Der er bevaret en fremstilling af Valdemar Atterdags tilværelse omtrent fra han tiltrådte sit danske kongedømme til og med året 1359. Hvorfor den standser her, giver den ikke selv nogen forklaring på. Senere er den blevet redigeret, og indfældet i en anden fremstilling, knyttet til en forhistorie og forsynet med en efterskrift der giver en oversigt over årene 1360-63.

Den er skrevet af et menneske der har kendt kong Valdemar godt og færdedes i hans nærmeste omgivelser, i hvert fald fra noget hen i 1340'rne til 1359. Den følger kongens bevægelser nøje og er vel underrettet. Forfatteren har også i nogen grad sat pris på den frygtindgydende krigsherre som kong Valdemar efterhånden var blevet. Fremstillingen efterlader et stærkt personligt indtryk af kongen, hastig, grusom, flygtig og snild.

Det drejer sig om Yngre sjællandske Krønike der kaldes således fordi den er overleveret sammen med en ældre sjællandsk krønike som den føjer sig nogenlunde naturligt til, bortset fra at den i skildringen af Valdemar Atterdags historie udvides og antager karakter af livsskildring eller miljøbeskrivelse. Den ældre sjællandske krønike er med stor sandsynlighed skrevet i Sorø Kloster, og her har også den yngre fremstilling på et tidspunkt været for hånden. Det kan være her sammenskrivningen med den ældre krønike er foretaget, men valdemarskitsen er ikke tegnet i Sorø Kloster.

De håndskrifter hvori den er bevaret viser at historiske samlere i 1500-årenes slutning og 1600-årenes begyndelse har interesseret sig for den. Det var dem der fandt den i et håndskrift der stammede fra Sorø, og havde de ikke skrevet den af var den måske gået tabt. At den findes, skyldes sværmeriet for den danske middelalderhistorie ved Frederik 2.s hof, det der også har bevaret vore middelalderlige folkeviser.

Krønikens overlevering i Sorø har nok den enkle forklaring at her havde kongeslægten nu hjemme idet Valdemar Atterdags fader Christoffer 2. sammen med sin dronning havde valgt at blive begravet i Sorø og givet klosteret en meget stor godsgave. Valdemar selv ville begraves i Vordingborg til sin tid, men han hægede om sin faders minde. Da han i 1354 tilgav to af sin faders gamle fjender hvad de havde forbrudt imod ham, stillede han som betingelse at de årligt holdt Christoffers årtid, dvs. deltog i hans sjælemesse, i Sorø så længe nogen af dem levede.

Christoffers dødsdag var på dette tidspunkt en af de store kirkelige højtider som Sorø Kloster havde at fejre. Donationen gav grundlag for stort ceremoniel og festlig bespisning af munkene. Der er nok faldet noget af til andre der kom til stede og både klosteret og kongen har været interesseret i at der blev søgning dertil, fra alle egne af dette Sjælland som Valdemar havde fra sin fader og havde gjort til kernen i sit kongedømme. Det er rimeligt at klosteret har søgt at samle vidnesbyrd om kong Valdemars liv og gerning, i hvilken mærkelig skikkelse de end måtte foreligge. For det må indrømmes at Yngre sjællandske Krønike er en mærkelig fremstilling. Den stammer fra et øjenvidne, men den er ikke let at forstå.

Krøniken er skrevet på latin i en så enkel og nøgtern stil at det er vanskeligt at se noget litterært kunstværk i den. Den er uden sproglige udsmykninger, bortset fra to enkle vers. Begivenhederne opregnes staccato, imellem hverandre, så læseren selv må placere dem i den sammenhæng hvor de hører hjemme. I det hele taget synes fremstillingen at forudsætte ikke helt få forkundskaber hos modtageren.

Det er fra Yngre sjællandske Krønike vi kender til kongens hastige pilgrimsrejse til Det hellige Land og hjem igen, til hest gennem Europa så hurtigt at ingen nåede at genkende ham før han atter var borte. Men fremstillingens publikum, hvem det end har været, har måttet undvære både navnet på den der slog kongen til ridder på Kristi Grav og navnene på dem der ledsagede ham på rejsen og som han selv slog til riddere. Er krøniken henvendt til nogen som vidste dette på forhånd?

Også politiske forhold behandles i en form der giver bedre mening for den der kender til det hele på forhånd. Under 1353 hedder det: „Årsagen til striden mellem hr. Kongen og greverne [af Holsten] og de jyske herrer, der var blevet drøftet på forskellig måde på forskellige steder til forskellig tid blev endelig ryddet af vejen ved Sankt Jakobs dag [den 25. juli] og alle blev vel forligt – troede man da.” Det er forliget ved Vindinge Å mellem Valdemar og holstenerne, det der fastslog delingen af Fyn – men denne fremstillings form er sådan at dette skal man vide for at forstå meddelelsen – der ellers intet meddeler, undtagen at der foregik noget her og der mellem denne og hin, nu og da. Den fine antydning af at det heller ikke holdt, går også tabt på den der ikke er underrettet på forhånd.

Samme år står der en lille historie om en sjællandsk stormand Peder Dene der trolovede sig med en jomfru, nemlig hr. Olaf Ebbesens datter, også han et medlem af den sjællandske overklasse. Men pigen ville ikke vide af ægteskab med Peder Dene og rømte til Møn hvor hun holdt bryllup med en lavættet mand af et navn der er forvansket i krøniken. Det kan imidlertid forstås som „Jenseke”. Så kan manden identificeres og historien ender godt for ham. I den sidste ende fik han både pigen og godset, og han endte sine dage som ridder og agtet medlem af Sjællands overklasse. Det har været mere end årets skandale i de bedre kredse på Sjælland det år, og historien siger en hel del om den sociale mobilitet i 1300-årenes Danmark under forandring. Som fremstilling giver Yngre sjællandske Krønike bedst mening, hvis det er et snævert, på forhånd indforstået miljø den henvender sig til.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet En øjenvidneskildring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig