Et tøvende farvel til Nordhavet

De nygrundlagte tyske byers forbindelse med verdensøkonomien trak Danmark ind i et nyt økonomisk kraftfelt, men endnu hundrede år efter 1250 fandtes der spor af det gamle fjernhandelssystem som de danske købmænd sammen med deres nordiske brødre tidligere havde indgået i. De to systemer fandtes en tid lang side om side, men det var det tyskprægede der sejrede over det nordiske.

Danske købmænd i langfart havde været engageret i en fjernhandel af meget eksklusiv karakter, den angik varer af høj værdi i forhold til deres vægt, og de skibe der blev benyttet, var den gamle nordiske vikingeskibstype der kunne anløbe enhver kyst og som i givet fald også kunne transporteres over land over korte strækninger.

Disse købmænd havde siden kort efter Knud Lavards helgenkåring haft en sammenslutning i hans navn som ramme om deres virksomhed, Sankt Knuds Gilde, som havde sit centrum i Ringsted ved helgenens grav og som kongen selv var indtrådt i som medlem 1177. Når danske købmænd i England i 1200-årene lejlighedsvis kaldes „kongelige danske købmænd”, er deres medlemskab af Knudsgildet sikkert forklaringen.

Knudsgildet levede videre i 1200-årenes sidste halvdel og stilledes endog sammen med nye Eriksgilder opkaldt efter Erik Plovpenning da han forsøgtes anerkendt som ny dansk kongehelgen. Langsomt ændrede det gamle nordiske købmandskab sit væsen under indflydelse af de nye impulser fra Tyskland, men det fandtes stadig.

Det belyses af en norsk tekst fra 1200-årenes midte, et moralfilosofisk arbejde for samfundets højere lag, et skrift der hedder „Kongespejlet” og hvori der findes et afsnit om købmandskab. Skriftet der er blevet til efter gamle europæiske forbilleder er bygget op som en samtale mellem en søn og hans fader. Sønnen har lyst til i sine unge år at drage ud i verden for at søge sin lykke og lære andre folks sæder og skikke at kende. Faderen, som mest har været kongsmand, og som tydeligt nok håber at dette også skal blive sønnens endelige livsbane, har mange nyttige råd at give ham. Hvor han kommer hen skal han søge herberg hos de klogeste og mest ansete mænd, holde sig i god forståelse med øvrigheden og pleje sin gudsfrygt, holde alle gudstjenestens tider. Købmandskabet skal han drive med ærlighed, sætte sine priser så højt som andre der på stedet, men på den anden side, hvis hans varer er blevet fordærvede, gøre køberen opmærksom på det. Men, som det er købmandskabets væsen, skal han sælge hurtigt og købe hurtigt. Han skal i det daglige føre en anstændig tilværelse, med god mad og drik, vel at mærke hvis han har råd til det, og han skal holde sig fra dårligt selskab, kvinder, drukkenskab, terningspil og sligt. Han bør gå i kompagniskab med andre, for at mindske sin risiko, og bliver han rig ved sin handel skal han sætte to tredjedele af fortjenesten i jord, ikke satse det hele på ny. Jordejendommen vil også være en passende forudsætning for hans senere opstigen til at blive kongsmand, dvs. hirdmand og hoftjener.

Skriftet hvis moralforskrifter er almindelige i den art litteratur, røber intimt kendskab til miljøet omkring Vesterhavet og Nordhavet, de farvande som nordmænd, svenskere og danskere havde besejlet i århundreder. Dets forfatter kender disse haves beskaffenhed, ikke mindst deres fauna, og han er fortrolig med klimaet og astronomien. Ganske vist er det ikke så værdifuldt når han undrer sig over at der både er is og varme kilder i Island og forklarer isen med Grønlands nærhed, men skildringen af Irland er sagkyndig, selv om han hævder at befolkningen dér i det gunstige klima går upåklædt. Men det skal nok være rigtigt at dette folk, skønt egentlig vildt og grumt, dog lader de mange helgener der bor dér leve i fred.

Også skriftets zoologiske afsnit er fuldt af mærkværdigheder. Ved Grønland har han en levende beskrivelse af havfruer. Men der er også sæler, grindehvaler, narhvaler og hvalrosser og han ved at tænderne af de to sidste dyrearter er værdifulde erstatninger for elfenben.

Det samfundsmoralske miljø hvori dette skrift placerer købmandens gerning er alment nordisk. Det har et afsnit om tilværelsen ved hove, men dets kapitler om bønder og kirkemænd er gået tabt. Skriftet er et vidnesbyrd om den gamle nordiske verden der nu ganske langsomt var på retur.