Lübeckerne

Lübeck i Holsten ved floden Trave i Østersøens sydvestlige hjørne blev den førende blandt disse søhandelsbyer, leder af de vendiske stæders forbund og til sin tid da hele hanseforbundet havde dannet sig, ubestridelig „hoved for hansaen”. I praksis betød dette kun at det var Lübeck der indkaldte til de store møder hvor delegerede fra de enkelte byer forhandlede om fælles anliggender, og det var normalt Lübeck der passede stædernes fælles korrespondance, men dette var heller ikke så lidt. Staden var grundlagt omkring 1100-årenes midte, men nåede sin første store blomstring i årtierne efter 1250. Da var den en højt udviklet bydannelse, med selvstyre i forhold til det omliggende land, grevskabet Holsten, og med en specialiseret torve- og markedsordning der var inspireret af de flamske og nordfranske byer. Den bevarede sin førerstilling i hanseforbundet så længe dette eksisterede, i princippet indtil 1800-årene, og fra 1200-årenes midte blev Lübeck en betydningsfuld faktor i den danske udenrigspolitik.

Sildefangsten i Skåne var altid på danske hænder, arbejdskraften til rensning og nedsaltning var også dansk, men Lübeck som havde sine hovedinteresser i silden kunne finansiere nedsaltning ved at møde op med salt, fra Lüneburg syd for Lübeck, og med tomme tønder fremstillet af det blomstrende bødkerhåndværk i Lübeck. Herved har Lübeck uden tvivl fremmet produktionen og opnået egne fordele. Men silden var altid en vare når den tilførtes markedet, de udenlandske købmænd fiskede ikke selv, og de havde i henhold til markedsordningen tre dage til at afregne kontant med fiskeren. I tre dage skulle han, hvis han ønskede det, have lov at tage varer fra købmandens bod som betaling, ellers skulle han have penge, normalt den danske mønt som kongen satte overkurs på. Lübeck hævdede altid at den danske mønt på Skånemarkedet veksledes til det dobbelte af dens værdi, og det var en gevinst for de tyske handelsinteresser, da den danske udmøntning helt ophørte i 1330'rne, og den udenlandske mønt frit cirkulerede i Danmark til den værdi den havde, en situation der varede helt til 1300-årenes slutning.

Den årlige produktion af sild i Skåne kan anslås til 300.000 tønder ved 1300-årenes midte, og det var Lübeck der aftog hovedparten, for at sælge dem videre i Vesteuropa.