Bondens tid og herrernes tid

Det er en del af rigets udvikling hen imod en moderne statsdannelse, at tiden kom til at betyde noget for alle. Men den gik ikke lige hurtigt for alle. For dem der kom i herrestand og fik ansvar at leve op til gjaldt andre tidsbegreber end for bønderne. De måtte give agt på tidernes gang også i udlandet. Udenlandsk påvirkning er kommet til Danmark ved herrers indsats, høje eller lave. Somme tider gik det meget hastigt, til andre tider langsomt. Tiden som begreb er bestemt af den levevis der gælder i samfundene, og tidens gang er socialt betinget.

Siden agerbruget blev indført i Danmark, har bønderne haft behov for at give agt på tiden. Deres instrumenter dertil var ganske enkle, i regelen stokke med indskårne mærker, og de kunne bruges år efter år, cykliske som de var. Efter kristendommens indførelse har det været nødvendigt at forsyne kalenderstokkene med indretninger der tillod at beregne hvilken ugedag året begyndte med, for at kunne fastlægge påsken, første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Flere af årets helligdage skiftede plads med påsken. Det var i alle henseender den kirkelige inddeling af året der regulerede tidens gang i det daglige. Påske, sankthans og mikkelsdag var vendepunkter i produktionslivet og julen den store højtid i vinterens dybeste mørke. Også den såkaldte kyndelmisse har været en betydningsfuld mærkedag, den 2. februar, navnet er en fordanskning af det latinske missa candelarum, lysenes messe, den gudstjeneste hvori lysene til hele kirkeåret indviedes. Det var også jomfru Marias kirkegang eller jomfru Marias renselse, nemlig efter Jesu fødsel den foregående julenat. Parallellen til almindelige kvinders første kirkegang efter barsel har ikke været til at tage fejl af.

© Magnus Petersen

Gravsten i Varpelev Kirke på Stevns over fem medlemmer af Rane-slægten. Indskriften langs randen omtaler hr. Herlug, hr. Niels kammermester og hans hustru Cæcilie, medens midtbåndet gælder en hr. Peder, der kaldes „hans søn” uden at det er klart hvis søn, og en fru Kathellug der kun nævnes med sit navn. Figurerne og bogstavformerne viser at stenen stammer fra 1300-årenes første årtier.

Det var en udbredt middelalderlig samfundsteori at menneskene lever i tre „ordener” eller tre virksomheder, funktioner. Der er dem der arbejder, dem der slås og dem der beder. Teorien går tilbage til nogle grundlæggende forestillinger i den tidlige kristne tradition, men i højmiddelalderen var det navnlig den franske kirke der lagde vægt på den og teorien har givetvis også gjort sig gældende i Danmark. De der arbejder, bonden og alle der producerer, skal holde dem der slås og dem der beder i live. De der slås er kongens folk, aristokratiet, ridderne og soldaterne, de sikrer rigerne og de enkelte samfund mod ydre fjender, og det er rimeligt at de ikke kan bestille andet. De der beder er kirkens og klostrenes personer der, hver på sit niveau og i sin funktion, ligeledes udøver en virksomhed til alles gavn, ved forbøn for alle mennesker, de levende og de døde, og ved uddeling af de hellige sakramenter. Bonden har altså to slags herrer, dem der slås og dem der beder. Og dem skal han holde i live ved sit arbejde.