Hestetøj fra gården Boringholm ved Horsens der i 1300-årene tilhørte slægten Brok. Den blev udgravet 1906-12 og har givet et rigt fundmateriale af våben og brugsgenstande fra samfundets højere lag. Stigbøjlen og sporen er meget elegant håndværk, medens hesteskoen, bidslet og striglen er af mere almindelig type. Alle genstandene stammer fra 1300-årene.

.

Når domme afsagt i kongens navn skulle udfærdiges som breve, anvendtes oprindelig et almindeligt kongesegl at sætte under dem. Det kunne gøres alene ved den kansler kongen havde til at varetage retsplejen (hans justiciarius) der optrådte i brevets tekst som vidne. Men fra Valdemar Atterdags regeringstid (1340-75) begynder brugen af et særligt domssegl eller rettertingssegl, med indskriften "Til Danæ Lov" (se nedenfor).

.

Når domme afsagt i kongens navn skulle udfærdiges som breve, anvendtes oprindelig et almindeligt kongesegl at sætte under dem (se ovenfor). Det kunne gøres alene ved den kansler kongen havde til at varetage retsplejen (hans justiciarius) der optrådte i brevets tekst som vidne. Men fra Valdemar Atterdags regeringstid (1340-75) begynder brugen af et særligt domssegl eller rettertingssegl, med indskriften "Til Danæ Lov".

.

„Med rådet råd”, dvs. i fællig med andre og efter modent overlæg, at drage i anden mands hus eller gård og slå ham eller hans hustru eller medlemmer af hans husstand ihjel, var ifølge landsloven hærværk. I dette med „rådet råd” lå der at der var flere om det, og mindstemålet for en sådan skare sattes oftest til fem. Her var voldtægt dog undtaget, „at tage kone eller mø mod hendes vilje ude på marken eller hjemme i husene” var hærværk selv om det kun forøvedes af en enkelt person og uanset om det krænkede husfreden eller ikke. At tage kvinde mod hendes vilje kunne tillige udgøre „kvinderov”, dvs. indgåelse af ægteskab med hende imod hendes slægts ønske, men dette var for så vidt en anden sag. Selve krænkelsen af individet var forbrydelse nok og gerningsmanden ifaldt lovens strengeste straf.

Hvad Erik Klippings forordninger af 1284 bestemmer om hærværk, husfredskrænkelse, gårdgang, voldtægt og om brud på kirkefreden rækker ikke ud over landsloven, og ordet „hærværk” er åbenbart en samlet betegnelse for alt dette.

Men der forordnes om en særlig ekspedit rettergang i sådanne sager. Lysning, dvs. bekendtgørelse af at det har fundet sted, på næste tingdag derefter. Derpå udtagelse af det nævn af tolv uvildige mænd der skal sværge om skyldspørgsmålet. De udpeges af en der selv er uvildig og dette sker på næste ting. Og på det tredje følgende ting bliver afgørelsen truffet, nævnet sværger om denne sag. Sværger de alle ens, er sagen dermed straks endt, og hvis ikke, følges flertallet og sagen ender dermed. Hvis der intet flertal er, henskydes sagen til en anden forsamling som skulle få stor betydning i retslivet under de nye tilstande, ikke mindst i det store, tyndt befolkede Jylland, nemlig stiftets biskop og et antal gode mænd i bygden, „biskop og bedste bygdemænd” som betegnelsen blev. Rettergangen i hærværkssager skal være effektiv.

Den kongelige indgriben i denne retspleje går på lovgivningens grænselinier. Det er omdannelsen af et ældre samfund domineret af slægternes juridiske selvstændighed til et nyere, mere differentieret samfund hvor det enkelte individ snarere end hans slægt, blev den faktor der havde interesse for lovgivning og forvaltning, individet med bestemte rettigheder og pligter. Over for de gamle slægtsfejder var der allerede skredet ind ved at forordne bøder for det første hævndrab, hvorved rækken af endeløse myrderier kunne brydes. Nu er der ved hærværkslovgivningen taget nogle skridt videre i samme retning, dels ved den anførte stramning af retsforfølgelsen af sådanne forbrydelser, dels ved det lovbud at for en hærværksmand der blev såret eller dræbt under udførelsen af sit forehavende skulle der ikke kunne kræves bøder. Rimeligt nok at de der fortsatte som om det gamle slægtssamfunds fejdevæsen stadig var det samme som lov og orden, ikke skulle kunne drage personlig fordel af det bødesystem som var beregnet til at gøre en ende på fejderne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Gårdgang, hærværk og kvinderov.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig