Mandsdragt fra 1300-årene fundet på et lig i Bocksten Mose i Halland, her gengivet i kopi. Den består af hætte, kappe, kjortel og hoser. Den lange strud på hætten er et modefænomen, der kendes fra mange samtidige billeder fra Vesteuropa, men som kun er bevaret her og i nogle af de grønlandske dragter fra samtiden.

.

Nordboerne i Grønland blev begravet i deres hverdags-klæder, og Poul Nørlunds udgravninger på kirkegården ved Herjolfsnæs (1921) har fremdraget et enestående materiale til belysning af klædedragtens historie i sidste halvdel af 1300-årene. Der er mands-, kvinde- og børnedragter. Klædet er vævet i Grønland af fåreuld, men moden i Europa har bestemt dragternes snit, både som de oprindelig var syet og som de siden blev forandret.

.

Høhøsten (juni måned) på billedkalenderen på korstolene i Lunds Domkirke fra slutningen af 1300-årene.

.

Pesten var ligesom ødegårdskrisen følger af Danmarks forbindelse med det nære udland. Materielle udtryk for disse forbindelser møder vi i den keramik, der til næsten alle tider er arkæologens dominerende fundgruppe. Her ses keramik fra højmiddelalderen fundet i Ribe. De to bageste kander med snoet hank er af ripensisk oprindelse. De øvrige er importgods fra Kölnområdet og Nordfrankrig.

.

I 1348, 1349 og 1350 hærgede pesten i alle egne af Europa, lungepest eller byldepest der var dødelig i løbet af få dage og umådelig smitsom. Den kan følges i Italien fra Sicilien nordpå, navnlig i sit første år, men smitten er måske kun en del af forklaringen. Formodentlig har pest i ældre tid altid været til stede et eller andet sted, hvorfra den så ville brede sig når befolkningernes modstandskraft på et givet tidspunkt af en eller anden årsag var blevet svækket. Hvert sted pesten ramte hærgede den i fire til seks måneder. De fleste steder meldte den sig alle tre år. Vi må tro at den i alt bortrev omkring halvdelen af befolkningen. Navnet fik epidemien fordi ofrene sortfarvedes i en art koldbrand.

Pesten omtales kun kort i danske historieværker fra tiden, ikke fordi nogen undervurderede dens alvor, men fordi enhver der havde haft blot den fjerneste berøring med pesten ville kunne klare sig med en kortfattet oplysning og straks vide hvad det drejede sig om. „Pesten rasede i riget” og „Der var stor dødelighed i Danmark” (Yngre sjællandske Krønike henholdsvis 1348 og 1349) er fuldt dækkende oplysninger.

En mere detaljeret beskrivelse har vi i et brev som den svensk-norsk-skånske kong Magnus Eriksen lod udgå i 1349 til sit riges indbyggere, med opfordring til at faste hver fredag, skrifte, give gaver til de fattige og skat til paven, på grund af den store „plage” dvs. epidemi som Gud havde sendt til verden, for menneskenes synders skyld. „Den står nu omkring al Norge og Halland”, hedder det i brevet, „og nalkes hid”, dvs. kommer denne vej. Brevet der må antages at være blevet bekendtgjort vidt og bredt ved de kirkelige myndigheders foranstaltning oplyser at størstedelen af de folk der bor i rigerne vest for Sverige og Norge er døde. Hvor pesten har været, står der, er der næppe så mange mennesker tilbage at de magter at få begravet dem der er segnet. Folk dør, selv om de ser ud til at være raske, de falder om „uden al sot”, dvs. uden forudgående sygeleje.

Der skal nok have været dem der gav fanden i det hele, og epidemien kunne naturligvis ikke holdes borte fra Sverige og Norge alene på grund af at nogen fastede, skriftede og skattede, men det er heller ikke egentlig brevets mening. Bortset fra tiltroen til bønnens kraft og Herrens nåde, som ingen kan tage fra dem der har skrevet dette brev, så er dets formål mere praktisk og i en vis forstand beskedent. Det vil advare kristne mennesker om at der er en ulykke undervejs som slår raske og stærke mennesker ihjel fra den ene dag til den anden, i et antal så stort at der ikke er sikkerhed for at der vil være tilstrækkelig mange i live til at tage sig af de dødes begravelse. Over for denne trussel er det en unødvendig risiko at løbe, ikke at være skriftet og, velsagtens, ikke at have beskikket sit bo i timelig forstand. Dette er højst sandsynligt den umiddelbare reaktion brevet venter af sine modtagere.

Omkring Danmark, i Østersøens rigt pulserende handelsliv, forekommer også nogle af de reaktioner på katastrofen som er kendt fra udlandet, jødeforfølgelser og kætterprocesser, panisk heksejagt på marginalgrupper i samfundet. Rådet i Visby på Gotland brændte i 1350 ni giftblandere (intoxicatores) og rundsendte til andre byers råd hvad de havde tilstået, delvis i deres sidste stund lige før de blev sat på bålet. Om nogle af tilståelserne hedder det, lidet overbevisende, at de er afgivet uden tvang og medens den pågældende var ved sine fulde fem. Om andre siges det blot at ordene faldt da han skulle sættes på ilden. En var en organist, to andre udgav sig for præster. De oplyste at være medlemmer af en organisation som havde mange medlemmer. Organisten råbte på bålet at hele kristenheden var fortabt, forgivet af jøderne og „endnu værre, af Os”. Præsterne tilstod at da de havde celebreret messen 2. pinsedag i Hellig Olafs Kirke i Visby havde de gennemvædet noget af det linned der brugtes til messen med gift, så at de der kom i berøring med disse hellige kar døde efter tre, højst fire dages forløb. Frem for alt tilstår de at have forgiftet brøndene i Stockholm, Åhus og Arboga samt alle vandløb i Sverige, og det har vel været dette de først og fremmest var anklaget for. At miljøet var forgiftet, behøvede ingen være i tvivl om, og den mest nærliggende tanke er naturligvis at giften findes i det vand alle drikker.

Fra Lübeck udgik der lignende rapporter, også nogle der ligeledes havde deres oprindelse i Visby, som var en handelsstation hele østersøtrafikken passerede. Her er forestillingerne om jøderne som bagmænd for det hele mere detaljerede, men ikke af denne grund mere præcise. Der er nogen der har mødt en jøde i Sachsen, han hed Aron og var søn af Salomon – den beskrivelse kan utvivlsomt passe på flere – og der er noget med at han har lovet dem 30 mark sølv for at fremstille gift af orme og rejse omkring i Østersøområdet med den. Det har de så gjort, forklædt som rige købmænd, og dræbt 40 mennesker hvert sted. De 30 mark og de 40 mennesker er runde tal med klart bibelske træk. Det afspejler sikkert den forhørsteknik der har været anvendt. Den lybske rådskrønike fra disse år beretter at pesten stammede fra Jerusalem, dvs. den jødiske verden, og fra hedenskabet. Det var kristendommens to modpoler, således som tiden så på det. I begge disse verdener omkom talløse menneskemængder ved pesten, hvad der dog efter krønikeforfatterens mening ingen skade var til, det var jo Guds fjender der var tale om. I kristenheden derimod måtte der gøres noget, og her fandtes der to midler, omfattende forfølgelser af jøder i den kristne verden, og kollektiv bod for de kristnes synder således som det fandt udtryk ved de store bevægelser af selvpiskere eller flagellanter.

1300-årenes mennesker har været vel bekendte med døden. Det er antagelig mellem en tredjedel og en femtedel i hver generation der når en alder af 60 år eller mere. Og de der kom til års, har i deres levetid måttet tage afsked med langt flere af deres medmennesker end det er almindeligt i fredstid i den moderne europæisk-amerikanske industrikultur. Spædbørns-dødeligheden, dødeligheden blandt voksne kvinder på grund af barnefødslerne, og den skånselsløse massedød under epidemier og krige, har været velkendte fænomener selv om de ikke har været talmæssigt defineret og beskrevet.

Men samtidig med at menneskelivets skrøbelighed må have stået 1300-årenes danskere og deres samtidige i Europa klart, så har de også – med gode grunde – regnet med at befolkningerne, når der af den ene eller den anden grund blev gjort indhug i dem, nok skulle genskabe sig inden for en overskuelig årrække.

Hvor pesten ramte, var det således først og fremmest opgaven at sikre de bedste betingelser for at den resterende befolkning kunne overleve, og de rette arvinger råde over hvad der rettelig var deres. Overalt i Europa har en konsekvens af pestepidemien været at de lovlige myndigheder, når de igen begyndte at fungere, drog omsorg for beskyttelsen af herreløs ejendom og forældreløse børns arv. I de fattigste egne har der visse steder ikke været så mange tilbage at de magtede at begrave de døde, måske også fordi pesten gav muligheder for beskæftigelse i rigere egne som ikke havde eksisteret før.

Om pestens hærgen i Danmark er vidnesbyrdene få, men de er ikke des mindre talende. Særlig en skrivelse som bisperne af Århus, Ribe, Børglum og Viborg har udstedt 1350, den 12. marts, hvor de lyser ridderen Lage Rød og hans medskyldige i band, eller rettere bekendtgør at han med sine handlinger automatisk er ifaldet kirkens band, hvad der – hvis den skyldige ikke gjorde bod – kunne være første skridt til en sigtelse og dom for kætteri. Hans forbrydelse var at han og hans folk havde sat sig i besiddelse af kirkelig ejendom, dels ribekirkens gods i Tarm, i sognene Egvad, Åstrup og Stavning samt andetsteds, ligeledes forskellige afdøde sognepræsters gods, hr. Lage i Oksby, hr. Peder i Stavning, og hr. Keld i Velling, samt mange andre. Deres kvæg, korn og redskaber havde Lage Rød og hans mænd røvet. – I september samme år, i Ribe Stift, er der i et andet dokument tale om at en Esger Kristiansen havde røvet kirkens gods i Stadil og Hee i Vestjylland, han lyses i band, og dette skal forkyndes på Harbo bygdeting af sognepræsterne i Holstebro og Mejrup.

Det er situationen i de folketomme egne af Vestjylland der her belyses i et glimt. Ingen har kunnet forhindre foretagsomme folk i at berige sig på kirkens bekostning når alle de der skulle varetage dens interesser var døde. Det har både været tiendekornet, det herreløse kvæg og de kirkelige fæstegårdes redskaber der lokkede. Forbrydelsen kan også have bestået i at de har høstet kornet på kirkens jord nu, da de der havde sået det var døde.

Allerede på sommersynoden i 1349 havde ærkebispen af Lund indskærpet hvad der ganske vist hævdedes at være en gammel ret, at afdøde sognepræsters arvinger skulle have lov til at oppebære embedets indtægter indtil det følgende forår. Det må have været retten til dødsårets høst det har drejet sig om. Regelen er muligvis gammel og det hele rutine, men nu var den eller blev den helt aktuel.

Præsterne har været særlig udsatte, fordi de i almindelighed kom i berøring med mange mennesker, og navnlig fordi deres embede var at give de døende sakramentet og de efterladte kristelig opmuntring og belæring. – Men sygdommen har hærget i alle befolkningsgrupper. Når man læser roskildebispen Jakob Poulsens testamente der er opsat i Stralsund den 13. maj 1350, får man et klart indtryk af den biskoppelige husholdnings størrelse og rigdom, men også en fornemmelse af at biskoppen er søgt til østersøbyen just på grund af sygdom, men der står intet om at det er pest. Biskoppen vælger sit lejersted i dominikanernes kirke i Stralsund, og blandt de mange han betænker er dette klosters prior, lektor, brødrenes bord og to navngivne brødre, hvoraf den ene har været den „der har betjent Os under sygdommen”. – Pesten rasede i hele Østersøområdet, ramte naturligvis ikke mindst de rejsende, købmænd, militære og andre. Den interesse byernes råd udviser for at finde frem til ondets rod, med tilståelser der bærer præg af den anvendte tvang og af massernes panik, er let forklarlig ved denne omstændighed.

Langtidsvirkningerne af befolkningskatastrofen var imidlertid beskedne, fordi befolkningens evne til at reproducere sig var stor. På grund af flytningerne har pestens virkninger været mest langvarige på de dårlige jorder. Det er også muligt at befolkningen her oprindelig havde haft ringe modstandskraft mod epidemien. Det kan ikke være tilfældigt at det især var Vestjyllands kirkelige jorder der efter pestårene lå ubeboede hen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Pesten. Den sorte Død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig