Jakob Erlandsens skæbne

At striden blev indbragt for pavestolen, hjalp ikke Jakob Erlandsen meget. For ham begyndte der nu en periode af hans liv hvor han stadig mere udsigtsløst måtte forsvare nogle af sine kirkelige embedshandlinger over for autoriteter der af politiske årsager ikke havde sympati for dem, selv om regler og normer ofte tvang disse autoriteter til formel anerkendelse af hvad han havde foretaget sig. Hans første standpunkt var at det ikke var tilstrækkeligt for at processen kunne begynde, blot at han var løsladt af sit fængsel. Det gods der var blevet ham, dvs. ærkesædet, frarøvet, måtte tillige gives tilbage, men dette fik han hverken kongemagtens eller pavestolens accept af. Pavestolens holdning til hans sag var meget svingende, men dog domineret af pavernes ønske om at stå sig godt med verdslig fyrstemagt, selv om det naturligvis altid efter de kirkelige normer og retsregler var en meget alvorlig sag at fængsle eller øve vold mod en indviet biskop.

Pave Alexander 4. sendte i 1261-62 en magister Gerhard som sin specielle udsending (nuntius) til Danmark for at undersøge sagerne. Hans instrukser er i hele deres grundpræg velvillige over for det kongelige standpunkt, og Jakob Erlandsen valgte at negligere ham så længe ikke han eller hans herre paven kunne udvirke at det beslaglagte gods blev givet fri. Hvorledes ærkebispen i disse år har udøvet sine kirkelige funktioner, vides der ikke meget om. Han har en tid haft tilflugt i hertugdømmet Slesvig, men selve slesvigbispen hørte til de kongetro, og i det hele taget var det kun odensebispen Regner og roskildebispen Peder Skjalmsen Bang der holdt fast ved Jakob Erlandsens sag. Og 1264 lykkedes det for de kongelige prokuratorer ved pavestolen at få pave Urban 4. til at tage et afgørende skridt i sagen. Der bliver udstedt en bulle til Jakob Erlandsen som beordrer ham til straks at nedlægge sit embede og begive sig til Rom for at der kan komme en afgørelse. Bullen opregner alle de kongelige anklager mod ærkebispen, tager naturligvis ikke straks stilling til dem, men konstaterer at de foreligger og benytter dette til at beordre ham til Rom.

Denne ordre må have gjort det meget vanskeligt for Jakob Erlandsen at fungere videre. Nemt havde det i forvejen ikke været, og paven kan have ret i at ærkesædets indtægter nu var reduceret fra 6000 mark sterling årligt til knap hundrede, selv om han ikke fortæller hvad årsagen hertil var. Jakob Erlandsens embedsudøvelse på dette tidspunkt var et skyggeregimente, men det var det eneste holdepunkt han havde. Der er tegn til at han tøvede noget med at efterkomme pavens ordre, måske til han vidste at Urban 4. var død. Det kan have givet ham forhåbning om at kunne vende sagernes tilstand til det bedre. Sikkert er det at han i løbet af året 1264 forlod Danmark for aldrig mere at gense det.

I pave Clemens 4.s embedstid 1265-1268 blev der fra paveligt hold gjort forskellige forsøg på at få Jakob Erlandsen genindsat, men nu var det den kongelige part der negligerede alle initiativer, og Jakob havde det uheld at efter Clemens 4. s død stod pavestolen ledig i mere end tre år. Der blev ganske vist valgt en ny pave i september 1271, men den valgte befandt sig på korstog i Syrien og skulle først kaldes hjem, således at den pavelige administration ikke optog sine normale funktioner før 1272. Den nye pave var Gregor 10. der brændte for korstogstanken og som frem for alt stræbte efter at indordne alle fyrsters støtte hertil under direkte pavelig styrelse, så det er ikke overraskende at det bar mod en afgørelse kongemagten kunne være tjent med, hvis blot kongen til gengæld ville støtte pavens politik.

Gregor 10. indkaldte straks ved sin tiltræden Det andet Verdenskirkemøde (koncilium) i Lyon. Det blev afholdt i maj-juli 1274, og det var umiddelbart efter dette kirkemøde paven skred til afgørelse af den danske kirkekamp. Den erstatning kongen skulle yde lundekirken var forholdsvis moderat, men der var på den anden side ikke for Jakob Erlandsen grundlag for at nægte at tiltræde embedet igen. Der havde været mindst én repræsentant for hvert af de danske stifter, undtagen Roskilde, som deltagere i kirkemødet, hvad der er bemærkelsesværdigt fordi mødet i øvrigt ikke var velbesøgt. Også den udvalgte århusbiskop Peder Åby og kongens kansler, magister Niels Jyde deltog. De befandt sig i forvejen ved kurien i forbindelse med behandlingen af Jakob Erlandsens sag.

Blandt konciliets lovbestemmelser var en seksårig korstogs-tiende, en tiendedel af alle gejstlige indtægter i Vesteuropa i seks år, som skulle opkræves af paveligt udnævnte kollektorer i godt tyve indsamlingsdistrikter. Det var den hidtil største pavelige beskatning af kirken. Og det hele styredes fra pavestolen, medens det tidligere havde været skik at paven bemyndigede en verdslig fyrste hertil. Lyon-konciliets seksårige korstogstiende blev afvist eller negligeret mange steder inden for kristenheden, men det skulle vise sig at fra Danmark indgik den trofast. Korstog kom der ganske vist ikke ud af det. Pengene blev brugt til at afdrage på den gæld pavestolen på dette tidspunkt stod i til tre norditalienske købmandshuse, men indirekte var dette dog et korstogsformål, fordi disse handelshuse spillede en stor rolle i korstogsfinansieringen og i det handelsliv mellem Italien og Mellemøsten der blev en af korstogenes følger.

Jakob Erlandsen led nederlag. Han havde allerede selv forladt pavehoffet omkring nytår 1274 for at rejse hjem og overtage embedet på de vilkår der nu gjaldt. Hans nederlag skyldtes ikke forseelser eller forsømmelser i hans kirkelige embedsgerning, men det faktum at han ikke ville underordne sig Christoffer 1.s og hans søns kongemagt. De kirkelige anklager imod ærkebispen er få og svagt dokumenterede. Han skal i Lunde Stift have villet tvinge præsterne til at bruge en ændret formulering af trosbekendelsen og fadervor, men at han skulle være skyldig i et sådant kætteri lykkedes det aldrig kongemagtens dygtige jurister at bevise for nogen domstol.

Men de politiske anklager er ikke til at tage fejl af. Han har nægtet at krone Erik Klipping både medens Christoffer levede og efter hans død, han har virket aktivt for at Abels efterkommere skulle opnå kongemagten i Danmark, og det er ham der har indgivet Abels enke Mechtilde den indskydelse at hun skulle bryde et aflagt kyskhedsløfte og indgå ægteskab med en af kong Christoffers værste fjender, den mægtige Birger Jarl af Sverige, en forbindelse der etableredes 1260.

Noget sådant ville have været majestætsforbrydelse ifølge den lovgivning kongemagten i de foregående tiår havde gennemført i Danmark, hvis Jakob Erlandsen havde været en verdslig stormand i kongens tjeneste, eller hvis det var lykkedes kongen at gøre denne lovgivning ubetinget gældende også for rigets gejstlige stormænd. Kongemagten opnåede ganske vist sin hensigt, men ikke i kraft af sin egen lovgivning. Det krævede en langvarig proces for pavens domstol. Og megen velvilje hos apostelfyrsten, Sankt Peters efterfølger, Guds tjeneres tjener.

Jakob Erlandsen kæmpede mod en overmagt, for en sag som han utvivlsomt opfattede ikke kun som sin, men som kirkens. Han satte sit liv, sine rige evner, sin store formue ind. Og det hele gik tabt. Han nåede ikke at tiltræde sit embede igen. Han døde på Rügen, på rejsen hjem, den 18. februar 1274 og hans ben blev gravlagt i franciskanernes kirke i Lund.

Nu var lundekirkens formue reduceret til næsten intet. Men den var foreløbig Christofferliniens.