Striden med Jens Grand

Stillet over for det fjerde flådeangreb af den norske konge og den norske hertug, lod kongemagten den 9. april 1294 ærkebiskop Jens Grand fængsle under brutale og vanærende former. At det norske angreb var den umiddelbare anledning til fængslingen, er kongens eget forsvar i processen for pavestolens udpegede dommere, så grebet ud af luften kan det ikke være, selv om det muligvis ikke dækker hele sandheden.

Denne sidste konfrontation mellem fjenderne før de forligte sig foreløbigt, ved en traktat på Hindsgavl ved Lille Bælt 1295, er ikke særlig fyldigt behandlet i tidens historiske materiale, men der er oplysninger nok til at sandsynligheden af den kongelige fremstilling i processen kan vurderes. Jens Grand fængsledes fredag før palmesøndag, det har været ved første åbne vand, nok lidt tidligt i forhold til hvornår nordmændene havde meldt sig de foregående år. Og han sad fængslet i tårnet på Søborg under hele krigen. Han kom ud ved list, da Hindsgavlfreden for længst var indgået, begav sig straks til Rom og lagde sag an mod kongen.

Fængslingen foretoges af ingen ringere end kongens broder hertug Christoffer, og ingen lagde skjul på at han handlede i forståelse med kongen. De indledende manøvrer for domstolen gør dette ganske klart, om end i spidsfindig form. Ærkebispens påstand var at kongen havde ladet ham fængsle ved sin broder hertug Christoffer. Kongens prokurator svarer at dette ikke er sandt, kongen har tilladt at Christoffer fængslede ham. Og derefter går forsvaret på, at dette var en nødvendighed.

Processen kom først i gang i 1296, på grund af vakancen på pavestolen før og efter Celestin 5. Og processen var en voldgift for en pavelig kommissionsdomstol, to kardinaler særlig udnævnt dertil af Bonifacius 8. Parterne må på forhånd have accepteret at efterkomme domstolens kendelse. En kongelig skrivelse af dette indhold er bevaret, og ærkebispens accept kan vel siges at ligge i selve det at han har indbragt sagen for paven. Men der ligger alligevel et problem i dette, for den kongelige skrivelse stiller som betingelse at Jens Grand ligeledes efterkommer pavens dom, men kræver også et højtideligt løfte af ham om ikke at lægge råd op mod kongen eller modarbejde ham på nogen måde.

Det forsvar kongemagten fører for at have fængslet Jens Grand bygger på påstanden om nødvendighed, henviser til kongemordet 1286 og den krig der fulgte, samt hævder at ærkebispen har brudt sin troskabsforpligtelse til kongen. Hvad denne forpligtelse gik ud på, er lidt uklart. Den omtales somme tider fra kongemagtens side som om det drejede sig om den normale ed rigets biskopper var deres konge skyldige. Til andre tider gør kongen den til et anliggende der var specielt for Jens Grand, en betingelse kongen skal have stillet for at fremme hans sag da han var valgt til ærkebiskop. Dette fordi han var i slægt først og fremmest med de fredløse, men også med den forgænger i embedet som kongemagten tidligere havde ført proces for paven mod.

Over for det famøse slægtskab er Jens Grands holdning klar. Han benægter det naturligvis ikke, men han afviser at have hjulpet de fredløse med noget. Og hvad angår henvisningen til kongemordet i 1286, udtaler ærkebispen at der allerede var krig mellem Erik Klipping og de norske fyrster da kong Erik blev dræbt. „Den begyndte på grund af den norske konges mødrene gods som den danske konge uretfærdigt besad … ikke på grund af de fredløse, eftersom der forud for deres fordrivelse allerede var krig mellem kongerne”. Dette tvinger kongemagten til i sit andet indlæg for domstolen at beskæftige sig nærmere med tiden forud for 1286, og her bliver det et hovedanliggende at påvise lighederne mellem Jens Grand og Jakob Erlandsen i deres optræden og situation. Men denne fase af processen er et tilbagetog for den kongelige part. Dens sag var lagt klarest frem i det første indlæg, også med en patetisk anråben af paven på det nødstedte danske riges vegne hvis unge konge stod i fare for at miste riget efter at have arvet det fra sin myrdede fader. Til et af disse nødskrig, råbet fra den uskyldiges blod, råbet fra den unge konge der ikke formår at regere sig selv, bemærker ærkebispen tørt at han i skrivende stund er 24-25 år og det kan gerne være at han ikke kan regere sig selv.

Ved en første betragtning ligner Jens Grands og Jakob Erlandsens sager hinanden, men forskellene er dog mere fremtrædende. Ganske vist var de begge blevet fængslet ved kongemagtens foranstaltning og kongen havde sat sig i besiddelse af deres kirkes gods. Men hvad Jakob Erlandsen angår, er kongemagtens påstand at han har vægret lydighed hvor han var forpligtet på at yde den, en påstand der viste sig ikke at holde, selv om sagens realiteter gik Jakob Erlandsen imod. I Jens Grands tilfælde er den kongelige påstand at han har ydet direkte bistand til rigets fjender imod sin ed. Mellemværendet med Jens Grand er entydigt forbundet med den krig der rasede. Jens Grand har da også snarest muligt indbragt sin sag for paven, medens Jakob Erlandsen skulle tvinges for sine dommere. Tillige indeholdt hans sag andre konfliktspørgsmål, som f.eks. at han vedrørende ledingen og retsplejen havde tiltaget sig en myndighed der kun tilkom kongen. I Jens Grands sag drejer det sig udelukkende om at ærkebispen skal have deltaget i en krig på fjendens side. Kongen nægter ikke at have fængslet ham og lægger heller ikke skjul på at han har sat sig i besiddelse af kirkelige indtægter, men dels hævdes det at det har været nødvendigt, dels har det efter kongens påstand været godkendt af de rette myndigheder. Lån af kirketienderne er således opnået med kirkeværgernes samtykke. Og medens Vejlekonstitutionens bestemmelse om at der skulle lyses interdikt over riget hvis en biskop blev fængslet og kongen kunne formodes at stå bag, virkelig i nogen grad blev en realitet efter Jakob Erlandsens fængsling, tyder intet på at noget interdikt efter Jens Grands fængsling har været overholdt ret mange steder ret længe.

I processen mellem Erik Menved og Jens Grand er der stor forskel på hvorledes de to parter argumenterer. Kongen tager udgangspunkt i kongemordet 1286 og lægger denne begivenhed til grund for hele den senere redegørelse. Ærkebiskoppen fremfører hvilke mishandlinger han har været genstand for under sin to-årige fængsling. Kongen beskæftiger sig med hvad der var sket mellem 1286 og den 9. april 1294, medens ærkebispen taler om tiden derefter. Argumentationen i denne sindrige voldgiftsproces var i 1296-97 kommet ind i et dødvande.

Lillejuleaften 1297 afsagde pave Bonifacius 8. sin første dom i sagen, på et tredelt grundlag som dommen selv præciserer, dels som voldgiftsdommer i kraft af parternes forudgående frivillige underkastelse under pavens dom, dels på grundlag af pavens almindelige domsmyndighed, dels endelig i medfør af pavens apostoliske myndighed. Sagen indeholdt jo nemlig så mange rent verdslige, politiske og militære komponenter at det ikke var godt at vide om paven havde domsmagt over dem alle, selv om det ubestrideligt var hans sag at afsige kendelse i spørgsmålet om en viet biskops fængsling og overgrebene mod hans person.

Dommens hovedpunkter er to hvoraf det første er langt det vigtigste. Det præciserer og skærper Vejlekonstitutionen om interdikt over riget ved en biskops fængsling, et interdikt der skal træde i kraft ipso facto, i konsekvens af selve handlingen (altså ikke i afventen af nogen dom, det havde for længst været Vejlekonstitutionens princip). Men dommen siger også hvad der skal ske ved kongemord. Nu skal der ufortøvet lyses interdikt over riget hvis kongen bliver uretfærdigt dræbt af nogen af sit riges indbyggere, hedder det. Dommens andet hovedpunkt angår den erstatning der skal ydes til kirken for det konfiskerede gods, og her godkender paven at der ikke kan blive tale om at give selve det beslaglagte gods tilbage, fordi det er gået tabt, uden at det siges hvorledes. I stedet må der ske godtgørelse i andet gods af tilsvarende værdi på grundlag af en vurdering. Det var en dom der imødekom kongen i flere henseender, men dog uden at kapitulere helt på kirkens vegne, således som det var sket i Jakob Erlandsens sag.

Til at forestå taksationen af gods måtte der udsendes en pavelig sendemand, og det blev magister Isarnus, ærkepræst af Carcasonne, der allerede havde været i Danmark før kommissionsdomstolen begyndte at virke. Da havde han haft til opgave at udvirke Jens Grands løsladelse, ligeledes løsladelsen af provsten magister Jakob Lange der var blevet fængslet kort efter ærkebiskoppen. Det havde imidlertid været en temmelig mislykket mission, selv om Isarnus sådan set havde anvendt alle de magtmidler der stod til hans rådighed, band og interdikt. Det var andre kræfter der havde den afgørende indflydelse og Isarnus havde nærmest måttet flygte fra Danmark. Nu lykkedes heller ikke hans nye sendelse, og der blev brug for en ny pavelig dom.

Den faldt den 23. februar 1302 og udgør en fuldkommen omvæltning i sagen. Skadeserstatningen nedsættes til 10.000 mark sølv, et helt ubetydeligt beløb i forhold til stridens genstand. Der er også set helt bort fra, hvad det var for godser der skulle gives tilbage. Pavens kendelse mundede ud i at lægge lundekirkens materielle fremtid fuldstændig i kongemagtens hånd.

Baggrunden for denne pavelige imødekommenhed er sikkert en solid realisme. Det gik ikke an at støtte kirkens fremtid i Danmark på andre faktorer end den kongemagt der fandtes, hvor usikkert den end havde siddet nu i næsten 50 år. Måske har pavens betingelse for at mildne sin kendelse i kongemagtens favør været, at Erik Menved udfærdigede et brev hvori han helt underkastede sig pavens magt. Højst sandsynligt er det Erik Menveds rådgivere der har set at en sådan skrivelse, hvis den udstedtes, kunne formilde paven og vende sagen. Ingen ved det, men skrivelsen er bevaret og er et stærkt vidnesbyrd om Danmarks situation omkring 1300. Kongen skriver direkte til paven som „romerkirkens og universalkirkens øverste præst”, taler som den fortabte søn der vender tilbage til sin faders gård, og gennemgår sin livshistories hovedtræk således som de allerede havde været lagt frem i processen. Ærkebiskop Jens er skyldig i hans faders død. Som hjælper og beskytter for kongemorderne har han også tragtet kong Erik og hans broder Christoffer efter livet. Skønt kongen nu, af ærbødighed for paven og i respekt for dennes afgørelse, vil erstatte ærkebiskoppen det konfiskerede gods, vil han dog aldrig kunne indgå fred og samdrægtighed med ærkebispen. Kongen vil altid i fremtiden anråbe paven om barmhjertighed så at riget ikke skal lægges øde og folket gå under. Gid nu Peters sværd må blive stukket i skeden og Kristi Statholder, nej rettere Kristus selv, vil læge sin tjeners øre. „Hvad skal jeg sige mere? Tal, Herre, og lad Din tjener høre!”

Pave Bonifacius 8.s anden kendelse i sagen nedsatte skadeserstatningen til et beløb kongen havde en mere end rimelig chance for at kunne betale, og den forflyttede ærkebiskop Jens Grand fra Lund til Riga, et embede denne ganske vist ikke kom til at tiltræde. Det lykkedes ham senere at opnå valg til ærkesædet i Bremen.

Men Erik Menved fik i stedet magister Isarnus som den nye ærkebiskop af Lund. Han var kort forinden blevet valgt til ærkebiskop af Riga, og afgørelsens princip var altså at han og Jens Grand skulle bytte plads. Det er ikke for meget sagt at Lunds ærkesæde med denne afgørelse blev stillet under forenet kongelig og pavelig administration. Og Erik Menved kunne prise sig lykkelig over at have den dygtige kansler der havde formået at formulere de forløsende ord i skrivelsen til paven.

Han var magister Morten Mogensen, i sin ungdom uddannet i Paris og forfatter til et banebrydende arbejde om ords betydning. Erik Menveds skrivelse til paven er forfattet af en af tidens førende sprogforskere. Som andre politiske begavelser før og efter ham har magister Morten (Martinus de Dacia) dog skjult sin manddomsgerning bag nogle officielle skrivelsers uangribeligt korrekte formsprog. Han fortsætter den fornemme tradition i det kongelige danske kancelli siden Anders Sunesen, med Saxos ord, først havde hævet det til en sådan værdighed at det kastede glans over dem der beklædte det.

Jens Grand-striden må forstås som et moment i den nordiske konflikt mellem fyrster der gjorde krav på hinandens troner og territorier. Det lykkedes Erik Menved ved pavens hjælp at neutralisere en af de magtfaktorer der havde indgået i striden, nemlig ærkebispedømmet i Lund. Men krigen gik videre.