Christoffer 2.s kongemagt

„Danskernes hertug” kaldte Christoffer sig i det dokument der indeholder vilkårene for at han kunne blive antaget til konge efter Erik Menved. Det blev udstedt i Viborg den 25. januar 1320 og viser at ganske vist var Christoffer reelt eneste kongs-emne, men det kan ikke have været ham der har dikteret betingelserne for regeringens udøvelse. Dokumentet kaldes Christoffer 2.s håndfæstning og udgør udtrykkelig forudsætningerne for at han kan blive valgt til danskernes konge.

Christoffer 2.s håndfæstning ligner således ikke Erik Klippings ret meget, bortset fra at en række emner der berøres er de samme. Situationen er en helt anden, frem for alt var Erik Klipping i 1282 konge, Christoffer i januar 1320 endnu ikke, og ganske vist har Erik Klippings position ikke været stærk, men Christoffers var svag. Han har næppe haft andre muligheder end at lade sig antage, sikkert også af hensyn til sine tre sønner, men vilkårene er formuleret af rigets egentlige magthavere. Blandt håndfæstningerne ligner Christoffer 2.s kun Valdemar 3.s i 1326, men det skyldes at det da var de samme magthavere der udskiftede Christoffer med hertug Valdemar af Sønderjylland og gav ham de samme forpligtelser. Hvad der skulle stå i en håndfæstning, var ikke noget der på forhånd var givet, og det er ikke alle disse års konger der har udstedt en egentlig håndfæstning.

Derimod giver Christoffer 2.s håndfæstning et stærkt og pålideligt indtryk af hvorledes rigets tilstand på dette tidspunkt må have været. Der er sket en stor udvikling siden 1200-årene, og der har været en betydelig velstand i befolkningen som har kunnet bære denne udvikling. Håndfæstningen viser at det danske riges indbyggere nu med hensyn til pligter og rettigheder ønskede sig placeret i fast afgrænsede grupper, hvad vi kalder „stænder”. Håndfæstningen er fyldigst i behandlingen af disse samfundsgruppers rettigheder, og af kongemagtens forpligtelser over for hver af dem, medens den forudsætter rigets indbyggeres pligter over for kongen mere eller mindre bekendt. Og her er der skelnet mellem biskopperne og præsterne, der nævnes først, derpå riddere og væbnere, borgere og bønder. Forudsætningen for at nyde den ret der fulgte med standen var blot at dokumentere sit tilhør til den, fra forfædrenes tid. Hver stands medlemmer var lige af vilkår, og måske har de oprindelig været jævnbyrdige i økonomisk og erhvervsmæssig henseende, men i så fald har det ikke holdt sig længe. Hver stand kom til at bestå af både rige og fattige, heldige og uheldige. Og fra den ene stand til den anden var rettigheder og vilkår helt forskellige. Men efter Christoffer 2.s håndfæstning er der ikke tvivl om hvem der er hvem og har hvilke rettigheder.

Hertil kunne der spørges, havde det ikke altid været sådan? Var en bonde ikke altid en bonde, en herremand ikke altid en herremand? For ordene er jo ikke nye i 1320, og de må have dækket over ensartede fænomener for overhovedet at kunne anvendes. Men svaret må alligevel være nej, dette er nyt. Her er muligvis bestemmelserne om gejstligheden særlig talende.

Christoffer 2.s håndfæstning markerer den endegyldige afskaffelse af det system der kendes fra det foregående århundrede hvor kongemagten hævdede at bisperne indgik blandt de mænd der stod i særligt troskabsforhold til kongen, skulle præstere krigsmæssige ydelser i forhold til deres stifters ejendom og var underkastet den strengere lovgivning som gjaldt for kongens mænd. Christoffer har måttet godkende at ingen gejstlig kunne stilles for en verdslig domstol, at ingen biskop kunne fængsles uden pavens tilladelse, og ingen lavere gejstlig uden biskoppens; Vejlekonstitutionen gjaldt stadig væk med dens regler om hvad der skulle ske hvis en biskop blev fængslet og kongen sandsynligvis stod bag. Men af modtrækkene, forholdsreglerne hvis kongen blev dræbt eller forulempet, spores der her intet.

Også kongsmændene, de der selv gik i krig for kongen, fik i håndfæstningen rettigheder de ikke før havde haft, i det mindste ikke som almindeligt gældende vilkår. Nu bliver det en regel at ingen skal kunne tvinges i krig uden for riget, videre at kongen, når de på hans bud er i krig inden for eller uden for riget og bliver taget til fange, skal frikøbe dem inden for et år, og at han skal godtgøre dem deres udgifter ved et sådant ufrivilligt fravær førend de skal være forpligtede til at drage ud på hans bud for anden gang, samt at de i forbindelse med en sådan vægring ikke skal kunne beskæres i deres øvrige rettigheder og friheder. Det er begunstigelser som de tidligere konger muligvis har ladet deres særligt betroede mænd få, men som næppe nogen sinde har været gældende for alle. Det har muligvis på denne måde været vanskeligt at byde nogen i krig mere end én gang.

Bøndernes rettigheder var for så vidt heller ikke at foragte. De slap for alle de nye byrder der var lagt på dem siden Valdemar Sejrs død, både plovpenning, guldkorn, told og andre afgifter. En velunderrettet årbog præciserer hvor ofte Erik Menved i sine sidste år lagde en halv og en hel mark på ploven, så lettelsen har været betragtelig hvis bestemmelsen da er blevet overholdt. Christoffer måtte selv ifølge en anden paragraf overtage al den gæld Erik Menved havde stået i til folk i riget der havde stillet sikkerhed for kongen, og det er vanskeligt at se hvorfra han skulle tage pengene, når end ikke de indtægter hans forgænger havde haft af riget skulle blive hans. Han har vel ligesom andre konger før og siden håbet på militære eller udenrigspolitiske gevinster der kunne dække hvad der manglede.

Også at det herefter skulle være regel at ingen kunne stævnes uden for sit land, dvs. sit landskabslovområde (Jylland med Fyn, Sjælland med Smålandene, Skåne med Bornholm) har været en betydelig lettelse, at ingen heller skulle kunne stævnes direkte for kongens domstol men skulle stå til rette for herreds- og landsting først, og at den kongelige foged (lensmanden) skulle tage en indfødt bonde i hvert herred som sin official (herredsfoged) har været væsentlige lempelser i forholdene. Der er en klar modsætning mellem disse regler og 1200-årenes forsøg på håndfast kongelig indgriben i retsplejen i henhold til landskabslovene, og til udøvelsen af en skærpet retshåndhævelse over dem der stod i kongens tjeneste.

Kun én bestemmelse angår borgerne. Den går ud på at enhver skal være fri til at handle hvor som helst uden for riget uden at besværes af nogen ny „tynge” og told, medmindre ganske særlige grunde tvinger kongen til at forordne udførselsforbud på noget, efter samråd med rigets bedste mænd. Udførselsforbud på korn var ofte forekommet i 1200-årenes slutning, og i det netop forløbne tiår havde der mindst én gang været tørke og alvorlig dyrtid på korn. Så der var ikke tale om en usandsynlig situation.

Det var en svækket kongemagt Christoffer overtog. Han havde endog måttet forpligte sig til at lade alle de nørrejyske borge nedrive, med undtagelse af Ribe, Kolding og Skanderborg. Det betyder navnlig at de borge Erik Menved havde bygget for at kunne holde oprøret nede, skulle forsvinde igen.

Men udenrigspolitisk var Christoffers situation langtfra håbløs, og det har sikkert været afgørende. Han havde ubestridelig ret til den danske trone, og han havde afkom der kunne besætte den efter ham. Det danske kongehus blev også accepteret som familieforbindelse af fyrstehuset Wittelsbach der netop da var i færd med at vinde stor indflydelse i europæisk politik. Christoffers datter Margrete blev i 1324 gift med den tyske kejser Ludvig af Bayerns søn Ludvig, markgreve af Brandenburg. Markgrevskabet havde været beklædt af en familie der uddøde i 1319 og Ludvig af Bayern anbragte sin søn dér i stedet, hvad nabofyrsterne ikke straks accepterede. Her var det Christoffer kunne bruges. Han indgik aftaler med flere af de stridende parter og udpegedes af dem til den der skulle mægle og afsige dom mellem dem og det nye, wittelsbachske fyrstehus i Brandenburg. Denne position befæstedes fra brandenburgsk side af ægteskabet mellem prinsesse Margrete og markgrev Ludvig der blev indgået i slutningen af året 1324, lige før kong Christoffers voldgiftskendelse blev afsagt. Det hele foregik på Vordingborg, medgiften blev foreløbig ikke betalt, men vi har det brev som markgreven sendte til rådet i Lübeck med to af sine daglige tjenere, Funkelinus og Wenceslaus, „Vi sender dem glade til Jer fra Vor bryllupsfest, som tegn på Vor nylig vundne glæde”. De har måske skullet hente bryllupsgaven.

Christoffers kongemagt havde gjort fælles sag med kejser Ludvig af Bayern, og det skulle vise sig at få temmelig langtrækkende følger. Og umiddelbart har det skærpet modsætningen til ærkebiskop Esger Juul der netop havde været i Avignon og med sig hjembragte pave Johannes 22.s advarsler mod at støtte Ludvig af Bayern. Også her forsøgte Christoffer at mægle. Januar 1325 skrev han til kardinalkollegiet med bøn om at det ville bevæge paven til at søge udsoning med Ludvig, men det lykkedes ikke.

Det siger noget om Christoffers position at det brandenburgske ægteskab kunne gennemføres uden at kongen betalte prinsessens medgift. Brandenburg har været villig til at løbe en risiko for at råde over denne forbindelse. Hensigten forekommer også at være temmelig klar, nemlig at blive en faktor i tronfølgen i Danmark hvor Christoffer selv og hans ældste søn Erik var blevet kronet af ærkebispen endnu 1324 – før brylluppet, og ligesom dette i Vordingborg.

Det kunne se ud som om Christoffer i forbund med det nye fyrstehus i Brandenburg var i færd med at etablere en magt der lignede den Erik Menved havde haft. Han rådede ganske vist ikke lige sikkert over hele riget, hans magtudøvelse i Skåne har været begrænset på grund af forholdet til ærkebispen, og i hans gamle hertugdømme Halland og Samsø sad nu en dansk ridder Knud Porse der var nærmeste håndgangne mand for hertug Erik af Sveriges enke Ingeborg, og som ikke var Christoffers ven. I Jylland har Christoffers magt været begrænset af de jyske stormænds selvstændighed og den holstenske infiltration af landet. Men på Sjælland og i Smålandene lå centrum i hans kongemagt, og her har hans beføjelser været betydelige. Yngre sjællandske Krønikes oplysning om at kongen i 1325 tog en mark sølv af hver plov vidner om det. Længere har det ikke varet før han kunne sætte sig ud over håndfæstningsbestemmelsen der havde afskaffet plovpenningen.

Christoffers magtstilling var på dette tidspunkt truet af en vigtig modstander, nemlig greverne af Holsten. De indledte nu det lange felttog som endte med at ruinere Christoffer og skaffe dem selv hele det danske rige i pant.

De begyndte med at organisere et oprør mod Christoffer, jyder og fynboer imod kongen, og hele ledingsopbuddet fra Sjælland og Skåne blev sendt imod oprørerne i sommeren 1326. Ærkebiskop Esger var død året forinden, hvad der måske har styrket kongens stilling i Skåne. Den unge kong Erik (Christoffers ældste søn, der var blevet kronet 1324) ledede de kongelige styrker, medens Christoffer åbenbart selv var virksom for at skaffe forstærkning af tyske lejetropper. Men ved disses ankomst vendte åbenbart sjællændere og skåninger sig mod den unge konge og han måtte gå i fangenskab på Haderslev i Sønderjylland. Kong Eriks modstandere var de to stærkeste mænd i Danmark, drosten Niels Olufsen Bild og marsken Ludvig Albertsen Eberstein der havde store uindfriede fordringer på kronen og nu var i ledtog med holstenerne.

Kong Eriks nederlag fandt sted på Tårnborg ved Korsør hvor han havde opholdt sig medens han ventede på at sætte over til Fyn og Jylland. Og da Christoffer fik underretning om udfaldet, forlod han Vordingborg, efter sigende medbringende alle sine kostbarheder. Holstenerne var derefter fri til at indsætte en anden dansk konge, den eneste anden mulige, hertug Valdemar Eriksen af Sønderjylland, en dreng på 11 år, søn af hertug Erik Valdemarsen og en holstensk grevedatter, nu under formynderskab af sin morbroder grev Gerhard af Holsten, idet faderen netop var død.

Hermed endte Christoffers kongemagt reelt. Han vendte ganske vist tilbage nogle år senere, nu støttet til den anden af de holstenske grever, sin halvbroder grev Johan (den Milde). Grev Gerhard gav nu i 1330 afkald på tronen på den 15-årige Valdemar 3.s vegne, men Christoffers kongemagt kunne ikke holde. Han trak sig tilbage fra tronen 1332, efter at den unge kong Erik var død i forbindelse med et forsøg på at erobre magten tilbage. Og senere i 1332 døde også Christoffer.

Foruden Erik havde Christoffer to andre sønner af hvilke Otto var den ældste. Han faldt i holstensk fangenskab 1334 efter at have lidt nederlag i et slag på Taphede. Den yngste søn Valdemar må være blevet anbragt hos sin svoger markgreven af Brandenburg, men hans tilværelse i disse år kendes ikke. Først i 1338 da landflygtige danske stormænd forhandler med ham i Greifswald om at vende tilbage til Danmark og overtage kongemagten, træder denne Valdemar – Valdemar Atterdag -selvstændigt ind på scenen. Indtil 1340 regerede de holstenske grever i Danmark, som panthavere, og de havde tronens nærmeste arving junker Otto i deres fangenskab.