I Bygholm Park i udkanten af Horsens ligger endnu voldstedet af borgen Bygholm, som Erik Menved byggede efter at have knust oprøret i Jylland 1313. Ved foden af den høje banke er der rester af en voldgrav, der i sin tid har været vandfyldt.

.

Erik Menveds og dronning Ingeborgs gravplade i Ringsted Sankt Bendts Kirke, stukket i bronze i Belgien og fæstnet til en sort kalksten. Gravmælet er det eneste bevarede danske eksempel på en gravtype, der er vidt udbredt i Nordvesteuropa. Parret er fremstillet i kroningsdragt, han med sværdet og hun med en bønnebog. Ansigterne, der er af alabast, er til dels fornyede. Over de to figurer ses engle føre deres sjæle, i skikkelse af småbørn, op til himlen. Indramningen skal antagelig gengive en kirkeportal med billeder af evangelister, gammeltestamentlige konger, apostle og profeter, men der er også fremstillinger af gøglere, og nederst nogle jagtscener. Kongen kalder sig i indskriften „en retfærdig dommer over fattige og rige, når de havde ret”. Sammen med dronningen der døde samme år, 1319, beder han i indskriften dog alle han har forurettet om af deres godhed at tilgive ham og bede for hans sjæl.

.

Voldstedet af borgen Bygholm.

.

Borgen i Reval eller Tallin (der betyder „danskernes by”) er velbevaret, men kun en mindre del af murværket stammer fra den danske tid. De tyske ordens-riddere udvidede og forstærkede borgen i 1300-årene.

.

Ikke desto mindre må Erik Menved efter Helsingborgfreden 1310 anses for at stå på tinden af sin magt. De indrømmelser han måtte gøre over for sine modparter i den nordiske politik modsvaredes af at han befæstede sin stilling i østersøpolitikken, som en mægtig privilegieherre i østersøtrafikkens hovedåre, fra Lübeck langs den tyske Østersøkyst på vej til Novgorod. Hertugdømmet Estland og hans fyrstelige herredømme over Rostock var faste punkter i hans position, et nært samarbejde med fyrsten af Mecklenburg samt skytsherredømmet over Lübeck var lovende muligheder. Alfa og omega var det harmoniske forhold til grevskabet Holsten. Det var kommet i stand ved enkedronning Agnes' ægteskab med grev Gerhard og det sikredes nu yderligere ved at Sophie af Werle blev gift med den yngre grev Gerhard. At Erik Menved intet havde at frygte fra Holsten, må også have bidraget til at skaffe ham stadig mere velvilje i Lübeck. Skytsherredømmet over staden havde han allerede fra 1307 på ti år, og det blev forlænget med endnu fire år. Fra Lübecks side var der endvidere hele tiden tale om at han tillige skulle overtage rectoratet, dvs. udøvelsen af de kejserlige rettigheder med de indtægter der fulgte deraf.

I sommeren 1311 slog Erik Menved sin onkel markgrev Valdemar af Brandenburg til ridder, ved Rostock, „selvtyvende blandt fyrster og herrer” (dvs. sammen med 19 andre) hvortil der kom 80 af ikke-fyrstelig byrd, et storstilet ceremoniel med turnering, selve ridderslagningen og utallige høviske gæstebud. Der vedblev at gå ry af ridderfesten ved Rostock. Af minnesangeren Heinrich von Meissen kaldet „Frauenlob” er der bevaret to stumper af digte til henholdsvis markgreven og kongen der skal være fra denne lejlighed, da kong Erik „holdt sin gård” ved Rostock. Det var en begivenhed der kostede mange penge, og udgifterne var den danske konges. Men omkostningerne var nok udbyttet værd når dette bestod i verdens uforbeholdne accept af at han var en fyrste over andre fyrster, rådede over lande, stæder og len i et meget vidtstrakt område.

Hansestæderne skumlede over dette store fyrstelige og militære opbud, Rostock selv lukkede sine porte og fik på samme tid fyrsten af Rostock til at sætte sig op mod Erik Menved, hvad der dog blot medførte at kongen næste år erobrede byen. Hansestæderne var overbevist om at de mange fyrster havde været ved Rostock blot for at lægge råd op mod stæderne, men Lübeck fastholdt sin velvillige indstilling til Erik Menved, støttede ikke protesterne og afgjorde dermed sagen i kongens favør. Da det i de nærmest følgende år kom til krige mellem Erik Menved og flere nordtyske fyrster, i anledning af hertug Christoffers oprør, forholdt Lübeck sig neutralt, hvad der var det samme som at virke for kong Erik.

Christoffer gik i landflygtighed straks efter at hans oprør var brudt åbent ud, og han begav sig til sin gemalinde Euphemias hjemland Pommern. Selve hans tilstedeværelse i Nordtyskland udgjorde en ændring af de politiske vilkår, for nu var der en anden fyrste at tænke på som konge i Danmark hvis skæbnen magede det så. Det afhang mindre af Christoffer end af de kræfter der støttede ham, og selv havde han næppe andre muligheder end at spille dette spil.

1316 blev der krig mellem markgrev Valdemar af Brandenburg og fyrst Henrik af Mecklenburg der var Erik Menveds forlængede arm i den nordtyske politik. Begge parter hævder at fjendtlighederne er indledt af den anden, og de første begivenheder er dårligt oplyst. Men et stridspunkt var Stralsund som markgreven gerne ville underlægge sig. Den tog med glæde imod de begunstigelser på Skånemarkedet og i Danmark som Christoffer stillede i udsigt når han blev konge af Danmark og som var langt mere vidtgående end dem byen havde, de overgik endog de rettigheder Lübeck rådede over i Danmark. Både Lübeck og Erik Menved forholdt sig afventende i krigen bortset fra at kongen i sommeren 1316 sendte en flåde på 42 kogger til Stralsund for at belejre byen fra søsiden, til støtte for Henrik af Mecklenburgs operationer til lands. „Men på grund af troløshed hos mange af dem udrettede de intet mindeværdigt dér”, hedder det lidt gådefuldt i Yngre Sjællandske Krønike der er en hovedkilde til disse års krigsbegivenheder. Men den fortæller at den danske krigsmagt fordrev brandenburgerne og Stralsund-borgerne fra de borge de havde erobret fra rygboerne og fra dem de selv havde bygget mod rygboerne, for at give det hele til fyrsten af Rügen „på kongen af Danmarks vegne”. Der bestod allerede den aftale mellem hertug Christoffer og hans allierede hertugen af Pommern at hvis fyrst Wizlav af Rügen døde uden arving, ville Christoffer forlene den pommerske hertug dermed. Og det har Brandenburg villet forhindre. Rügen var et vigtigt omstridt punkt og dets fyrstehus var ved ægteskab tilknyttet den norske kongefamilie.

Skønt Christoffer selv under sit oprør opererede fra udlandet, havde han i hertugdømmet Sønderhalland sine betroede mænd der kunne optræde på hans vegne. Og de varetog forbindelsen mellem hertug Christoffer og ærkebiskop Esger Juul. Sent på året 1316 gjorde hertugen invasion i Fyn, plyndrede Svendborg og kæmpede mod Fyns præfekt Jakob Flep. Samtidig gjorde hans egen præfekt i Halland, den sjællandske adelsmand Eskil Krage, indfald i Skåne og brændte slottet Örkelljunga.

Men Stralsund kom ikke til at frigøre sig fra Erik Menveds og fyrst Henrik af Mecklenburgs magt og fik ikke mere vidtgående handelsrettigheder i Danmark end dem Lübeck havde. Det blev der sørget for ved den fredsaftale Erik Menved indgik med markgreven i foråret 1317 ved forhandlinger på Vordingborg, åbenbart på baggrund af en stærk militær position. Krigen afsluttes og der gives amnesti af kongens nåde til hertug Christoffer og de landflygtige danske der sammen med hertugen havde kæmpet mod Danmark, men ingen af de øvrige bestemmelser tyder på at kongen har været nødt til at give indrømmelser. Derimod har Christoffer mistet den støtte han kunne regne med hos markgreven, nu da denne ikke kunne få sine tyske krav indfriet. Christoffer kæmpede videre alene.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Imperiebyggeren.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig