tidløse værdighed og monumentale anonymitet. Den kan udarte til det grove eller hektiske, men den kan også udtrykke en glæde over skabningen, der gælder både det store og det små.

Det var i slutningen af 1200-årene, forholdsvis sent i sammenligning med det øvrige Europa, de gotiske stiltræk meldte sig i det danske kirkebyggeri. Her måtte de tilpasse sig hævdvundne romanske traditioner. En række af Valdemarstidens store teglstenskirker fik i disse år hvælvinger indbygget, og der opstod en slags overgangsstil i den hjemlige kirkearkitektur, til at forbinde den romanske med den gotiske byggemåde. Blandt domkirkerne er det særlig Roskilde, Århus og Slesvig der er præget af den.

Også mange landsbykirker blev overhvælvet i stedet for fortsat at have flade lofter, og hvælvene blev ofte dekoreret med farverige kalkmalerier der letfatteligt kunne illustrere kristendommens hovedsag og bibelhistoriens store begivenheder. Nogle landsbykirker fik indgangsdør i vest, så at det nu blev kirkens længderetning, med sigtelinien op mod alteret, der blev den afgørende.

Men gotikken var ikke en særlig kirkelig stil. Den tilhørte fuldt så vel den verdslige tilværelse, navnlig på højere sociale niveauer hvor det gjaldt om at leve op til det store udland. Gotikken er kendetegnet af en skønhedsdyrkelse og en glæde ved formen, som kunne blive til sanselighed eller materialisme, hvis det ikke altid var tydeligt at kunstnerne stræbte efter at gennemlyse deres motiver så at de stod for beskueren i deres egentlige væsen, i et enkelt glimt. Det var abstrakt og reflekteret, akademisk og præcist. Men det var samtidig sanset, og tænkt på en næsten naturvidenskabelig måde.

Der er ingen tvivl om at den nye æstetik fik et hjemsted i kongens gård. Her indgik den blandt andre træk af en ny kultur som var mere iagttagende, mere undersøgende og måske mere tvivlende end ældre tiders rettroenhed. Kontakten med Orienten havde vendt Vestens videnskabelighed mod det praktiske og tekniske. Hofmiljøet er ganske vist kun kendt gennem få og sjældne vidnesbyrd, for det har ikke overlevet materielt i samme omfang som middelalderens kirkelige miljø. Det er enkelte kunst- eller brugsgenstande, importerede eller hjemligt fremstillede, vi må slutte udfra. Eller vi må støtte os til de bevarede rester af den ridderlige kærligheds- eller heltepoesi, i 1500-årenes gendigtning (folkeviserne). Men hvis 1300-årenes fyrste ville leve op til sine udenlandske forbilleder eller konkurrenter, var det et digternes, filosoffernes og kunstnernes hof han skulle indrette. Kunsten var et middel til erkendelse om Gud og den skabte verden, nødvendig for den hersker der skulle løse sin opgave i livet og i tiden.

Men den gotiske stil repræsenterer ikke kun en elitekultur. Købstæderne voksede i rigdom og folketal, og flere store bykirker fik deres anlægspræg af gotikken, Petri Kirke i Malmø der har lignet den forsvundne Frue Kirke i København, den nuværende Haderslev Domkirke, Næstved Sankt Peder, Slagelse Sankt Mikkel og – som den eneste af de gamle domkirker -Odense Sankt Knud. Købstadkirkerne kom i størrelse og udsmykning til at ligne kirkerne i de større nordvesteuropæiske byer. Import af udenlandske træskærerarbejder til udsmykning af kirkernes altre blev almindelig, både i byerne og på landet. Og billederne fra helgenlegender eller bibelske beretninger i hvidtekalken på landsbykirkernes vægge og hvælv blev en kunst for folket.