Norge og Sverige (1250-1400)

Norge og Sverige, 1260'erne igennem havde den danske kongemagt undgået åbne konflikter med Norge og Sverige. En del af prinsesse Ingeborgs (Erik Plovpennings datters) fædrene arv blev stillet til hendes nye landsmænds disposition. Kongelige norske fogeder forvaltede i disse år dele af det nørrejyske krongods. Købstaden Horsens var et støttepunkt i de norske besiddelser, og ellers lå de fortrinsvis i Midtjylland. Erik Plovpennings enke Jutta havde da også haft sit enkesæde på Skanderborg Slot, indtil hun, uvist hvornår, indgik nyt ægteskab med en tysk fyrste.

Med Valdemar Birgersen af Sverige bestod der også en art væbnet neutralitet. Han nød sin hustrus, den anden Eriks-datter Sophies medgift (Malmø og Trelleborg i Skåne), men da Valdemars brødre Magnus og Erik i 1275 gjorde oprør imod ham, fik de Erik Klippings støtte. Ganske vist genoprettede Erik Klipping det følgende år forståelsen med Valdemar Birgersen og var åbenbart, da det svenske rige nu blev delt mellem de to brødre, Magnus og Valdemar, en af garanterne for Valdemars del. Det varede dog kun kort, og i 1270'ernes slutning måtte Valdemar Birgersen give afkald på kongemagten.

Lübeck og de andre tyske handelsbyer udstrakte i 1200-årenes sidste halvdel deres handelsinteresser til hele Skandinavien, selv om Danmark forblev det felt hvor deres interesser var størst. Norge havde gamle besiddelser i Nordatlanten og befandt sig ved selve udgangspunktet for den gamle forbindelsesvej vest om Europa til Middelhavet og Det hellige Land. På samme måde var Sverige orienteret mod øst, mod Finland, Rusland og det østlige Balticum, hvad der endnu muliggjorde en kontakt til Middelhavsverdenen. For både Norge og Sverige fik Centraleuropa først væsentlig politisk og økonomisk betydning efter ca. 1300.

Sverige påkaldte sig de tyske købmænds interesse særlig på grund af sine store naturrigdomme, træ og træprodukter samt, på længere sigt, malmforekomsterne i Uppland.

En afgørende begivenhed der involverede Sverige både i østersøpolitikken og i de standende stridigheder omkring den danske kongemagt var det, da kong Abels enke Mechtilde i 1260 ægtede den mægtige regent i Sverige Birger Jarl. Mechtilde havde sin holstenske slægt og flere tyske fyrster i ryggen, og formålet har været at omringe Margrete Sambirias regering i Danmark og bringe Abels slægt på tronen. Det skal være ærkebiskop Jakob Erlandsen der har fået ideen til denne perspektivrige alliance, ifølge kongemagtens anklager mod ham i Rom.

Erik Klippings politik over for Norge og Sverige i 1270'erne og 1280'erne var styret af hensynet til hans forhold til de kapitalstærke tyske handelsbyer som han ville sikre sig forståelse med. Men den nye konge af Sverige, Magnus Birgersen, havde stærk støtte i Holsten og blev en farlig modstander.

Hertil kom at den danske konge i forbindelse med afviklingen af striden med Jakob Erlandsen havde godkendt en omfattende pavelig korstogsbeskatning af kirken. Udover at sætte et godt eksempel for Danmarks vedkommende, lettede Erik Klipping også de pavelige kollektorer deres vej til Norge og Sverige, for hvis kirker korstogsbeskatningen naturligvis også gjaldt, men hvor indsamlingen fra begyndelsen mødte store vanskeligheder. Norge havde en solid tradition i korstogssagen og her var der næppe begejstring for den nye pavelige kommando i dette spørgsmål. Og Sverige havde det problem at her var kirkegodset så nært forbundet med krongodset at det ikke uden videre kunne beskattes selvstændigt.

Den internationale prestige Erik Klippings kongemagt eventuelt havde vundet ved at paven havde afgjort ærkebispestriden i kongens favør, var ikke uden omkostninger, og det trak op til en konfrontation i den nordiske politik.