Biskop og domkapitel

Domkapitlet bestod af de højere gejstlige der gjorde tjeneste ved domkirken, og kapitlet udgjorde bispevalgets valgforsamling. Dets medlemmer levede oprindelig et fælles liv efter den såkaldte Augustinerregel som var en middelalderlig rekonstruktion af normerne for det fællesliv Den hellige Augustin som biskop af Hippo i Nordafrika havde levet med præsterne ved sin kirke. Kapitel hedder det fordi dette samfund, i lighed med et klostersamfund, daglig i kapitelsalen får forelæst et kapitel af ordensregelen.

Nu var domkapitlerne i Lund, Roskilde, Ribe, Århus og Slesvig blevet sekulariserede, dvs. fælleslivet var opgivet, fællesgodset delt og delene henlagt til hvert enkelt medlems embedsgods, dvs. til hver enkelt kanniks præbende som var det gods han forvaltede og skulle leve af. Viborg domkapitel levede endnu efter Augustinerregelen, og Børglum og Odense havde et klostersamfund som domkapitel. I Børglum var det et munkesamfund af præmonstratenserordenen (efter Prémontré i Frankrig), medens Odenseklosteret var den gamle kongelige benediktinerstiftelse der blev grundlagt til varetagelse af kulten af Knud den Hellige i 1000-årenes slutning, Odense Sankt Knuds Kloster. Roskildebispens kollegiatkapitel i København, dvs. den højere gejstlighed ved Vor Frue Kirke dér, var sekulariseret.

En domkirke var centrum i stiftets gudstjeneste og sæde for en mangfoldighed af kulturelle aktiviteter. Vi ved at de holdt skole, men katedralskolernes middelalderlige historie er kun kendt i hovedtræk. Den hellige Augustins kapitel i Hippo havde også bl.a. omfattet indbyrdes undervisning, ikke kun i teologi, men tillige i jura og alle naturvidenskaberne, så vi kan i de middelalderlige domkapitler se en art universiteter på et højt niveau, men af et begrænset omfang. De var centrer for et lærdomsliv der ikke kun tjente kirkens øjeblikkelige behov, men også stod til rådighed for den verdslige magt. Som nævnt rådede Roskilde domkapitel i sidste fjerdedel af 1200-årene over en astronom der var blandt verdens førende.

Biskoppens embedsgods er omhyggeligt adskilt fra domkapitlets eller kannikernes. Og biskoppens privatgods blev holdt separat fra hans embedsgods. Normalt var biskopperne velstående mænd der kunne begunstige kirken af deres egne midler, men biskoppernes embedsgods skulle holdes intakt. Der måtte føres omhyggeligt regnskab med hvad hver enkelt besiddelse skyldte biskoppen årligt, registre der, ved selve deres optegnelse og eksistens gav retskraft til deres indhold.

Sådanne håndskrifter, hvoraf nogle få er bevaret, synes ofte at have haft navne der var almindelig bekendte, „Oldemoder” i ribebispens kancelli, „Palte” og „Stifinger” i roskildebispens, alle fra 1200-årenes slutning, de to sidstnævnte dog kun kendte gennem en afskrift fra årene 1370-1377 der nu kaldes Roskildebispens Jordebog.

Bispe- og kapitelgodsets indehavere havde gode muligheder for at begunstige venner og slægtninge. Slægter på samfundets højeste plan skyldte ofte deres opstigen at de havde fået en slægtning anbragt i et bispesæde eller i et indbringende prælatur, normalt ved kongens gunst. Forstadier til en sådan udnævnelse var meget ofte, at den pågældende havde gjort tjeneste i det kongelige kancelli.